Brobygningsforløb er aflyst landet over på grund af stigningen i antallet af smittede med covid19. Det gælder også på Campus Bornholm, hvor over 350 elever skulle have været på besøg i uge 46 og 47. Foto: Berit Hvassum

Campusdirektør er ærgerlig på elevernes vegne: Brobygning er aflyst i år

UDDANNELSE

Over 350 elever fra grundskolen får ikke muligheden for at besøge ungdomsuddannelserne. Gymnasieeleverne får ikke deres planlagte besøg på videregående uddannelser i København.

Smittetallene for covid-19 er steget, og regeringen har indført nye restriktioner. Blandt andet aflyses skolerne og uddannelsernes brobygning, hvor elever under normale omstændigheder får mulighed for at besøge erhvervsuddannelser og gymnasielle uddannelser, inden de træffer beslutning om, hvad de skal efter 9. eller 10. klasse.

Det oplyste Børne- og Undervisningsministeriet mandag morgen. Senere på dagen meldte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz Theil ud, at brobygningsforløbene allerede kan aflyses fra tirsdag, hvis man ønsker det. Det er et krav, at alle brobygningsforløb med fysisk fremmøde er aflyst senest torsdag i denne uge.

Inge Prip, der er direktør på Campus Bornholm, er ærgerlig over aflysningerne, men understreger vigtigheden af at undgå smitte på Campus Bornholm. Foto: Jacob Jepsen

Ingen brobygning før 2021

På Campus Bornholm var man allerede i gang med at tænke på, hvordan man kunne gennemføre kommende brobygningsbesøg, da ministerens udmelding kom. Det fortæller Inge Prip, der er direktør på Campus Bornholm.

– Alle brobygningsforløb hos os er aflyst fra på torsdag og året ud. Der skulle være kommet over 350 elever fra folkeskolerne i uge 46 og 47. Det er lovpligtig brobygning, som vi under normale omstændigheder skal gennemføre. Vi var begyndt at tænke på, hvordan vi kunne gøre det, for det ville kræve meget af os, men nu er det så aflyst, siger Inge Prip.

Hun fortæller, at brobygningsforløbene i uge 46 og 47 er taxameterfinansieret af Undervisningsministeriet, og at der endnu ikke er kommet en melding om, hvorvidt campus mister de penge, de får for brobygningsforløbene.

Svært at vejlede

I det hele taget er der mange spørgsmål, der mangler at blive besvaret omkring de aflyste brobygningsforløb. Blandt andet hvordan man får præsenteret de mange uddannelsesmuligheder for elever, der ikke kan komme ud og se uddannelsesstederne selv.

– Hvis ikke de ser og oplever det med egne øjne, bliver det jo sværere for dem at vide, hvad de skal vælge efter 9. eller 10. klasse. Der er for eksempel over 100 forskellige erhvervsuddannelser i Danmark. Det er en svær opgave for lærerne i folkeskolen og forældrene, hvis de skal vejlede eleverne i den bredde, der er af uddannelser. Derfor er det klart en fordel, at eleverne selv kommer ud og ser og oplever nogle af dem, inden de skal vælge, siger Inge Prip.

Vigtigt at undgå smitte

Børne- og undervisningsministeriet har i dag meldt ud, at ministeren vil invitere parterne på skole- og uddannelsesområdet til dialogmøde om, hvordan man kan give landets elever information om uddannelsesvalg, nu hvor alle brobygningsforløb skal aflyses.

Inge Prip er ærgerlig på elevernes vegne, men understreger også, at det er vigtigt at mindske risikoen for smitte på campus.

– Der er mange ting i brobygning. Det er både præsentationen af uddannelserne, men det er også en oplevelse og adspredelse fra den almindelige undervisning for eleverne. Så det er på alle måder superærgerligt, at det skal aflyses, men omvendt er det også supervigtigt, at vi undgå smitte. Det allervigtigste for os lige nu er, at vi kan give vores egne elever den bedst mulige hverdag, og det forudsætter, at vi ikke får smitte ind i bygningen, siger hun.

Mundbind på campus

Fra på torsdag skal alle ansatte, elever og besøgende bære mundbind på de åbne arealer på Campus Bornholm.

Der er ifølge Inge Prip ikke udmøntet penge til mundbind, men de studerende, der har svært ved at finansiere mundbind, kan henvende sig til kommunen og søge om støtte til det.

– Vi har valgt at skaffe mundbind til de ansatte, fordi det er et krav, at de har det på i deres arbejdstid. Men vi har ikke mulighed for at dække udgiften for eleverne. Mange af dem er vant til at bruge dem, når de skal med bus til campus, men for nogle vil det være nyt. Vi kommer til at stå ved indgangen og tage imod dem fra på torsdag, så vi er sikre på, at de er opmærksomme på de gældende regler, fortæller Inge Prip.