Winni Grosbøll: 'Jeppe Kofods sag ville nok blive håndteret anderledes nu'

Winni Grosbøll: 'Jeppe Kofods sag ville nok blive håndteret anderledes nu'
Winni Grosbøll: – Man skal også passe på med at bedømme så gamle hændelser ud fra der, hvor vi befinder os i dag. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 19. OKT 2020 • 15:07
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
19. OKT 2020 • 15:07
KRÆNKELSER

Den godt 12 år gamle sag om Jeppe Kofod og en 15-årig pige ville nok blive håndteret anderledes i dag, end den blev dengang. Det mener borgmester Winni Grosbøll (S).

Jeppe Kofod blev dengang genvalgt som spidskandidat for Socialdemokratiet på Bornholm kort efter, at det var kommet frem, at han som 34-årig var i seng med en 15-årig pige i forbindelse med et DSU-arrangement i Esbjerg, hvor han havde fungeret som gæstelærer.

På samme tid var Winni Grosbøll i slutningen af sin første periode som medlem af kommunalbestyrelsen – og i gang med at forberede sig på valget næste år, der endte med at gøre hende til borgmester.

Var du i den sammenhæng inde over, hvordan sagen om Jeppe Kofod blev håndteret?

– Nej, det var jeg ikke. I hele den debat synes jeg, at det springende punkt er, at fortid er fortid, og det er meget svært at gøre om mange år efter. Og at det spiller en stor rolle, om man har sagt undskyld. Og det må man give Jeppe Kofod, at han har gjort.

Jeppe Kofod blev genvalgt som Socialdemokratiets spidskandidat på Bornholm under en måned efter, at hans sag var kommet frem. Synes du i dag, at sagen blev håndteret rigtigt?

– Det har jeg ikke noget grundlag for at sige noget om. Man skal også passe på med at bedømme så gamle hændelser ud fra der, hvor vi befinder os i dag. Jeg har sådan set ikke nogen holdning eller kommentar til, hvordan man dengang valgte at håndtere sagen. Man havde nok gjort det anderledes i dag, siger Winni Grosbøll.

– Det vigtige er at diskutere, hvordan vi får det lavet om. Jeg tror, at vi kommer til at bruge de næste uger på at rulle de her historier op. Jeg tror, at det er nødvendigt for at få en ny kultur.

– Vi må sætte os ned og tale om, hvad der skal til for at behandle hinanden lige og have den nødvendige respekt for hinanden. Hvad der skal til for, at kvinder kan være til stede i politik, siger Winni Grosbøll.

Winni delte Frank J-sag

At Winni Grosbøll ikke holder sig tilbage fra at henlede opmærksomhed på sager, der involverer socialdemokrater, viste hun i fredags. Her delte hun på Facebook den første af de historier, der hen over weekenden bragte Københavns overborgmester Frank Jenen (S) ud i kraftig storm.

Gjorde du dig nogen særlige overvejelser, før du i fredags linkede på Facebook til Jyllands-Postens historie om Frank Jensen?

– For mig er det ikke en historie om Frank Jensen. Det er en historie om, at der er mange eksempler, og Frank Jensen er i virkeligheden bare det seneste eksempel i en række, siger Winni Grosbøll.

– Min overvejelse var at sige, "Okay, nu har vi fået det her rullet op. Hvordan kommer vi så videre?". Det synes jeg også, at vi skylder de næste generationer af politikere. De skal gerne ind i et miljø, der er mere fremmende for at være i politik.

Men stadigvæk: Frank Jensen er din borgmesterkollega i København, og han er også næstformand i Socialdemokratiet. Gjorde du dig ingen overvejelser om det?

– Næ. Jeg havde ikke nogen overvejelser om, at det var en intern. Jeg kunne lige så godt have delt en historie om en radikal. I den her sammenhæng er Socialdemokratiet formentlig ikke bedre end alle de øvrige partier.

Har du hørt noget fra nogen i partiet om, at du delte historien om Frank Jensen?

– Det handler ikke om Frank Jensens eksempel, for det her problem er utrolig bredt. Men det handler også om Socialdemokratiet, og Socialdemokratiet har også et problem. Det kan vi ikke komme udenom. Det har formanden (statsminister Mette Frederiksen, red.) også været ude og sige.