"Et Dukkehjem" anno 2020

"Et Dukkehjem" anno 2020
Pressefoto: Catrine Zorn/Det Kongelige Teater
| 19. OKT 2020 • 17:44
Af:
holger-larsen

19. OKT 2020 • 17:44
KULTUR

Rønne Theater byder onsdag aften på en klassiker i en helt ny udgave, nemlig det Kongelige Teaters udgave af "Et Dukkehjem" anno 2020, hvor Sicilia Gadborg Høegh og Peter Christoffersen har rollerne som ægteparret Nora og Torvald Helmer.

Stykket er iscenesat af Anna Balslev. Hun siger i en pressemeddelelse om sin udgave af Henrik Ibsens klassiker:

– I vores opsætning er der en kritik af vores præstationssamfund, men også af os som mennesker i det. Vi forsøger at belyse, hvad vi som moderne mennesker glemmer at fokusere på i jagten på det, vi tror, er det gode liv. I vores præstationssamfund, hvor alting skal virke så toptjekket på overfladen, glemmer vi bare at stå helt stille og nyde og elske alt det, vi allerede kan og allerede har.

Kirsten Mortensen fra Teaterforeningen Bornholm, der arrangerer, glæder sig:

– Også i 1879 kneb det klart med respekten for kvinden, som en ligeværdig person i forholdet mellem mand og kvinde. Et forhold, som Henrik Ibsen behandlede i flere af sine berømte dramaer. Det bliver spændende at se Anna Balslevs udgave. Stykket har fået nogle fantastiske anmeldelser og fire til fem stjerner eller hjerter alt efter hvilken avis man læser.

Kirsten Mortensen glæder sig også over, at det går ret godt for teaterforeningen, selv om man kæmper med restriktioner. Alle skal således bære mundbind, når man bevæger sig rundt på teateret. Men ikke under forestillingen.

Teaterforeningen har stadig enkelte ledige pladser til en introduktion til forestillingen, som forfatter, journalist og museumsinspektør for Alhambra – museet for humor og satire, står for.