Kenn Kjellberg (til venstre) fra DI Bornholm uddelte i dag Praktikpladsprisen til BHS Service Centers værkfører Rasmus Dan Pedersen (i midten) og BHS Service Centers værkstedschef Thoralf Mogensen (til højre). Foto: Berit Hvassum.

Transportvirksomhed vinder pris for lærlingeindsats

UDDANNELSE

Onsdag formiddag modtog transportvirksomheden BHS Service Center en pris for særlig lærlingeindsats. Det er DI Bornholms Praktikpladspris, som uddeles til en virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats for at uddanne faglærte.

Prisen blev uddelt hos BHS Service Center i Rønne, og til at overrække prisen var Kenn Kjellberg, der er formand for DI Bornholm. Han fortæller i en pressemeddelelse forud for prisoverrækkelsen, at prisen er DI Bornholms måde at anerkende de virksomheder, der er med til at sikre gode praktikpladser og faglært arbejdskraft på Bornholm.

– Dygtige lærlinge afhænger af gode praktikpladser og øens fremtid afhænger af virksomheder, der tager ansvar for fremtidens arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at vi værdsætter og hylder virksomheder som BHS Service Center, der hver dag gør en stor indsats for deres lærlinge, skriver Kenn Kjellberg.

Uundværlige lærlinge

BHS Service Center har fem til seks lærlinge hos deres cirka 20 mekanikere, og det er ifølge DI Bornholm et højt antal lærlinge i forhold til virksomhedens størrelse.

Det er afgørende for de unge, der ønsker at uddanne sig til lastvognsmekanikere på Bornholm, at der er nok praktikpladser til dem. Men det er også afgørende for virksomheder som BHS Service Center at have gode lærlinge. Det fortæller Rasmus Dan Pedersen, der er værkfører hos BHS Service Center.

– De er en uundværlig del af holdet hos os. Når vi har en stor opgave, så er det fedt at have lærlinge, der kan gå til hånde. Og vores svende sætter stor pris på at kunne gå og give deres viden videre til lærlingene i hverdagen. Derfor er det også vigtigt for os, at vi skal være en god praktikplads. På den måde sikrer vi os også dygtige udlærte til fremtiden, siger han.

Rasmus Dan Pedersen er glad for, at BHS Service Centers holdning til lærlinge bliver set og nu er blevet anerkendt med en pris.

– Det betyder rigtig meget for os at få den pris. Det er virkelig et skulderklap for det arbejde, vi går og laver i det daglige. Så den er vi rigtigt glade for, siger han.

Ikke kun service

Ifølge Rasmus Dan Pedersen gør BHS Service Center en dyd ud af at være en god læreplads. Blandt andet ved at sørge for, at lærlingene får prøvet en masse forskellige opgaver i løbet af deres læretid.

– Alle prøver alle opgaver. Vi rokerer rundt, så alle lærlinge får lov at prøve opgaver inden for de forskellige områder, vi arbejder med. Jeg ved, at de er glade for, at de ikke kun skal lave service, som man gør mange andre steder, siger han.

Udover reperationer og service på lastbiler laver BHS Service Center ifølge Rasmus Dan Pedersen også opgaver på kranerne på havnen, hurtigfærgerne og busser.

På trods af corona

DI Bornholm har uddelt Praktikpladsprisen én gang tidligere ved DI Bornholms erhvervstræf i juni sidste år.

I år er prisen uddelt lidt senere på grund af coronakrisen, og netop i coronakrisen har BHS Service Center ifølge DI Bornholm gjort sig særligt godt bemærket i forhold til lærlinge. Her har man skaffet nye ordrer for at kunne beholde alle lærlinge, hvis omsærning skulle gå ned. Det roser Kenn Kjellberg i pressemeddelelsen forud for prisoverrækkelsen.

– Det er særligt inspirerende, at BHS ofte tager lærlinge ind for at sikre branchens fremtid på øen, i stedet for at fravælge lærlinge på grund af økonomi og tidsforbrug. I disse krisetider er det mit håb, at mange virksomheder lader sig inspirere af BHS’ indstilling til lærlinge, skriver han.

Rasmus Dan Pedersen fortæller desuden, at BHS Service Center helt har undgået at afskedige ansatte og lærlinge under coronakrisen.

– Vi har beholdt alle, og det føles rigtig godt, at vi er lykkes med det. Det har vi kunne gøre, fordi vi for eksempel har sat vores svende til at løse mere viceværtslignende opgaver for BHS Logistics, istedet for at betale nogen uden for huset for den opgave. Lærlingene har vi kunne holde i værkstederne hele tiden, siger han.

 

 

DI Praktikpladspris

Praktikpladsprisen gives ifølge DI Bornholm til en virksomhed, der gør en ekstraordinær indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

Vinderen findes blandt de cirka 100 bornholmske virksomheder, der er medlem af DI Bornholm.

Alle har haft mulighed for at indstille deres egen eller andre virksomheder til prisen.