Skal der være stort julemarked i Nexø? 'Vi har udsat beslutningen'

Skal der være stort julemarked i Nexø? 'Vi har udsat beslutningen'
Glaspuster og forretningskvinde Pernille Bülow er med i gruppen, der arrangerer Bornholms Julemarked. Arkivfoto: Allan Rieck
| 26. OKT 2020 • 17:24
Af:
jakob-noermark

26. OKT 2020 • 17:24
På et møde mandag eftermiddag drøftede arrangørerne af Bornholms Julemarked - et nyt, ambitiøst arrangement - om de skal fortsætte med planlægningen af julemarkedet.

- Vi har udsat beslutningen. Der er meget stor tvivl om, hvordan man fortolker reglerne, siger Pernille Bülow, der er initiativtager til julemarkedet.

Pernille Bülow fortæller, at julemarkedet i Nexø umiddelbart falder ind under reglerne for kræmmermarkeder, der er underlagt forsamlingsforbuddet. Efter de seneste stramninger indebærer det, at man ikke må samle mere end ti personer.

I den modsatte grøft finder man mere etablerede attraktioner, der også arrangerer julemarkeder, og som er underlagt andre regler.

- Tivoli har åbent for tusinder af mennesker. Alle julemarkeder, ikke kun os, er i tvivl om fortolkningen af reglerne, fortæller Pernille Bulow.

Igen i morgen, tirsdag, skal arrangørerne mødes og tale om, hvorvidt julemarkedet skal aflyses eller ej. I mellemtiden vil blandt andet Destination Bornholm forsøge at få afklaret juridisk, hvordan arrangementet skal opfattes i lyset af covid 19-restriktionerne.

 
Bornholms Julemarked

Julemarkedet gennemføres af Pernille Bülow A/ S i samarbejde med foreningen Østlandet, Nexø Havn, Destination Bornholm, Bornholms Regionskommune, Business Center Bornholm, projektet ”Bornholm ud i verden” samt en række fonde, og det er støttet af både offentlig og private midler.

Blandt andet har regionskommunen bevilget et tilskud på 175.000 kroner til årets julemarked. Sammenlagt har projektet har fået økonomisk støtte på over 900.000 kroner, og julemarkedet forventes at bidrage til at styrke vinterturismen på Bornholm.

Bornholms Julemarked skal foregå i Nexø og er planlagt til at holde åbent de fire adventsweekender op til jul, i alt 12 åbningsdage.