Gud havde en plan: Joel tog til Cypern for at sende illegalt kristent tv til Iran

Gud havde en plan: Joel tog til Cypern for at sende illegalt kristent tv til Iran
Bornholmske Joel Zakarias Dam står bag kameraet, når der skal laves kristent børne-tv til iranske børn.
| ABONNENT | 18. OKT 2020 • 08:09
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
18. OKT 2020 • 08:09
TRO OG EKSISTENS

Joel Zakarias Dam fra Rønne oplevede for to et halvt år siden, at Gud havde en plan med ham. Han skulle rejse til byen Limassol på øen Cypern i Middelhavet for derfra at udbrede det kristne budskab gennem børne-tv. Tv-programmer, som bliver transmitteret via satellit til Iran, hvor et islamisk præstestyre er øverste myndighed, og det er svært at være kristen.

Han forlod sine ingeniørstudier og er nu blevet mere eller mindre fast kameramand på tv-kanalen SAT-7 Pars, der sender programmer på sproget farsi til Iran samt dele af Afghanistan og Tadsjikistan. Det sker uden velvilje fra den iranske regering. Det er derfor svært at lave undersøgelser, der viser, hvor mange der rent faktisk ser med, når der bliver fortalt om Moses og Jesus. Men at dømme efter tilbagemeldinger på mails, telefon og sociale medier, så er der stor interesse for Joel Zakarias Dams kristne børne-tv. De iranske magthavere er heller ikke helt uinteresserede.

– På vores kanal plejer vi at sige, at vores største fan er den iranske regering. Det lader til, at den ser vores programmer rigtig meget – og at den ser os som en trussel, fortæller Joel Zakarias Dam på telefon.

– Vi sender via satellit, og det signal kan man ikke censurere. Men af og til har vi oplevet under vores liveshows, at de telefoner, man kan ringe ind på, bliver blokeret. Derfor har vi flere numre, og så kan folk ringe på et andet.

– Vi har også oplevet, at den iranske regering har lavet et nyt børneprogram, som er en næsten tro kopi af vores program "Gyldenrød." Vores program behandler helt almindelige hverdagsting – god hygiejne under coronaen, og hvordan man er en god ven – med udgangspunkt i kristne værdier. Det får vi en enorm og positiv respons på fra både kristne, muslimer og ateister. Programmet lader til at være meget populært blandt børn i Iran. Så regeringen har en interesse i at lave et lignende program, siger Joel Zakarias Dam.


Vil dele frelsen med andre

Den 27-årige rønnedreng er altid kommet med sin familie i Evangelisk Luthersk Mission. Men efterhånden som han blev ældre og begyndte at reflektere mere, bundfældede troen sig. Og da han i 2013 mistede sin far, oplevede han, at Gud var der. Ikke bare som en idé eller noget, vi bærer med os i vores kultur. Men som en nærværende Gud, der ønsker en relation med mennesker.

– Og han ønsker at bruge mennesker. Jeg tror ikke, at Gud har brug for mennesker til at gå rundt og fortælle om sig. Men han har valgt at bruge os, og jeg synes, det er fantastisk at få lov at være en del af det.

– Jeg har en overbevisning om, at vi alle har brug for Jesus og den frelse, han har. Jeg tror, at vi alle er mennesker, der har syndet og står skyldige over for Gud og har brug for tilgivelse og en frelse. Min frelse er helt ufortjent. Jeg har fået den gennem Jesus, og jeg kan ikke holde den for mig selv – jeg må dele den med andre. Der er et behov her i Danmark, men jeg ser en hungren i Mellemøsten og Nordafrika. Så det giver sindssygt god mening at være en del af SAT-7, siger Joel Zakarias Dam.


Risikerer dødsstraf

En arbejdsdag på Cypern kan føre mange oplevelser med sig. Joel styrer kameraet i enten studiet i Limassol eller ude i øens natur. Han kan lave musikvideoer. Han kan kan også ende på skærmen – men altid i kostume. For eksempel forklædt som et dyr.

Skal man vise sit ansigt på skærmen, er det nemlig vigtigt, at man ligner dem, der skal se tv-programmet. Derfor er de fleste af hans kollegaer fra Iran. De er som regel politiske flygtninge, som er kommet til Europa og har valgt at konvertere fra islam til kristendom.

– Mange i de lande, vi sender til, er fjendtlige over for Vesten. Så jeg kan ikke komme som vært fra Vesten og sige, hvad de skal gøre. Kristendommen er opstået i Mellemøsten, og det vil vi gerne understrege ved, at vi har lokale værter.

– I det øjeblik, de går på skærmen og viser deres ansigt, opgiver de at vende tilbage til Iran. I værste fald risikerer de dødsstraf, hvis de gør det. Så det er et enormt offer i forhold til familien i Iran. Den opgiver de, og de opgiver det land, de har så stor kærlighed til, siger siger Joel Zakarias Dam.

Oplever en hunger

Bornholmeren, der udskiftede den ene solskinsø med en anden, har ikke det samme på spil som sine kollegaer. Han kan altid vende hjem. Men de deler ønsket om at fortælle mennesker, der ellers ikke umiddelbart ville komme i kontakt med kristendom, om Jesus.

– Vi oplever, at der i Iran er en stor hungren efter noget andet end den islam, der bliver dem påduttet. Folk ser typisk Iran som et meget muslimsk land, men i virkeligheden er størstedelen af befolkningen ateister. De ser også vores programmer. Ikke fordi de er kristne, men fordi det giver dem håb.

– Men vi er også i kontakt med mange, der giver sig til Jesus. Folk, der siger, at den tilgivelse, Jesus har givet mig på korset, er mere sand end hvad, regeringen pådutter mig, siger Joel Zakarias Dam.

Han er udsendt som volontør via organisationen Mission Afrika, og det lader til, at hans aftale med tv-kanalen SAT-7 endnu en gang vil blive forlænget. Joel Zakarias Dam er på Bornholm i næste uge, hvor han besøger Peterskolen, Davidskolen og et møde i Evangelisk Luthersk Mission for at fortælle om sine oplevelser.

 
 

Joels tv-station

Satellit-tv-stationen SAT-7 er en kristen tv-station, der sender på fem kanaler og på tre forskellige sprog – alle døgnets 24 timer. Programmerne bliver optaget i London i England, i Limassol i Cypern og til dels i Canada.

Tv-stationen har tre kanaler på arabisk: SAT-7 Kids, SAT-7 Academy og SAT-7 Arabic. Desuden har den en tyrkisk kanal, SAT-7 Türk, og en persisk kanal, SAT-7 Pars, som er den, Joel Zakarias Dam arbejder på.

SAT-7 blev grundlagt i 1995. Mission Afrika indgik et partnerskab med organisationen i 1998, og det er formelt set via det samarbejde, Joel fra Rønne er kommet til Cypern.