Ina Jensen med sin nye bog, da hun for nylig præsenterede den ved en reception i København. Privat foto

Uddrag af ny bornholmerkrimi: Krisen bryder ud

NY BOG

Ina Jensen er opvokset på Bornholm, blandt andet på Gæstgiveren i Allinge, og hendes anden bog, som er en thriller med titlen “Bornholmermordet”, foregår på øen.

Bornholms Tidende har fået lov at bringe et uddrag fra bogen:

 

Nitten års ægteskab og man tror, man kender hinanden ind og ud. Jeg troede faktisk, jeg kendte min mand ret godt. Jeg kender hans navn: Ivan Hansen. Egentlig et ret anonymt navn, når jeg tænker over det. Det er mit eget selvfølgelig også. Asta Hansen. Inden jeg giftede mig, hed jeg Nielsen. Tænk lige over det! Asta Nielsen; stumfilmskuespillerinde og sexsymbol. Det var så meget mere mig. Ivan ødelagde det hele med sit flade parcelhus-og-kaffebordsnavn. Nå, men i sidste ende tog han fusen på mig. Jeg vidste selvfølgelig, at der foregik et eller andet. Mine forældre opfostrede ikke idioter. Jeg vidste bare ikke, hvad han havde gang i denne gang. Eller at det ligefrem skulle vende op og ned på det, der var blevet mit liv.

Det kom frem ved opvasken. Jeg burde have vidst, at der stak noget under, når han af sig selv tilbød at hjælpe med at tørre af.

– Du, Asta. Jeg tager væk i et stykke tid.

– Tager væk? Hvad mener du?

– Jeg skal … mødes med én. I København.

– Tror du, du kunne være lidt mere præcis.

– Jae, det er én, jeg kender, du ved.

– Sikken en overraskelse! Du skal mødes med én, du kender! Ja, det giver jo mening. Hvem er det?

– Det er ikke nogen, du kender. Vi skal bare mødes omkring … et musikarrangement. Måske kan jeg få job i København her til vinter.

– Hvad så med mig og børnene?

– Nu er højsæsonen jo forbi, og der skal bare lukkes af. Det er jo også kun i et stykke tid.

– Men hvad er det præcis, du skal? Hvornår kommer du hjem igen?

– Det er ikke noget særligt. Det er bare … åh, for fa’en, nu siger jeg det bare, som det er. Jeg har mødt en anden, og det er gået hen og blevet alvor. Jeg vil skilles.

Han stod der og så lettet ud, som om, at nu var det værste overstået. Det var det ikke. Det var først lige begyndt.

– Du vil skilles! Bare sådan uden videre? Hvad med at give mig en chance, hvad? Vi har to børn sammen, har du glemt det?

– Asta, hør nu her …!

 

Jeg havde lyst til at smadre ham
med det, jeg lige havde ved hånden

 

Jeg havde aldeles ikke lyst til at høre noget som helst. Jeg havde lyst til at smadre ham med det, jeg lige havde ved hånden. Uheldigvis var det bare en af de der gummipaletter, men den gav da en godt svirp, og han tog sig chokeret til kinden og bakkede lidt bagud. Det var ikke lige så godt, som hvis det havde været noget tungere – en stegepande for eksempel – men det lykkedes mig da at tørre det lettede udtryk af hans ansigt. Nu lignede han én, der pludselig opdagede, at hans kone var en fremmed. En skør og uberegnelig fremmed. Når det kom til stykket, kendte han heller ikke mig nær så godt, som han troede.

– Er du blevet sindssyg?

Hans stemme var dæmpet, for børnene sad inde i stuen. På hans ene kind sad et højrødt mærke, der var i gang med at brede sig. Synet gav mig en ukendt tilfredsstillelse.

– Ja, jeg er blevet sindssyg. Måske skete det, da du fortalte mig, at du vil skilles. Hvis det virkelig er det, du vil, kan du bare skride. Men husk lige at sige det til børnene, inden du går.

Han fik det der lukkede udtryk i ansigtet, som han får, når det går op for ham, at han har overset noget. Noget ubehageligt.

– Kan du ikke gøre det? Du kan bedre forklare dem det.

– Hvordan kan jeg det, Ivan? Hvordan kan jeg bedre forklare dem, at deres far er kommet i panikalderen og har fundet sig en dulle, der betyder mere for ham end hans egen familie? Det må du vist hellere selv sige.

– Det er jo ikke sådan, det er. Asta, prøv nu at forstå. Du gider jo alligevel aldrig noget med mig, vel? Du er for meget mor og for lidt kone. Det er som om, at du slet ikke har behov for … altså, jeg er en mand, for pokker! Det forstår du vel, ikke? Du og børnene vil få det fint uden mig. De kan komme på besøg og …

Han gjorde en ubestemt bevægelse med hånden.

– … og sådan noget.

Det er i det øjeblik, jeg forsvinder. I stedet er det hende den halvtredsårige, der tager over. Hun er rasende. Det kan jeg godt forstå. Jeg ville også være rasende, hvis det skete for mig. Det er bare ikke mig, det her sker for.

Ivan stiller den gryde, han lige har tørret af, ned i skabet og går. Ind i soveværelset for at pakke sin kuffert, formoder jeg. Efter nitten års ægteskab kender man hinanden ud og ind. Men pludselig kender jeg ingen af os. Han er blevet urørlig. Jeg vil gå ind og tage fat i ham og sige: “Hør nu her, lad os finde ud af det sammen. Vi elsker jo hinanden”. Men jeg er ikke den kvinde, han elskede engang. Jeg er blevet denne her trætte, furede, overgangsalder-humørsvingende-usexede-minkropharintettilfællesmedjenniferlopez-kvinde, og han elsker mig ikke længere. Om jeg elsker ham eller ej, har jeg ikke taget stilling til. Det er ikke så vigtigt. Det vigtige lige nu er, at jeg er en vraget kvinde. Min mand igennem nitten år har fundet en anden.