Lea Wermelin kan blive overborgmesterfrue i København

Lea Wermelin kan blive overborgmesterfrue i København
Privat foto
| 21. OKT 2020 • 12:51
Af:
jakob-marschner

21. OKT 2020 • 12:51
Ikke blot er Lea Wermelin (S) blevet miljø- og fødevareminister. Ifølge Ekstra Bladet kan hun netop nu også være på vej mod at blive overborgmesterfrue i København.

"Flere kilder" i Socialdemokratiet i København nævner over for avisen, at partiets 33-årige politiske ordfører Jonas Bjørn Jensen har ambitioner om at blive overborgmester i stedet for Lars Weiss (S), der i øjeblikket er konstitueret på posten. Den blev ledig, da Frank Jensen (S) mandag middag trak sig efter en stribe vidnesbyrd om krænkelser af kvinder.

Ekstra Bladet skriver desuden, at den socialdemokratiske gruppe i Københavns borgerrepræsentation ikke er nået til enighed om at stå samlet bag Lars Weiss, når borgerrepræsentationen formelt vælger ny overborgmester den 29. oktober.

Direkte adspurgt afviser Jonas Bjørn Jensen ikke, at han kan komme i spil til hovedstadens mest magtfulde politiske post.

Stiller du op som overborgmester? spørger Ekstra Bladet.

– Vi har nu nogle snakke i partiet, der mest handler om, hvad det skal være og ikke så meget, hvem det skal være. Jeg håber, at vi alle kan blive enige om, hvem det skal være, svarer Jonas Bjørn Jensen.

Er du i spil eller uafklaret?

– Alle kan smide deres navn i krukken. Og det tætteste, jeg kan komme, er at sige, at mit navn ikke er smidt i krukken på nuværende tidspunkt, siger Jonas Bjørn Jensen til Ekstra Bladet.