Mette Frederiksen har en stor opgave nu. Større end i det tidlige forår. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Leder: Hvem tænder det mentale julelys?

LEDER

Hvad er det egentlig, der sker?
Det er ikke længe siden, at statsminister Mette Frederiksen roste nationen for sammenhold og stor disciplin, som havde gjort Danmark til et mønstereksempel på, hvordan vi holder virus nede og får et næsten normalt liv samtidigt.

LEDER

Hvad er det egentlig, der sker?

Det er ikke længe siden, at statsminister Mette Frederiksen roste nationen for sammenhold og stor disciplin, som havde gjort Danmark til et mønstereksempel på, hvordan vi holder virus nede og får et næsten normalt liv samtidig.

På det tidspunkt var den alvorligste økonomiske effekt, at de tungere produktionserhverv havde mistet store ordrer, medarbejdere var blevet hjemsendt og senere afskediget. I industrien var og er situationen alvorlig. Det overså vi måske lidt i vores trang til hverdag.

Og nu ser det hele ud til at vælte igen. Statsministerens erklæring om, at det ikke bliver rigtig jul – vi skal aflyse julefrokosten – kan stå som et symbol på, at vi ikke har en fast plan for håndteringen af virus. Eller måske rettere: At her er tale om en virus, hvis natur vi først lærer at kende i processen, og som vi derfor hele tiden skifter taktik imod.

Derfor går vi nu igen ind i et forløb, hvor samfundet lukker mere ned. Og reelt skal vi indstille os på, at det bliver meget værre denne gang. Ikke nødvendigvis fordi flere bliver syge, indlægges eller dør. Tværtimod og heldigvis. For vores sundhedssektor har lært meget om håndteringen af virus. Og det har vi almindelige borgere også.

 

Det er en langt større og
sværere ledelsesopgave at
starte hver sætning med at
tænde et lys end med at slukke det

 

Men det bliver værre i den forstand, at da virus brød ud i marts, gled der en stemning af vi-skal-nok-klare-den hen over landet. Vi blev trodsige og disciplinerede. Vi stod sammen mod den fælles udfordring. Men det mentale beredskab, vi kunne etablere kollektivt i første runde, er langt sværere at få op i runde to. For nu gider vi snart ikke mere. Vi vil belønnes med normaliteten igen.

Det er præcis her, at coronavirus er en udfordring for alvor. Den udmatter os i tanke og sind, fordi vi længes.

Det er noget helt, helt andet at gå ind i en mørk vinter med coronarestriktioner end at gå ind i foråret og sommeren, som vi gjorde sidst. Mørket og kulden styrker ikke vores psykiske modstandskraft. Tværtimod. Og samtidig kalder vinteren normalt på indendørs og fælles aktiviteter. Mange mennesker, der hygger på lidt plads. Grin og samtale. Fordybelse. Og hvad med selve julehøjtideligheden? Kan familier, der ikke har været sammen i måske tre måneder, og som måske aflyste konfirmationen i foråret, pludselig mødes til sang, salmer og samvær?

Mette Frederiksen har en stor opgave nu. Større end i det tidlige forår. Denne gang skal hun ikke primært tale disciplinen frem i os. Det er ikke forbud mod julefrokoster, der redder nationen. Vi anerkender, at det er nødvendigt. Men hendes primære opgave er at sikre, at vi kan fastholde troen og humøret trods modgang. Det er en langt større og sværere ledelsesopgave at starte hver sætning med at tænde et lys end med at slukke det.

Kan statsministeren det? Kan andre ledere det? Opgaven er ny og stor. Og den skal tages alvorligt, hvis vi fortsat skal kunne se fornuften i at følge regler, der radikalt forringer og ændrer vores dagligdag.