– Det er urimeligt, at det igen er restaurationsbranchen, der skal stå for skud, mener Benny Schou, formand for Horesta Bornholm. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Horestaformand: Folk annullerer på stribe

RESTRIKTIONER

At forsamlingsforbuddet fredag blev sat ned fra 50 til 10 personer i foreløbig fire uger er tæt på en katastrofe for hotel- og restaurationsbranchen, siger Benny Schou, formand for Horesta Bornholm, og som selv driver Hotel Balka Strand.

– Folk annullerer på stribe, både hos, og det er også det, jeg hører hos andre. Der bliver ikke holdt mange selskaber, når de kun må være på ti personer.

Særlig hårdt rammer det, fordi restauranterne netop nu går fra sæsonen over til mere a la carte og selskabsvirksomhed.

Horesta-formanden er utilfreds med, at de nye restriktioner igen rammer hotel- og restaurationsbranchen.

– Det er urimeligt, at vi som branche igen skal stå for skud. Vi har siden marts levet op til alle krav, og jeg mener ikke, at der er evidens for, at det er i restauranterne, at folk bliver smittede.

Han mener at man burde undersøge, hvor folk bliver syge i stedet for at pålægge nye restriktioner på restaurationsbranchen.

Med det nye forsamlingsforbud på kun ti personer frygter Benny Schou opsigelser i branchen.

– Vi ved ikke, hvor længe det varer, og jeg tror mange virksomheder ikke har andet valg end opsigelser, for du ved jo ikke hvor længe, du skal holde på medarbejderne. Om det er en måned, to måneder eller længere.

Benny Schou finder det kritisabelt, at politikerne gør det umuligt for branchen at planlægge.

– Først kommer der restriktioner, og bagefter finder de ud af, om der skal være hjælpepakker.

Der er for meget hovsa løsninger og løsninger på bagkant over det. Hvis de kalder det langtidsplanlægning, så ville de ikke overleve i det private erhvervsliv. Vi har brug for at kunne tænke længere frem.

Skulle den bornholmske Horesta-formand give et råd til politikerne, der lørdag gik i gang med at forhandle nye hjælpepakker til branchen, så er det at give bedre mulighed for lønkompensation.

– Hvis vi kunne hjemsende medarbejderne i op til 75 procent af tiden med lønkompensation, så kunne vi bedre fastholde dem. Det er det, der kan gavne vores branche lige nu og her.

I forhold til hvad der skal ske i hans egen virksomhed, Hotel Balka Strand, har han ikke taget stilling til det endnu.

– Det tager vi stilling til på mandag.