Joao Antonio Møller. Privat foto

‘Min bekymring for kloden gror sig kun større – især efter jeg har fået børn’

DAGENS NAVN: Joao Antonio Møller har netop stiftet sin egen virksomhed, Bæredygtighed og Bornholm, der ønsker at nytænke innovative ideer indenfor bæredygtighed. Han er uddannet miljøingeniør og tilflytter fra København, men født og opvokset i Brasilien.

Hvad laver du i din virksomhed?

– Jeg snakker med virksomheder og spørger dem, hvad er deres udfordringer indenfor bæredygtighed er. De giver mig deres bedste ideer, så jeg kan udarbejde en rapport, der forhåbenligt kan hjælpe dem med at nytænke bæredygtige metoder i deres arbejde. Derudover planlægger jeg lige nu en casekonkurrence for studerende.

Hvordan kan det være, at du er flyttet til Bornholm?

– Min kone og jeg ville gerne bo det dejligste sted i Danmark – og det synes vi, Bornholm er. Vi har to drenge, og det er godt sted at have små børn. Så inden vi overhovedet havde fundet arbejde her, så købte vi hus i Vestermarie.

Hvorfor går du op i bæredygtighed?

– Da jeg var barn og boede i Brasilien, var jeg frivillig for nogle virksomheder, der havde grønne agendaer. Det har ligesom altid været en del af mit liv, og det er bare blevet intensiveret, efter jeg er blevet voksen. Især med den klimakrise vi står i, og som jo har været her i mange år. Nu føler jeg, at jeg er klar til at gøre noget aktivt, for min bekymring for kloden gror sig kun større – især efter jeg har fået børn. Jeg håber, jeg kan gøre noget for at hjælpe.

Hvad er næste skridt for dig?

– Denne måned begynder jeg på den casekonkurrence for studerende, som jeg har haft i tankerne. Den vil handle om, at de studerende skal nytænke metoder for, hvordan vi kan udvikle os indenfor det bæredygtige område. Den vil køre til midt december. Derefter håber jeg, at jeg kan holde månedlige events på Bornholm.

Hvad ønsker du for Bornholm og Bæredygtighed?

– Jeg ønsker, min virksomhed bliver kendt blandt studerende – at de gerne vil arbejde med os. Jeg vil meget gerne motivere de unge og samarbejde med dem, da jeg tror, de gemmer på mange gode, innovative ideer indenfor bæredygtighed.

Har du planer om at blive boende på Bornholm?

– Helt sikkert. Bornholm fortjener at blive den bæredygtige ø, som den har stort potentiale for at blive. Det vil jeg gerne være med til.

 

 

26 år

Uddannet miljøingeniør

Bor i Vestermarie

Gift med Malene Møller

To børn, Oscar på seks og Atlas på et