Maike Fiil om krænkelser: 'Jeg ligner ikke en der finder sig i det'

Maike Fiil om krænkelser: 'Jeg ligner ikke en der finder sig i det'
– Jeg har aldrig oplevet, at der blev gået over stregen med sexisme. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 19. OKT 2020 • 14:14
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
19. OKT 2020 • 14:14
KRÆNKELSER

Hun ligner ikke en, der finder sig i at blive krænket. Og hvis nogen kommer med en smart bemærkning, kan de få en tilbage i hovedet.

Allerede på den konto mener medlem af kommunalbestyrelsen Maike Fiil (V), at hun har garderet sig det første stykke af vejen mod at blive udsat for sexisme og krænkelser. Og så passer krænkelser ikke mindst slet ikke ind hos en kommunalbestyrelse, som hun oplever have det godt med hinanden.

Har du set eller selv oplevet krænkelser?

– Nej, det har jeg ikke. Men jeg er måske heller ikke den, der ikke siger noget igen, hvis det skulle være. Men ingen har taget mig på røven eller lårene. Jeg er måske heller ikke den, der udstråler, at jeg vil finde mig i det, siger hun.

– Jeg tager heller ikke tingene så tungt. Hvis nogen kommer med en kæk bemærkning, får de en kæk bemærkning igen. Vi laver sjov med hinanden, og man kan da godt fyre en kommentar af, men jeg har ikke oplevet, at nogen har følt sig krænket.

– De ting, der er fremme nu, er jo også ting, der er foregået for 10 år siden. Og sådan skal det selvfølgelig ikke være, men jeg ved ikke, om tilgangen til de her ting er en anden nu, end den var dengang. Det er længe at vente 10 år med at komme frem med sådan nogle ting. Men lige nu er det som om, at alle skal overgå hinanden, siger Maike Fiil.

– Jeg har aldrig oplevet, at der blev gået over stregen med sexisme. Måske er det, fordi vi har det så godt med hinanden, som vi har. Der er jo ikke nogen af de 22 andre i kommunalbestyrelsen, som jeg ikke synes er nogle fine folk. Vi er jo heller ikke så store som resten af landet.

 
 


Bornholm er så lille at det bliver svært at krænke

Ligesom Winni Grosbøll siger også medlem af kommunalbestyrelsen Kirstine van Sabben (BL), at hun hverken har oplevet eller været vidne til krænkelser i sin tid i bornholmsk politik.

– Nej, det har jeg faktisk ikke, og jeg har jo ellers været med i en del år, siger hun.

Har du heller ikke selv oplevet noget?

– Nej, ikke i politik. Jeg synes, at jeg møder respekt fra de andre politikere, både fra mænd og kvinder og fra både den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj. Jeg oplever, at folk er glade for, at man stiller sig til rådighed.

– Vi har faktisk en god tone, også i en valgkamp. Man kan have stået og været rygende uenige i en debat, og så drikker man en øl sammen bagefter, siger Kirstine van Sabben.

Hvorfor tror du, at Bornholm virker til at være anderledes end det billede, der tegner sig af krænkelser i det politiske miljø andre steder i landet?

– Det er svært at gisne om. Men jeg tror, at det hænger meget sammen med, at Bornholm er et meget lille sted. Man siger, at alle kender hinanden på Bornholm. Man skal ikke træde meget ved siden af, før alle ved det, og så kan man godt få det svært.

– Det gælder jo også, hvis man har en virksomhed: Laver du et dårligt stykke arbejde, spreder det sig. Bornholm er så lille, at det er svært at skjule noget og svært at lægge låg på noget. Hvis du dummer dig på Bornholm, er det svært at fortsætte, fordi alle kender hinanden.