Winni Grosbøll har set megen sexchikane, men altid udenfor Bornholm

Winni Grosbøll har set megen sexchikane, men altid udenfor Bornholm
Borgmesteren er aktiv i debatten om krænkelser, men frygter, at den ender med enkelthistorierne. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 19. OKT 2020 • 13:37
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
19. OKT 2020 • 13:37
KRÆNKELSER

Borgmester Winni Grosbøll (S) har set sin del af sexchikane, uønskede berøringer og andre krænkelser. Det har bare ikke været på Bornholm, hvor hun ikke fornemmer noget problem. I lyset af den seneste måneds store debat vil nu nu alligevel drøfte hele emnet med resten af kommunalbestyrelsen.

Hvor hyppigt har du set noget, som du vil definere som krænkelser?

– Efter så mange år i politik har man jo set en del: Hænder de forkerte steder og lignende. Men egentlig har jeg mest været opmærksom på den magtdemonstration, som det er. De nedgørende bemærkninger med relation til ens køn, alder og andet midt i en politisk diskussion. Til tider latterliggørelsen, siger Winni Grosbøll.

– Det kommer jo ikke an på at give et kram eller om at komme til at sende nogle forkerte signaler til en julefrokost og derefter undskylde for det. Det handler om, hvordan synet er på de andet køn, og om der er respekt for hinanden. Og det har jeg ikke altid oplevet, særligt i KL-sammenhæng og til møder udenfor København.

Hvis man spurgte dig om det værste, du har set, ville du så med det samme vide, hvad det var for en hændelse?

– Nej, det tror jeg ikke. Men jeg har ageret i det politiske miljø i 25 år, og jeg har set mange kvinder give op. Det synes jeg er meget synd, også fordi man så taber mange dygtige kvinder på gulvet.

Har de kvinder givet op på grund af krænkelser?

– Ja, blandt andet. Men de har også givet op på grund af hele magtkulturen med magtdelinger på herretoiletter. Det betyder faktisk noget, at man har en ligelig fordeling af kvinder og mænd, siger Winni Grosbøll.

– Mange mænd i politik er fantastiske mænd. Jeg har arbejdet sammen med rigtigt mange gode, dygtige mænd. Der er bare også en anden side af mønten, og det er hele den kultur, der bliver rullet op i de her uger.

Ender det med enkelthistorier?

På stående fod kan Winni Grosbøll ikke se en klar løsning på problemet med krænkelser mod først og fremmest kvinder. Hun fortæller også, at hendes største frygt i sagen handler om, at den vil både begynde og ende med de mange enkelthistorier, der bliver rullet op i disse uger – og at de bagvedliggende problemer ikke bliver løst med en ny og anderledes kultur.

Hvad er løsningen på det her problem?

– Det er jeg ikke sikker på, at jeg har et klart svar på. Men man må sætte sig ned og tale om at sætte nogle nye spilleregler op og få skabt et andet miljø, siger Winni Grosbøll.

– Første skridt er at tale åbent om det. De kvinder, der har stillet sig op, har jo fået læsterlige tæsk for at gå ud og tale om det her problem. De er jo blevet udskammet. Så første skridt er at tale om det.

– Min allerstørste frygt er, at debatten stopper med enkelthistorierne her, og at vi ikke får debatten i partierne om, hvordan vi får en anden kultur.

– I forhold til da jeg var ung, har kulturen i dag ændret sig omkring for eksempel et emne som spirituskørsel, sådan set også omkring rygning. Det gjorde man da bare dengang. Det tror jeg også kommer til at ske her, siger Winni Grosbøll.

Har du selv oplevet at blive krænket?

– Næ, det har jeg faktisk ikke. Jeg føler mig ikke som et offer i den her debat. Krænkelserne rammer jo oftest praktikanter, løstansatte og unge.

– Jeg har da også haft hænder på mine balder og lår, og jeg er også blevet kaldt "sveske", "unge dame" og andre ting. Men jeg har aldrig følt mig krænket.

– Det hænger måske også sammen med den position, som jeg har haft. Jeg har ikke haft nogen overordnede. Jeg ved ikke, om det skyldes min alder eller min position. Det er i hvert fald ikke mig, der har været offer for de værste tilnærmelser. Men jeg tror da, at alle kvinder har oplevet at få fysiske berøringer.

– Jeg har ikke et problem med, at nogle flirter med mig. Det kan jeg og andre kvinder sagtens håndtere. Problemet er, at man tror, at man ustraffet kan køre den her kultur, hvor særligt sårbare kvinder bliver udsat for krænkelser, siger Winni Grosbøll.

Har du eksempler på krænkelser i det politiske miljø på Bornholm?

– På Bornholm har jeg aldrig følt mig udsat eller observeret, at andre skulle være det. Som borgmester har jeg ikke heller fået henvendelser fra medlemmer af kommunalbestyrelsen, der har følt sig krænket.

Vil du gøre noget lokalt på Bornholm?

– Det er en snak, som vi skal have i kommunalbestyrelsen. Min fornemmelse er, at det ikke er et problem, som vi har på Bornholm. Jeg fornemmer ikke, at nogen mener, at der ikke er respekt omkring dem og deres position, siger Winni Grosbøll.

Er det en snak, som du vil tage med alle de 22 andre medlemmer eller kun med de kvindelige medlemmer?

– Det er en snak, som jeg vil tage med hele kommunalbestyrelsen.