Jesper Lucht og Connie Lucht, Rønne. Foto: Jens-Erik Larsen

Opbakning til strammere restriktioner: ‘Hvis det er det, der skal til, så er det okay’

– Vi må bare klare det og håbe det hjælper, var den generelle holdning hos fire familier eller par, som Bornholms Tidende lørdag hev fat i på Store Torv i Rønne for at høre deres mening om de nye strammere coronarestriktioner, som blev meldt ud fredag af statsminister Mette Frederiksen.

CORONA

– Vi må bare klare det og håbe det hjælper, var den generelle holdning hos fire familier eller par, som Bornholms Tidende lørdag hev fat i på Store Torv i Rønne for at høre deres mening om de nye strammere coronarestriktioner, som blev meldt ud fredag af statsminister Mette Frederiksen.

Jesper Lucht og Connie Lucht, Rønne (billedet oven for): ‘Vi gør jo hvad der bliver sagt’

– Jeg synes egentlig, at det er okay. Hvis det hjælper, så er det det, siger Jesper Lucht.

Det værste er bare, at Connie Lucht er frisør.

– Fra på torsdag skal jeg stå med maske på i mange timer hver dag, og kunderne skal også have masker på, forklarer hun, som endnu er i tvivl om, om kunderne må tage masken af, når de sidder ned.

– Det har vi ikke rigtig forstået endnu, men det går jeg udfra, at de skal, siger Connie Lucht.

– Men vi bliver bare nødt til det, vi skal jo have smittetrykket ned, så der ikke bliver flere syge. Så vi gør jo, hvad der bliver sagt.

Hvad vil det betyde for jeres vinter og jul?

– Nu har vi kunnet finde ud af det, det meste af året, så finder vi også ud af det nu, mener Connie Lucht.

– Men det gør nok, at man går ikke så meget ud at spiser og den slags, mener Jesper Lucht.

Hvad med julen?

– Den bliver nok, som den plejer, for vi plejer ikke at være så forfærdelig mange til jul, så der bliver nok ikke lavet så meget om på det, siger Connie Lucht.

Hvordan har I det med at se frem til en vinter med de her begrænsninger?

– Jeg synes, man efterhånden har vænnet sig til det. Selvfølgelig er det altid ærgerligt, at man ikke kan komme ud til musikarrangementer og sådan noget, men det har man ligesom vænnet sig til.

– Ja, og man tænker lidt mere over, om man går ud, og begrænser det lidt, siger Connie Lucht.

Så I har ikke helt mistet humøret?

– Nej, nej.

 

Pierre Michael Jean Bjerre og Heidi Sørensen, Lejre. Foto: Jens-Erik Larsen

Pierre Michael Jean Bjerre og Heidi Sørensen, Lejre, på ferie på Bornholm: Vi skal ud at kæmpe på anden vis

– Den er jo hård, for vi har to cafeteriaer, og det ene ligger i en sportshal, så det er jo hårdt ramt. Det andet ligger på Roskilde Camping, men den er lukket nu for sæsonen. Så hvis det her bliver ved, har vi jo næsten et halvt års ferie mere eller mindre…

Så det betyder meget for jer arbejdsmæssigt?

– Ja det gør det jo. I starten i foråret var det slemt. Der måtte vi ikke have gæster. Hverken inde eller udenfor. Så begyndte det lidt igen, men med de nye tiltag, bliver vi ligesom skåret helt tilbage til marts igen. Det gør det svært igen, så nu skal vi ud at kæmpe på anden vis med en masse take away. Det er noget, vi skal hjem at arbejde på.

Hvordan har I det med alle de her ting, man nu skal eller ikke må?

– Jeg kan godt forstå, at vi skal være forsigtige. Spørgsmålet er, om det virker eller virker det ikke? Jeg synes, det ødelægger mange ting. Fritidslivet bliver ramt. Vi er ved at afslutte vores fodboldturnering derhjemme, som vi har gået og glædet os til. Nu ryger de sidste tre kampe væk. Jeg er 55, så det er superveteran-fodbold, så det er lidt ærgerligt. Jeg er en af dem, der bliver ramt. Var jeg under 21 måtte vi jo godt.

– Jeg kan ikke rigtig se ideen i det, når man siger, at meget af smitten sker blandt de unge. Den måde de unge håndterer corona på, er jo ikke helt i orden med fester og så videre.

Hvordan har I det med at se ind i en vinter hvor vi skal leve med de nye restriktioner?

– Det bliver jo svært, men hvis det er det, der skal til, så må vi sgu’ gøre det og stå sammen, for vi skal ud af det her. Det skal vi. På en eller anden måde. Heldigvis er der jo telefoner, så man kan ringe til hinanden, siger Pierre Michael Jean Bjerre.

Heidi Sørensen er også skeptisk overfor mundbind.

