Paris. Sacre Dieu! Det er nostalgi, når det er bedst!

Nostalgi

KLUMME

Tegning: Jørn Villumsen

Det er meget mærkeligt at blive ramt af nostalgi, når man lever i nuet 99 procent af tiden. Men det skete for mig i sidste uge.

Jeg kørte gennem svingene i Almindingen og betragtede de smukke efterårsfarver og bam! Så blev jeg nostalgisk!

Du kender sikkert efterårsserenaden Autumn Leaves, eller originalen, Les Feuilles Mortes, komponeret af Joseph Kosma i 1945 med tekst af Jacques Prévert.

Mens skyerne af orange blade fløj forbi, hørte jeg for mit indre øre tonerne af Yves Montands melankolske stemme, der sang om de søde sommerminder, der brutalt blev fejet væk af den kolde, kolde nordenvind.

Ahhhhh, comme c’est triste!!

Les Feuilles Mortes er indspillet af en perlerække af kunstnere, heriblandt Frank Sinatra, Nat King Cole og hans datter Natalie Cole (min favorit på engelsk) og selvfølgelig også af Èdith Piaf, den berømte franske visesangerinde, der døde i 1963, kun 47 år gammel.

Teksten er oversat et utal af gange og varierer fra gang til gang. I Nat King Coles udgave driver sentimentaliteten ned ad væggene:

The falling leaves drift by the window

The autumn leaves of red and gold

I see your lips, the summer kisses

The sunburned hands I used to hold

Since you went away the days grow long

And soon I’ll hear old winter’s song

But I miss you most of all my darling

When autumn leaves start to fall

Yves Montands fortolkning er mere voksen, moi, qui t’aimais, toi, qui m’aimais, – ’du, som elskede mig, jeg, som elskede dig, men livet skilte os ad, umærkeligt og lydløst’, uhuhuhhh … man ser duerne svæve over torvet, mens mørke skyer pisker over himlen, bladene flyver rundt på pladsen, indtil de til sidst falder til ro i et stille hjørne, døde.

Det er så trist, så trist, men min nostalgi handler ikke om tabt kærlighed, den handler om dengang, for mange, mange år siden, hvor jeg boede i Paris og oplevede overgangen fra efterår til vinter, som den udspillede sig i de små gader på venstre Seinebred.

 

Det var en anden tid. En uskyldig tid,
hvor jeg hver morgen gik fra lejligheden
til Sorbonne ad de smalle gader og
smeltede på vej over Place Saint Sulpice.
Den smukkeste plads i verden!

 

Der var bagte kastanjer i panderne i krydset ved Rue de Buci, der var varmelamper, så man kunne sidde udenfor La Palette i november og drikke vin chaud, og der var harmonikamusik på caféerne, som var propfyldte med gestikulerende, storrygende franskmænd fra morgen til aften.

Den eneste terrorist jeg mødte under mit tre måneder lange ophold var den saxofonist, der hver formiddag tog opstilling udenfor min opgang i Rue St André des Arts og truttede tre timer og nej, det var hverken rytme- eller tonekoordineret. Men ham kom jeg også til at holde af med tiden.

Det var en anden tid. En uskyldig tid, hvor jeg hver morgen gik fra lejligheden til Sorbonne ad de smalle gader og smeltede på vej over Place Saint Sulpice. Den smukkeste plads i verden!!! Ahhhh, hvor jeg savner Place Saint Sulpice og kirken med det ufærdige tårn, Viscontis fontæne og bageren med de vidunderlige croissanter.

 

Det gik forbi efter et par år
med den rige mand, men der må jeg sige,
at det var med fuldt samtykke.

