Forældre: Få stoppet balladen på Oasen

Forældre: Få stoppet balladen på Oasen
Benny Hansen ærgrer sig over, at nogle af Oasens gæster vælger at smadre flasker og lave hærværk, så klubbens frivillige skal bruge masser af timer på at rydde op efter dem. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 28. OKT 2020 • 14:52
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
28. OKT 2020 • 14:52
LEDER

På bare fire år er Viking Fodbolds multibane Oasen blevet en stor succes, der tiltrækker unge mennesker og skaber liv og glade dage på Rønne Stadion Nord ved siden af Viking Fodbolds klubhus. Dermed lever banen til fulde op til sit formål. Det kan kun vække glæde, også hos regionskommunens idrætsinspektør Carsten Clemmensen

– Det er vidunderligt at se, at de på den måde har fundet et spændende opholdssted, som han siger til avisen.

Der er lagt mange frivillige timer i projektet, som var halvandet år på tegnebrættet, inden det kunne rulles ud. Og det glæder selvfølgelig alle, der er involveret i projektet, at se børn, unge og ældre, der samles og mødes på kryds og tværs.

– Den bliver brugt sindssygt meget af skoler, børnehaver, vuggestuer og campus. Den er i brug hele tiden, konkluderer Carsten Clemmensen.

Men han er desværre også nødt til at komme med et opråb til en lille gruppe forældre. For en mindre gruppe helt unge mennesker, flere af dem er børn helt ned til 12-13 år, vurderer han, kan ikke finde ud af at opføre sig ordentligt på arealet. Det er især slemt fredag, lørdag og søndag.

 
Hvis I ikke ved, hvor jeres børn
og helt unge er fredag, lørdag og
søndag aften, så gå en tur ned
på Oasen for at se, om der er styr
på løjerne.

 

Det seneste halve år har der været en stigende grad af uro og hærværk, der udgår fra aktiviteterne på multibanen. Det er både i form af smadrede flasker og i form af kørsel ind på fodboldbanerne, hvor dækkene pløjer græsset op og ødelægger banerne, så fodboldspillerne ikke kan bruge dem. Der har også været flere eksempler på graffiti, ligesom nogle bænke er ødelagt.

Den ungdom, den ungdom – tænker du måske. Og det er rigtigt, at de fleste af os har lavet tossestreger. Men nu har løjerne stået på så længe, at balladen må bringes til ophør. Vi er der, hvor det, der åbenbart er en fest for en lille gruppe, har store negative konsekvenser for mange, mange andre.

Der er slet ingen tvivl om, at det er multibanen, der tiltrækker uromagerne. Og derfor kan vi komme i en situation, hvor den populære bane ikke længere kan ligge ved Rønne Stadion Nord. Og hvis det sker, kan vi snart stå i en situation, hvor problemet eskalerer yderligere. Det ved Carsten Clemmensen godt.

– Det vil være ganske katastrofalt, for de unge mangler i den grad mødesteder, siger han.

Lige nu er situationen den, at det er nødvendigt at gennemgå området for smadrede flasker, så blandt andet de børn, der bruger området, ikke skærer sig. Det er helt, helt uholdbart, og forældrene må træde i karakter.

Det er frivillige, der render og rydder op efter unge, som forældrene ikke har styr på. Vedligeholdelsen af området kan snart overskygge glæden over, at området bliver brugt. Det er helt urimeligt. For næste skridt kan meget vel blive, at området bliver så utrygt, at andre børn og unge ikke tør komme der om aftenen længere.

Derfor kære forældre: Hvis I ikke ved, hvor jeres børn og helt unge er om aftenen, så gå en tur ned på Oasen for at se, om der er styr på løjerne.