Foto: Berit Hvassum

Gardehusarerne tog en ridetur igennem Rønne

FORSVAR

Mange bornholmere fik torsdag eftermiddag en ekstra oplevelse på byturen i Rønne, da Gardehusarregimentets Hesteskadron “pludselig” kom forbi.

36 husarer red i deres flotte uniformer igennem Rønne “for fuld musik”. Turen gik fra Almegårds Kaserne, ad Haslevej, ned over Nordre Kystvej, et smut op i Rønnes gamle bydel, til Lille Torv, over Store Torv og retur mod kasernen.

Gardehusarregimentet havde ikke på forhånd annonceret turen, da man på grund af coronasmittefaren ville undgå, at folk skulle stimle sammen på ruten, forklarer major Torben Petersen, presseofficer på Almegårds Kaserne.

– De ville lige have luftet hestene og give de nye værnepligtige træning i at ride et byridt, siger Torben Petersen.

Foto: Berit Hvassum

Hesteskadronen er kommet til Bornholm for at deltage i fredagens parade på Almegårds Kaserne, hvor oberstløjtnant Uffe Geckler Pedersen tiltræder som ny chef for Opklaringsbataljonen.

Hesteskadronen ankom onsdag, og har rejst staldene til hestene inde på kaserneområdet. De rejser igen fredag eftermiddag.

Hesteskadronen er regimentets kendte ansigt udadtil og opstiller beredne eskorter for kongehuset ved for eksempel den årlige nytårskur eller dronningens fødselsdage. Derudover løser eskadronen ceremonielle opgaver for resten af forsvaret ved eksempelvis parader.

Foto: Berit Hvassum