Corona udfordrede særligt én gruppes rettigheder: Det er en menneskeret at se familien

ÆLDRE

Håndteringen af corona er ikke kun et spørgsmål om sundhed og økonomi. I det helt store perspektiv handler det også om menneskerettigheder. Med myndighedernes restriktioner følger begrænsninger i nogle af de fundamentale frihedsrettigheder, der egentlig er universelle, og som borgere i frie, demokratiske samfund tager som en selvfølge.

En arbejdsgruppe under fagforbundet Djøf har undersøgt, hvad corona lærte os om menneskerettigheder i en krisetid, og den har konstateret, at især på ældreområdet var menneskerettighederne under pres, ikke mindst på grund af de besøgsforbud, der ramte de ældre, som bor på plejecenter.

– Særligt vores mest sårbare medborgere har lidt under begrænsninger i friheden i starten af coronakrisen. De ældre, der blev frataget muligheden for besøg, var en gruppe man, fra et menneskeretligt synspunkt, godt kunne have ønsket blev omfattet af flere konkrete skøn og mindre indgribende foranstaltninger. Det bør vi lære af fremadrettet, siger Kristian Lauta på Djøfs hjemmeside. Han er professor på Københavns Universitet og ekspert i katastroferet, international ret og menneskerettigheder.

En meget stor gruppe

Formand Birger Rasmussen i Ældre Sagen Bornholm er enig i, at det er noget, man er nødt til at forholde sig til, blandt andet i det arbejde, som Sundheds- og Ældreministeriet har sat i gang om nye løsninger i Ældreplejen, hvor erfaringerne fra coronaperioden indgår.

– Det var – med et kraftigt udtryk – en frihedsberøvelse. Til tider kunne man slet ikke få besøg, til andre tider kunne man få besøg af ét nært familiemedlem, og hvem skal man så vælge, hvis man har nogle familiemedlemmer, som kommer på besøg. Og så skal vi huske , at der er en meget stor gruppe, der ikke har noget familie, og som er afhængig af, at der kommer for eksempel en frivillig fra Ældre Sagen og besøger. Det er også noget, man er nødt til at forholde sig til, siger Birger Rasmussen.

Forment menneskelig kontakt

Det var Styrelsen for Patientsikkerhed, der i forbindelse med nedlukningen af Danmark i marts pålagde kommunalbestyrelser over hele landet at udstede forbud mod besøgendes adgang til kommunale og private plejehjem. Formålet med forbuddet var at beskytte den gruppe af mennesker, de ældre, som er mest udsat for at dø, hvis de bliver smittet med coronavirus.

I praksis betød forbuddet, at de ældre beboere befandt sig i reel isolation, da de heller ikke måtte besøge nogen uden for plejehjemmets matrikel. Bortset fra personalet var de forment menneskelig kontakt, fremgår det af Djøfs udgivelse "Da friheden blev sat på pause".

I april skærpede man forbuddet, så det også gjaldt udearealer. Formelt set var "kritiske situationer", hvor en person var døende, og situationer med "alvorlig kognitiv funktionsnedsættelse", hvor personen havde særligt behov for besøg, undtaget fra reglen. Bekendtgørelsen understregede dog samtidig, at eksempelvis demens ikke i sig selv var grund nok til at blive undtaget fra besøgsforbuddet. Forbuddet blev ophævet den 2. juni.

Djøfs arbejdsgruppe har sammenlignet forholdene i Danmark med lande som Tyskland, Frankrig og Holland, hvor der også blev indført besøgsforbud på plejehjem. Tendensen er, at besøgsforbuddet uden undtagelse varede i væsentlig kortere tid end det danske forbud.

 

 

Om rettigheden

Retten til respekt for privatlivet og familielivet er sikret i Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og beskytter blandt andet retten til samvær og kontakt mellem familiemedlemmer. Begrænsninger i denne ret for at beskytte sundheden er tilladt, men kun hvis begrænsningerne er "nødvendige i et demokratisk samfund", hvilket betyder, at begrænsningerne i den konkrete situation skal være både nødvendige og stå i et rimeligt forhold til formålet. I Danmark er plejehjem og ældreboliger underlagt loven om almene boliger, og derfor udgør indgreb i plejehjemsbeboernes ret til besøg et indgreb i retten til privatliv og familieliv.

Kilde: Da Friheden blev sat på pause, Djøf, 2020