– Hvis det virker, skulle man jo have gjort det allerede fra starten af. Og så synes jeg, reglerne skulle gælde for alle over hele linjen. Hvis du er under 21, kan du jo stadig te dig, som du vil. Hvorfor må man på uddannelsesinstitutionerne godt sidde 35 i et lille lokale, spørger Heidi Sørensen.

 

Boy Kromann og Clara Petri, Valby/Nice. Foto: Jens-Erik Larsen

Boy Kromann og Clara Petri, Valby/Nice på sightseeing tur på Bornholm: De tager en bid af vores frihed

– Jeg synes, det er normalt at holde afstand og bære maske for at undgå, at coronasmitte breder sig, men jeg synes, at det er at tage en del af vores frihed fra os, at der lukkes ned klokken 22. Det samme gælder for reglen om, at man kun må samles 10 personer i sit private hjem. Det er også at tage en bid af vores frihed, mener Clara Petri.

– Jeg synes, det er en god idé, at vi kun må mødes 10 personer, for lige nu går det den forkerte vej, mener Boy Kromann.

– Men i forhold til det med at have maske på, når vi køber ind, synes jeg godt, at politikerne kunne offentliggøre lidt mere om, hvad det er, forskningen kommer frem til. Vi har ikke fået så meget at vide om, om det overhovedet virker. Jeg kunne godt tænke mig, at der var noget mere ærlighed omkring al det, der ligger bag det, vi får at vide.

– Men selvfølgelig vil vi overholde det. Det skal vi jo gøre. Helt klart.

Hvordan tror I vinteren vil blive med restriktioner?

– Det er et godt spørgsmål. Det har jeg ikke tænkt over faktisk. Men det vil nok være lidt anderledes, fordi vi ikke vil mødes med så mange mennesker. Det kommer an på, om de lukker Danmark ned igen jo, for så bliver det en meget anderledes vinter, ligesom vi oplevede i marts og april. Hvis de ikke lukker ned, så tror jeg, det kommer til at føles meget normalt faktisk.

– Vi har det sådan fint nok med det. Det var overvældende at begynde at gå med maske, men nu har vi vænnet os til det. Det er jo for noget bedre forhåbentlig.

 

Christian Lauesen og Tine Thulstrup Lauesen og Vilde og Sylvester, Falsled. Foto: Jens-Erik Larsen

Christian Lauesen og Tine Thulstrup Lauesen, Falsled på Fyn, på ferie på Bornholm med børnene Vilde og Sylvester: Jeg savner evidens

– Jeg kan godt forstå, der er behov for stramninger. Jeg savner bare lidt mere evidens som grundlag for stramningerne. Det virker som om, man handler bare for at handle, og det synes jeg selvfølgelig er forkert, for det har jo en økonomisk konsekvens. Vi er selv indenfor restaurationsbranchen, og jeg synes, at det er forkert, at folk kun må være samlet på restauranterne til klokken 22. Vi oplever i hvert fald, at folk ikke er klar til at komme hjem i seng efter klokken 22, og så er det, at de forsamles på anden vis. Jeg tror rent faktisk, at det ikke bare ingen effekt har, men negativ effekt, at kræve lukning klokken 22, fordi folk samles efterfølgende. Så foregår det på en helt anden måde og med meget større smitterisiko, end hvis de sidder kontrolleret på en restaurant.

Er det ikke det nye alkoholforbud skal stoppe?

– Det er ikke nok med alkoholforbud. Efter min mening skulle man have genbesøgt det hele, når man kommer med yderligere stramninger, og have sagt ok, vi mangler en evidens for, at der sker spredning i restaurationsmiljøet. Af hensyn til restauratørerne og deres økonomi kunne man så lade dem køre til klokken 24.

Hvad med restriktionerne på det private plan?

– Jeg tror, det er nødvendigt, og vi retter ind, siger Christian Lausen.

– Jeg synes, det er på tide, at man udbreder mundbindene. Det forstår jeg ikke, at de ikke gjorde med det samme, siger Tine Thulstrup Lauesen.

Hvad med forsamlingsforbuddet?

– Jeg tror godt, folk kan være fornuftige og sige “det er den gruppe, vi ses med og færdig”. Der er ikke yderligere legekammerater, ikke yderligere middage hos folk i den anden ende af landet og så videre.

I tager det med løftet pande?

– Ja. Vi arbejder begge hjemmefra, så vi er privilegerede. Det kommer ikke til at have den store indflydelse – og det er mere belejligt nu end i foråret. Jeg driver et større bed & breakfast, og nu er det lavsæson.

Hvad synes Sylvester og Vilde?

– Det er irriterende, at man ikke må være flere end 10. Hvis man så er flere i en klasse, så må man ikke lege med alle, synes Sylvester.

Vilde er enig.

– Det er irriterende, men også okay, hvis det stopper smitten. Men vi savner at kramme og så, at jeg ikke kan komme til gymnastik og ridning måske, siger Vilde.