ERHVERV
Corona-nedlukningen af Danmark og Danmarks nabolande har kostet dyrt i tabte hotelovernatninger på Bornholm i 2020.
Danmarks Statistik er kommet ud med overnatningstallene frem til udgangen af august, og de dokumenterer sort på hvidt, hvor slemt det ser ud.
Det er i et lille
spinkelt håb om,
at folk har mulighed
for at komme ud
at forkæle sig selv
I perioden fra marts til og med juni i år mistede Bornholm næsten 82.000 overnatninger.
Danmarks Statistiks opgørelse gælder hoteller og feriecentre med over 40 sengepladser. Antallet af mistede overnatninger er derfor sandsynligvis endnu større.
Heller ikke vandrerhjem og campingpladser er talt med.
Benny Schou, formand for Horesta Bornholm, der er brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, har heller ikke store forventninger til antal hotelovernatninger resten af året.
– Hvis det for september bliver det halve af sidste år i september, vil jeg ikke være overrasket, siger han.
Han forventer, at oktober vil blive reddet af efterårsferien, fordi danskerne er tvunget til at holde ferie hjemme i Danmark.
– Oktober kan redde lidt hjem, men for november og december ser det katastrofalt ud, mener Benny Schou.
Ifølge Danmarks Statistik tabte Bornholm helt præcis 81.952 overnatninger i forhold til 2019 i perioden fra marts til og med juni. Værst så det ud i maj, hvor der var over 35.000 færre overnatninger end året før.
I juli og august oplevede Bornholm et voldsomt boost af danske turister, og det ses også i tallene fra Danmarks Statistik.
I juli var der næsten 6.000 flere overnatninger end i i juli 2019, og i august var der lidt over 4.600 flere overnatninger end året før. Men fremgangen i de to måneder opvejer langt fra tabet på de foregående fire måneder.
Flest tyskere blev væk
Tallene for årets første otte måneder viser samlet set også helt klart, hvilke gæster det var, Bornholm gik glip af.
Antallet af overnatninger for danske gæster på de bornholmske hotel- og feriecentre er stort set det samme i 2020 som i 2019, mens antallet af overnatninger for udenlandske gæster er styrtdykket.
I år frem til udgangen af august har der været knap 24.000 udenlandske overnatninger, mens der i 2019 var næsten 87.000.
Det største fald er sket i antal overnatninger af tyske, svenske, norske og polske turister.
Tilbagegangen i overnatningstallene skyldes især seks-dages reglen, som fra slutningen af maj til midten af august betød, at turisterne skulle booke minimum seks overnatninger i Danmark, før de kunne holde ferie i landet. Det ramte særligt hotellerne hårdt, da mange udenlandske hotelgæster ofte booker færre overnatninger end seks. Dertil kommer så, at Tyskland den 23. september satte Region Hovedstaden og dermed Bornholm på sin Corona-risikoliste over lande/regioner med for høje smittetal.
– Vi havde lige en måned med normale betingelser, efter at seksdagesreglen var ophævet, siger Benny Schou.
Ud over de langt færre overnatninger, som der nu er statistik for, så er hotellerne også ramt af, at antallet af møder og arrangementer på grund af de danske restriktioner er gået ned, tilføjer Horesta formanden.
Hvad bliver konsekvenserne?
– Vi tjener ingen penge, og mange vil miste deres arbejde, hvor de ellers måske ville have haft timer på deltid. Problemet er også, at ingen ved, hvor længe det varer, siger Benny Schou.
Han tror dog, at de fleste bornholmske hoteller vil klare sig igennem foreløbig, fordi 2019 var en god sæson.
– Men så længe vi har restriktioner, er folk bekymrede for fremtiden, siger Horesta-formanden, som mener, at forsamlingsforbuddet og den begrænsede åbningstid til klokken 22 burde fjernes igen for restauranternes vedkommende.
– Vi kan jo have gæsterne inde under professionelle forhold, siger han.
Samlet set har Benny Schou svært ved at se noget positivt i situationen for de bornholmske hoteller og feriecentre:
– Det eneste positive er, at vi kommer hjem og får vores nattesøvn.
Forsøger med arrangementer
Benny Schou driver selv Hotel Balka Strand, og trods restriktionerne forsøger man her at skabe bare lidt liv og omsætning de næste par måneder og arrangerer både Beaujolais-aften, Mortens Aften og Juledinner.
– Det bliver uden buffet, og hvor folk sidder ned med god afstand, siger Benny Schou.
Hvorfor arrangerer I flere begivenheder, mens meget andet lukker ned?
– Det er i et lille spinkelt håb om, at folk har mulighed for at komme ud at forkæle sig selv, når nu meget andet er aflyst, både private fester og andre begivenheder. Vi gør det med fuld respekt for alle restriktioner. Vi lukker klokken 22 og arrangementerne kræver forudbestilling, siger Benny Schou og tilføjer, at det også er under forudsætning af de til enhver tid gældende restriktioner.
Så mange overnatter
Overnatninger i alt på Bornholm, hoteller og feriecentre:
• 2020, til dato: 285.597.
• 2019, i alt: 425.831.
• 2018, i alt: 399.907.
Endnu værre i København
I sidste uge kaldte Horestas hovedorganisation sommeren 2020 en katastrofe for Københavns hoteller. Tilbagegangen i hotelovernatninger er langt større i København end på Bornholm.
På landsplan mistede det danske hotelerhverv sammenlignet med sidste år næsten 2,5 million overnatninger i sommermånederne i år. Danmark gik dermed glip af turismeomsætning fra hotelgæster for flere milliarder kroner i månederne juni, juli og august, opgør Horesta.
Kravet om minimum seks bookede overnatning for udlændinge ramte særligt Region Hovedstaden, som denne sommer mistede 61 procent af hotelovernatningerne sammenlignet med sidste år. 84 procent af de udenlandske overnatninger forsvandt på det københavnske hotelmarked.
Og nu, hvor danskernes ferie er slut, og restriktionerne er blevet strammet, står mange virksomheder i en utroligt vanskelig situation, advarer Horestas formand, Jens Zimmer Christensen.
– Efteråret har budt virksomhederne nye og strammere restriktioner, og folk bliver hjemme, ligesom vi så det i foråret. Forskellen er nu, at kunderne aflyser mere og længere ud i fremtiden, og derfor er behovet for politisk hjælp kun blevet større, sagde Jens Zimmer Christensen, formand i Horesta, i en pressemeddelelse, da overnatningstallene blev offentliggjort.
Lidt hjælp til branchen
Torsdag i denne uge blev der dog indgået et forlig, som skal hjælpe branchen.
Et flertal på Christiansborg blev enige om yderligere hjælp til hotel-, restaurant- og turisterhvervet.
Forliget giver branchens virksomheder mulighed for at få dækket faste omkostninger i mindre omfang. Der er desuden kompensation til leverandører til aflyste fester med mindst 50 deltagere, og endelig er der afsat en pulje på 200 millioner kroner til virksomheder, som sætter aktiviteter i gang.
I alle tilfælde skal virksomhederne kunne leve op til en række kriterier for at få adgang til midlerne.
Horesta mener dog, at selv om det er et skridt i den rigtige retning, er der brug for en større redningskrans og efterlyser en kompensationsordning, som i langt højere grad modsvarer de tab, branchen er ramt af som følge af de mange restriktioner.