Puk Damsgård. Foto: Klaus Holsting

Mellemøstkorrespondent besøger Svaneke

KULTUR

Puk Damsgård, som er Danmarks Radios mellemøstkorrespondent og dertil forfatter, besøger Svanekegaarden i Svaneke i forbindelse med Bornholms Litteraturfestival.

Medarrangør af festivalen Brian Christensen skal interviewe Puk Damsgård om hendes nye bog Arabica, der udkommer tre dage før arrangementet i Svanekegaarden. Bogen er Puk Damsgårds sjette udgivelse, og den handler om hendes oplevelser som rejsende i primært Yemen samt hendes venskab med en ung yemenitisk kvinde, der flygter fra et arrangeret ægteskab.

Arrangørerne bag Bornholms Litteraturfestival har længe arbejdet på at få Puk Damsgård til at komme og deltage i festivalen. Det fortæller medarrangør Mie Hjort i en pressemeddelelse.

– Puk Damsgård skulle komme til vores festival forrige år, men måtte melde afbud, da hun var i Syrien og filme. Siden da har vi holdt kontakten ved lige og nu ser det endelig ud til at lykkedes, hvilket vi er rigtigt glade for. Og så kommer hun endda med en helt ny bogudgivelse i bagagen, hvilket gør hendes besøg helt aktuelt, siger Mie Hjort.

Særarrangementet med Puk Damsgård på Svanekegaarden finder sted torsdag 12. november.