Maj-Britt Eriksson i det nye frokostrum/mødelokale med ovenlys. Foto: Jacob Jepsen

Hjemmeplejens teamleder: ‘Vi vinder en masse tid ved at være under samme tag’

HJEMMEPLEJEN

Maj-Britt Eriksson Pellegrini fortæller at alle er ovenud begejstrede for hjemmeplejens nyrenoverede hovedkvarter i Aakirkeby. Men teamlederen starter med at give en reprimande, da hun ser journalisten og fotografen fra Bornholms Tidende komme ud fra et af de nye omklædningsrum.

– Det må I altså ikke, siger Maj-Britt Eriksson Pellegrini og forklarer at hun som sundhedsfaglig leder er ekstra opmærksom på at omklædningsrum er forbeholdt medarbejderne på en arbejdsplads. Samtidig er hjemmeplejens medarbejdere i konstant kontakt med nogle af samfundets mest sårbare borgere, og vi befinder os i coronaepidemiens anden bølge, hvor hygiejne og smitterisiko er afgørende at holde nede.

Hyldegarderobe med navneskilte på hver enkelt medarbejder. Foto: Jacob Jepsen

Samlet på én matrikel

Så vi holder os til fællesarealerne, hvor der lugter af frisk maling, og kigger ind ad døren til de nyrenoverede kontorer, der ligger på hver sin side af den lange gang.

I den ene ende sidder de to sygeplejeteams, i den anden sidder rehabiliteringen. I midten, tæt på indgangen, sidder hjemmeplejens tre teamledere: to fra Hjemmeplejen og én fra Rehabiliteringsteamet. De 110 medarbejder rykkede ind i sidste uge, men flere flyttekasser venter stadig på at blive pakket ud.

For Maj-Britt Eriksson Pellegrini er der uendelig mange fordele ved at arbejde i det nyrenoverede sundhedshus i Ravnsgade:

– Det er første gang, så mange forskellige fagpersonaler i den udekørende del af Ældreplejen er samlet på Bornholm på én matrikel, og det giver nogle helt andre muligheder for at arbejde på tværs, siger hun.

Rehabiliteringen sad tidligere inde i Lille Madsegade i Rønne. Genoptæningen i Rønne og sygeplejen på Bakkebo i Aakirkeby. Nu sidder de lige henne ad gangen. Det gør det meget nemmere at løse kerneopgaven, siger Pellegrini.

Tre håndvaske foran indgangen til frokoststuen gør det nemt at være hygiejnisk. Foto: Jacob Jepsen

Vi vinder en masse tid

Som eksempel nævner hun en case, hvor en ældre borger skal udskrives fra hospitalet.

-Efter et rehabiliteringsforløb på seks til otte uger overgår borgeren til hjemmeplejen, og her foregår der en overlevering fra rehabiliteringsteamet til hjemmeplejeteamet. Det kan vi nu aftale med Rehabilitering i samme hus, og vi skaber en ansigt til ansigt kontakt mellem de fagprofessionelle inden de mødes hos borgeren, siger Maj-Britt Eriksson Pellegrini.

Et andet eksempel kan være samarbejdet med ergoterapeuterne, hvor det at aftale besøg i et hjem med den faste kontaktperson kan gøres hurtigere, hvor læring og viden hurtigere kan sættes i spil til gavn for borgeren og kontaktpersonen. Sygeplejen er også tæt på, så eksempelvis delegering eller andet i forhold til udførelse af sundhedslovsydelser, giver  gode betingelser for sparring og dialog.

– Vi vinder en masse tid ved at være under samme tag, siger Maj-Britt Eriksson Pellegrini.

Maj-Britt Eriksson Pellegrini betegner medarbejderne i hjemmeplejen som omstillingsparate, dedikerede, seje og dygtige.

– Der var ingen brok, da vi skulle tilbage til Bakkebo. De sagde: “vi kender Bakkebo, det klarer vi lige”. Mette Brinch Olsen og jeg er som ledere meget taknemmelige for medarbejdernes måde at håndtere det hele på, siger hun.

Medarbejdernes tilgang til tingene fortjener virkelig anderkendelse, for de har gjort det meget lettere at håndtere de flytninger, siger Maj-Britt Eriksson Pellegrini.

Nu hvor renoveringen er gennemført, er hjemmeplejens nye hovedkvarter i Ravnsgade ifølge teamlederen fremtidssikret for de næste mange år.

– Det gør en masse godt for ældreplejen. Vi er grundlæggende sindssygt glade for at være tilbage, det er dejligt at have et fælles sted at køre ud fra, siger Maj-Britt Eriksson Pellegrini.

Ingen smittetilfælde

De 110 medarbejdere har nu 1.000 kvadratmeter at bevæge sig rundt på. Alt er bragt op til nutidig standard og de lyse, rummelige fællesarealer og store grupperum gør det nemmere at passe på hinanden, siger Maj-Britt Eriksson Pellegrini.

Alle teams besøger hundredvis af borgere om ugen. Nogle får besøg flere gange om ugen, nogle flere gange dagligt. Det stiller store krav til hygiejnen i en Covid-19 tid.

– Men også her må jeg rose medarbejderne. De har simpelthen fulgt instrukserne fra starten, og vi har ikke haft et eneste tilfælde af covid-19 her i huset, siger Maj-Britt Eriksson Pellegrini.

Men først og fremmest giver de nye rammer mulighed for at løfte det tværfaglige samarbejde.

– Vi kan meget mere i sådan et hus. Og det giver altså mulighed for at borgerne får et bedre forløb.