Lørdag formiddag kalder naturen i Svartingedalen. Foto: Berit Hvassum

Fem ting til din weekend: Natur, film, musik og mulighed for motion

GUIDE

1. Lørdag formiddag kalder naturen i Svartingedalen. Her inviterer Dansk Ornitologisk Forening Bornholm på den første af fire naturture, hvor naturens gang følges i løbet af et år. Arrangementet ‘De fire årstider i Svartingedalen’ er fra klokken 10 lørdag den 24. oktober ved Åhalsegård, Kirkedalsvej 25, Rutsker. Det er den første af fire årstidsture i Fugleværnsfondens nye reservat. Turledere er Klaus Hermansen og John Holm.

2. For børn lokker Svaneke Børnefilmklub denne weekend med sæsonstart på filmklub-vintersæsonen. Lørdag klokken 13 kan børn i alderen 7-12 år lade regn og blæst passe sig selv og hygge sig i de bløde sæder i Svaneke Bio med filmen ”Far til fire – tilbage til naturen”. Filmklubben sætter trumf på ved at oplyse, at der er nye typer snacks og opfordrer af den grund til at huske lommepengene. Filmklubben er kun for medlemmer, men det kan man hurtigt blive på https://flexbillet.dk/svanekeboernefilmklub

3. Slip væk fra sofaen lørdag aften og besøg i stedet Galleri R2 i Svaneke til plad releasefest lørdag klokken 19. Musikeren Jesper S udgiver sit første soloalbum, Ama’rdreng, som releases den 24. oktober, og Galleri R2 i Svaneke vil derfor blive omdannet til, hvad galleriet lover ”et øldrikkende, poesi-oplæsende, elektronisk musikblæsende, albue-corona-krammende autografskrivende, hænder i vejret, cigaretrygende og covid-19 restriktionsvenligt arrangement. Så kom og fest med Jesper S og hør hans album blive performet live. Jesper Staustrup har tidligere udsendt flere albums med bandet The House.

4. Musik på en anden måde kan opleves søndag formiddag fra 10.00 til 12.00, hvor Natur Bornholm lokker med, at du kan fremstille og spille på dine egne natur-musikinstrumenter af kæmpe-pileurt. Bagefter inviteres der på dans og sang i skoven, at arbejde med rytme og lave danse. Samtidig hører vi om musik i gamle dage, lover Naturklubben. Naturklubben er tilbud til medlemmer af Natu rBornholms Venner – børnefamilier, der vil have det sjovt og spændende i og med naturen. Men også her kan man hurtigt blive medlem på Natu rBornholms hjemmeside.

5. Er det lidt svært at komme ud på cyklen og få regn i ansigtet, så er der søndag formiddag mulighed for at kigge indenfor i Mulighedernes Hus i Tejn og se på alternativet til regn og modvind. Her er der åbent hus for indoor cycling. Du kan få lov at sidde i sadlen og trampe lidt i pedalerne på indoor-cyklerne, der står varmt og trygt under tag. Der holdes behørig afstand, sprittes hænder med mere, lover arrangørerne.