Leder: Magtens blinde øje – kan en sosu ikke krænkes?

LEDER

Har du som læser lagt mærke til, hvilke kategorier af kvinder der får særlig opmærksomhed, mens der ruller skandaler om potentielle seksuelle krænkelser ud over hele nationen? En bølge, der for evigt vil skubbe til etablerede og kontroversielle spilleregler i relationen mellem især magtfulde mænd og yngre kvinder.

Det er ikke kassedamen, rengøringsassistenten, hjemmehjælperen eller frisøren. Det er heller ikke pædagogen eller læreren.

Nej, det er politikere, journalister og skuespillere. Det er kort sagt kvinder fra de lag i samfundet, der i forvejen har langt større bevågenhed i medieverdenen end kvinder i mere almindelige eller ydmyge positioner. Kvinder, der bare passer arbejdet – skifter bleen, vasker gulvet, underviser – uden at andre gider skrive om dem. Med mindre de passer jobbet så dårligt, at det er en god historie, og de skal afsløres med skjult kamera og stor skandale.

Kan det passe, der ikke er udfordringer med krænkelser i andre stillingsgrupper end de mere elitære? Næppe.

Er der virkelig ingen magtfulde mænd her, der har fingrene for langt fremme i festligt lag? Sandsynligvis.

 

Krænkelsesdebatten illustrerer,
at nogen er mere lige end andre.

 

Snarere er der tale om, at disse grupper står uden for det ”vi”, som henholdsvis mediernes ansatte og karriere-politikere ønsker at omfavne og solidarisere sig med.

Disse kvinder kan måske bruges som stemmekvæg eller i en hurtig vox-pop – et unuanceret interview på gaden – men ikke som en bærende vinkel, hvor mediet empatisk undersøger en sag. Det er groteskt!

Mens vi siger, vi kæmper retfærdighedens kamp mod gamle undertrykkende magtstrukturer, er vi med til at cementere nogle stærkere og vigtigere. Nemlig magten mellem dem der begår sig med samfundseliten, og dem der ikke gør.

Meget tyder dermed på, at det vi lærte af coronakrisen, ikke kommer til at sætte sig. Altså, at hende – eller ham – der tørrer bordpladen af efter journalisten eller politikeren, så alting er smittefrit til næste dag, snart igen er glemt af dem, der sidder ved bordene og tager beslutningerne.

I tirsdags var der generalforsamling i FOA Bornholm, der blandt andet rummer social- og sundhedshjælpere og assistenter. Her kunne Anja Juhl Kofoed, formand, fremhæve medlemmernes samfundsvæsentlige indsats under coronakrisen.

– De har klaret det så flot og vist fleksibilitet og omstillingsparathed, og om nogen har de vist samfundssind, sagde hun.

Alt sammen rigtigt. Så hvor er mediernes og politikernes opmærksomhed på de krænkelser, ansatte i disse sektorer udsættes for? Overser vi helt systematisk et stort problem, fordi de ansatte her dybest set ikke rigtigt rager dem, der bestemmer dagsordenen her til lands? Ja!

Mediernes og politikernes blinde øje er sigende. Og hvis det aktuelle oprør ikke skal være hyklerisk, skal kampen bredes ud nu.

Det sker næppe. Hele krænkelsesdebatten illustrerer, at nogen er mere lige end andre.