Beslutning om Bornholms Julemarked mandag

Beslutning om Bornholms Julemarked mandag
Nexø skal danne rammen om Bornholms Julemarked. Foto: Per Frost
| ABONNENT | 25. OKT 2020 • 15:51
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
25. OKT 2020 • 15:51
RESTRIKTIONER
Forberedelserne og markedsføringen af det nye Bornholms Julemarked i Nexø er langt fremme.
Blandt andet markedsføres julemarkedet på Destination Bornholms hjemmeside.

Men med de seneste stramninger af corona-restriktionerne er spørgsmålet om Bornholms Julemarked kan gennemføres?
Fra og med mandag og fire uger frem er forsamlingsforbuddet på kun ti personer, meddelte statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fredag.
Bornholms Julemarked skal efter planen åbne den 27. november.

Pernille Bülow er initiativtager til julemarkedet i Nexø, men Bornholms Julemarked har også massiv opbakning fra både det lokale erhvervs- og foreningsliv, og fra blandt andet Destination Bornholm, der markedsfører julemarkedet, og ser store perspektiver i Bornholms Julemarked, som en del af Vinterøen Bornholm.

Pernille Bülow oplyser, at der mandag holdes møde med samarbejdspartnerne bag Bornholms Julemarked og at man herefter vil komme med en udmelding om julemarkedet.

Julemarkedet er ikke en Nexø-satsning, men markedsføres som Julemarked Bornholm og skal understøtte visionerne om at få tiltrukket flere turister til Bornholm i vintersæsonen.
Julemarkedet gennemføres af Pernille Bülow A/ S i samarbejde med foreningen Østlandet, Nexø Havn, Destination Bornholm, Bornholms Regionskommune, Business Center Bornholm, projektet " Bornholm ud i verden" samt en række fonde, og er støttet af både offentlig og private midler.
Blandt andet har kommunen bevilget et tilskud på 175.000 kroner i år og 125.000 kroner næste år til julemarkedet. Regionskommunen vurderer, at projektet kan styrke vinterturismen på Bornholm.
Projektet har også fået økonomisk støtte fra blandt andet Bornholmslinjen, Bornholm ud i verden og Nexø Havn og lokale parter. I alt lidt over 900.000 kroner.
Senest bevilgede Sparekassen Bornholms Fond i sidste uge 25.000 kroner i støtte til Bornholms Julemarked.

Julemarkedet er planlagt til at holde åbent de fire adventsweekender op til jul, i alt 12 åbningsdage.

Planen med julemarkedet er at forvandle en stor del af Nexø havn til et stort udendørs julemarked med boder, madvogne og overdådig julestemning med lys og udsmykning samt underholdning.