Bornholms Forsvarsmuseum har angiveligt ikke overholdt reglen om, at våben skal opbevares i aflåste våbenskabe eller montrer med panserglas og lås. Eller, alternativt, at de meget systematisk og efter strenge forskrifter gøres såkaldt ”funktionsudygtige”. Foto: Nanna Krogh

Leder: En pinlig historie om forsvundne våben

LEDER

Hvis ikke det var så alvorligt, ville det næsten kalde på et grin. Det er, som om Olsen Banden fra den legendariske danske komedieserie har rejst sig fra filmarkiverne og har taget endnu en runde med en god plan fra Egon Olsen. Og nu starter den vilde jagt, hvor Egon bliver fanget til sidst, men hvor den lemfældighed og naivitet, der muliggjorde forbrydelsen i første omgang, udstilles filmen igennem.

Vi taler om Bornholms Forsvarsmuseum, der angiveligt ikke har styr på sin våbensamling. Ingen ved i skrivende stund, hvor alvorligt det er, hvor mange våben, der er væk, og hvor funktionsdygtige de er. Og måske mest alvorligt: Hvem de er havnet i hænderne på?

Inden vi går videre: Der er ikke grund til at frygte pludselige skyderier i gaderne eller store opgør. Men bortset fra det er situationen ganske alvorlig.

 

Det er i sådan en krise,
at en organisation skal forsøge
at gøre folk trygge. Men
desværre er forsvarsmuseet
meget lukket om sagen

 

Bornholms Politi efterforsker, hvor våbnene befinder sig. To brugbare våben har været forsvundet i 15 måneder, før museet opdagede, de manglede i samlingen. Og der er flere våben, som bestyrelsen i skrivende stund åbenbart ikke ved, hvor befinder sig.

En borger, der har tilknytning til museet, har indleveret et af de forsvundne våben. Han er nu tiltalt for at transportere det ulovligt, men det kan hurtigt vise sig kun at være et lille hjørne af en større sag. Den sag skal for retten i næste uge.

Bornholms Forsvarsmuseum har angiveligt ikke overholdt reglen om, at våben skal opbevares i aflåste våbenskabe eller montrer med panserglas og lås. Eller, alternativt, at de meget systematisk og efter strenge forskrifter gøres såkaldt ”funktionsudygtige”.

Vi er derfor i en situation, hvor der kan blive rejst sigtelser mod personer på museet.

Lemfældighed er farlig og snigende som en slange. Når først man slækker på reglerne, og der ikke sker noget ved det, så bliver den lemfældige omgang til hverdag. Herregud! Det går jo fint. Og pludselig en dag melder virkeligheden sig, og fælden klapper.

En fagmand fra et lignende museum fremstår overrasket over lemfældigheden. Jens Andersen, der er museumsinspektør på Bunkermuseum Hanstholm, der også udstiller våben fra 2. Verdenskrig, kalder det en ”rigtig pinlig sag.” Han understreger også, at den maskinspistol, som har været forsvundet, men som en borger nu har fundet og indleveret, stadig er et farligt våben.

Museumsleder Klaus Linnert beskriver meget godt situationens skær af panik:

– De seneste optællinger af museets våbensamling er blevet foretaget af forretningsudvalgets medlemmer, og jeg fik kun lov til at være med til en lille del. Derfor ved jeg slet ikke, hvad det endelige resultat af optællingen er, som han siger til Bornholms Tidende.

Det er yderst tankevækkende. Og det er i sådan en krise, at en organisation skal forsøge at gøre folk trygge. Men desværre er forsvarsmuseet meget lukket om sagen. Bestyrelsen har besluttet, at kun formanden må udtale sig. Og det ønsker han ikke.