 

Jeg savner at gå over broerne om aftenen, mens tonerne af fransk musik flyder fra de festligt oplyste Bateaux Mouches, der langsomt tøffer op og ned ad floden, fulde af spisende gæster. Jeg savner sandstenspalæerne, selv om de ældste blev bygget af romerske slaver, jeg savner Panthéons majestætiske kuppel, jeg savner at stå mellem Voltaires og Rousseaus kister og grine af skæbnens ironi, for var der to, der hadede hinanden i det virkelige liv, så var det dem, og nu ligger de overfor hinanden i krypten sammen med alle de andre helte fra den franske revolution.

Sacre Dieu! Det er nostalgi, når det er bedst!

Jeg savner selvfølgelig også min ungdoms kærlighed, en meget rig mand, som kom og besøgte mig, når han havde tid. Han bevægede sig i de kunstneriske cirkler i Paris, og en aften havde jeg maleren Wilhelm Freddie til bords, og han var verdens sødeste mand. Han døde i 1995, så jeg var heldig, at jeg lige nåede at hilse på ham. Jeg mener at huske, at han gik med stok, men jeg er ikke sikker. Til gengæld husker jeg, hvordan hans kone sad og talte med en københavnsk kunsthandler om alle de smykker, hun havde mistet rundt omkring på alverdens gæstetoiletter og hotelværelser, det var ikke småting!

Det gik forbi efter et par år med den rige mand, men der må jeg sige, at det var med fuldt samtykke. Jeg sang som Edith Piaf, der var hun igen: Nooooon, rien de rien … non, je ne regrette rien … Jeg var en ung, selvstændig kvinde, jeg skulle ikke giftes med en rig mand, der var 25 år ældre end mig med børn på min egen alder. Jeg skulle videre!

Men derfor kan man godt blive nostalgisk. Især når det bliver efterår, og mørket sænker sig, og stearinlysene tændes i vinduerne. Det er en sød nostalgi.

Så ved man julen kommer! Og hvad er mere nostalgisk end jul!?! Mormors klejner, farmors vaniljekranse, Stampe og Bambi på isen, sne og julepynt, gaver under træet. Og bam! Pludselig rammes jeg af tvivl: for bliver det nogensinde jul igen? Altså sådan rigtig jul??

 

Mette Frederiksen vil med garanti
stille sig op i starten af december og
fraråde folk at besøge deres familie i julen.

 

Nu sidder vi her, ridende på anden bølge af en verdensomklamrende viruspandemi, og alle de europæiske lande er efterhånden lige så orange som de faldende blade i skoven! Kan man holde jul med afstand? Kan man holde jul uden de ældre, de sårbare, de i forvejen udsatte? Julemand med mundbind?

Det er ikke skægt.

Julebudskabet bliver desværre nok lidt anderledes i år. Mette Frederiksen vil med garanti stille sig op i starten af december og fraråde folk at besøge deres familie i julen. Det er ikke anbefalelsesværdigt at bevæge sig mellem landsdelene, vil hun sige, og selv det mest standhaftige julemarked ender med at smide håndklædet i ringen.

Ahhhh! Rør blot ikke ved min gamle jul! Varer coronaen mon lige til påske?

Det er svært at vide. Men virussen er tilbage, det er desværre den kolde, kolde sandhed, og Paris er no go. Vi må holde den jul, der er mulig i år. Vi må gøre, som de kloge siger: spritte julestjernerne af og hænge dem op i vinduet, ligesom vi plejer. Danse om juletræet med en meters afstand eller synge salmerne siddende. Forestille os, at alle butikkerne i byen er et stort julemarked. Hvilket de jo ret beset også er.

Søge ud på landet, til en hyggelig hytte med pejs eller en brændeovn. Holde jul som i gamle dage. I det små, med kun de nærmeste. Stille risengrøden ud for natten lillejuleaften. Stege en lille and og springe flæskestegen over. Nyde stilheden og fodre fuglene med resterne fra vores, de riges bord.

Det skal nok blive godt. Anderledes men godt.

Og nogle ting er trods alt ved det gamle.

Som nostalgi. Som Paris. Som Natalie Cole, der synger:

I miss you most of all my darling

When autumn leaves start to fall