Ina Jensen er født i 1965 og debuterede sidste år med sin først bog, nu er aktuel med “Bornholmermordet”. Privat foto

Forældrene ejede Gæstgiveren. Nu har deres datter skrevet en bornholmerkrimi

Sidste år udgav Ina Jensen sin debutroman, "Hjertefejl", som hun beskriver som en samtidsroman om fysisk og psykisk vold i et parforhold, men allerede nu er hun igen bogaktuel, idet hun har sendt krimien "Bornholmermordet" på gaden.

NY BOG

Sidste år udgav Ina Jensen sin debutroman, “Hjertefejl”, som hun beskriver som en samtidsroman om fysisk og psykisk vold i et parforhold, men allerede nu er hun igen bogaktuel, idet hun har sendt krimien “Bornholmermordet” på gaden.

Der er, forklarer hun, tale om en utraditionel krimi, som med et strejf af humor tager emner som overgangsalder, utroskab og mistet ungdom under behandling.

Ud over sin forfattergerning er hun socialrådgiver og arbejder til daglig med traumatiserede flygtningekvinder i en forening i Københavns Nordvest-kvarter, men hun er født og opvokset på Bornholm med to forældre, som begge var tilflyttere.

– Jeg voksede op på Gæstgivergården i Allinge de første syv år af mit liv, hvorefter mine forældre blev skilt, fortæller hun.

– Jeg har boet i Rønne i en kort periode, men ellers mest på Nordbornholm – Tejn, Allinge og Sandvig.

Forældrene erhvervede sig Gæstgiveren i begyndelsen af 1960’erne. Faren havde været musiker, men nu ville parret, som ellers boede i København, i stedet drive hotel og kro, og derfor blev Ina Jensen også født på Bornholm i 1965.

Men kunderne på Gæstgiveren udeblev.

– Så sagde min moster en dag til min far: Hvorfor spiller du ikke for gæsterne? Og så tog han guitaren frem, og det blev en succes og satte gang i stedet. Kunderne begyndte at vælte ind, siger Ina Jensen.

Da hendes forældre skulle skilles, solgte de i 1972 Gæstgiveren til Monica og Niels Pallesen. Parret havde stedet indtil 1988, og det er Niels Pallesen, Kim Larsen udødeliggjorde i sin sang “Pianomand”.

Elsker Bornholm

“Bornholmermordet” har Ina Jensen skrevet med udgangspunkt i sine forældres skilsmisse. Bogen er dog på ingen måde autofiktiv, men hun har brugt sin mor som skitse til hovedpersonen Asta:

– Som i sin afsindige kamp mod uretfærdigheden i at være blevet forladt til fordel for en yngre kvinde, beslutter sig for at hævne sig – grusomt!

Sloganet for krimien lyder da også: “Bornholmermordet — en klimakterie-thriller”.

Efter skilsmissen overtog hendes far den nu hedengangne Café Nørrebro i Store Torvegade i Rønne, mens moren boede forskellige steder på Bornholm og også i en periode i Farum på Sjælland. Men efter fire år returnerede hun med Ina og hendes bror til Bornholm.

– Da var jeg 12, siger Ina Jensen.

Da hun var 19 flyttede hun så til København og har ikke boet på Bornholm siden.

Men:

– Jeg har lige købt sommerhus uden for Hasle pr. 1. november, siger hun.

– Og det har jeg ønsket i mange år. Det er faktisk et helårshus uden bopælspligt, og det er min og min svenske kærestes plan, at vi skal bruge det rigtig meget, når vi på et tidspunkt går på pension. Vi vil ikke sige helt farvel til København, men vi kan tage nogle længere perioder på øen. Jeg elsker simpelthen Bornholm og er ofte vendt tilbage i diverse ferier.

Præcise beskrivelser

Du debuterede sidste år i relativt sen alder som forfatter, hvordan kom det sig?

– Jeg har altid være meget glad for at skrive, men ikke rigtig vidst, hvad jeg skulle skrive om, men så skete det bare. Lige pludselig tonsede ordene løs i mit hoved, og så kom der en historie ud af det, siger hun.

– Jeg nåede faktisk at skrive en anden roman først, men den ligger i skuffen, fordi jeg ikke er helt tilfreds med den. Den tog mig seks år at skrive den, men nu må vi se. Den bliver ved at blive forbigået. Jeg ville gerne blive glad for den, haha, så det arbejder jeg på.

Din nye bog, hvor du bevæger dig ind i krimigenren, foregår på Bornholm, men hvor meget bruger du dit lokalkendskab, og hvor præcis er du?

– Jeg synes, jeg er meget præcis, siger Ina Jensen.

– Det er ikke sådan, at bogen handler om Bornholm, men den foregår på Bornholm, og jeg er så præcis, som man nu kan blive. Noget sker i Allinge, noget i Rønne og noget ude ved Østermarie et sted. Og blandt andet beskriver jeg på et tidspunkt Café Nørrebro ret indgående – og også Nørrekås og Snellemarkcentret, som godt nok ikke lå der dengang, men som jeg har tilføjet. Også Galløkken strand bliver meget præcist beskrevet, jeg har jo været Bornholm 1.000 gange, siden jeg flyttede fra øen.

Ina Jensen: “Bornholmermordet” (forlaget Platform, 239 sider).

Bogen er udgivet på forlaget Platform

 

 

Bornholmermordet

Krimien beskrives fra forlagets side således:

I en ungdomsbesat kultur er overgangsalder ikke noget at spøge med. For hovedpersonen Asta i romanen “Bornholmermordet” bliver overgangsalderen startskuddet til en lunefuld rutsjetur ud i følelsernes ekstremer. Det er muligt, at overgangsalderen med sine hedeture, humørsvingninger og søvnløse nætter “bare er en overgang”. Men at kroppen langt fra ser ud, som den gjorde før børnefødsler, rynket hud og hængebryster gjorde sit indtog, er svært at acceptere.

Da Astas mand Ivan efter 19 års ægteskab fortæller hende, at han har mødt en anden og vil skilles, rives hun ud af den puppe af hverdagstrivialitet, der har fået hende til at glemme sig selv, imens årene er gået.

Asta mærker depressionens mørke sænke sig over hende, og kun raseriet – mod Ivan, mod skæbnen og ikke mindst mod den formastelige yngre kvinde, der har mast sig ind i Astas ægteskab og har splittet det ad – holder hende oppe.

Asta planlægger en grusom hævn over Ivan, som har svigtet, ikke bare hende selv, men også deres to børn.

Han skal mærke, hvordan det er at miste alt!

Imens Asta udfører sin nøje planlagte hævn, raser overgangsalderens op- og nedture, og efterhånden udviskes skellet mellem fornuft og forrykthed. Men Asta er fast besluttet på, at intet skal stoppe hende. For alt, hvad hun gør, gør hun for sine børns skyld.

Rammen om romanen er Bornholm, hvor forfatteren Ina Jensen er vokset op. I disse naturskønne omgivelser opdager Asta, som er københavner ind til benet, hvor svært det er at gøre sig ubemærket, når man har allermest brug for det, for de nysgerrige øboere elsker at have noget at sladre om, og et mord på Bornholm er bestemt ikke hverdagskost.