Vinbutikken ligger lidt uden for Østermarie by, og Cathy Lee kalder det sit lille hemmelige sted. Foto: Jacob Jepsen

Kom med indenfor i den gamle stald. I dag gemmer den på en ‘lidt hemmelig’ vinbutik

Lidt ude for Østermarie by ligger en gemt vinskat. Hundredevis af vinflasker, der er lavet af nogle af Europas fineste druer, har fundet vej til en lille vinbutik beliggende mellem de bornholmske marker.
Vinbutikken hedder Polpo Wines og er ejet af Cathy Lee.

ERHVERV

Lidt ude for Østermarie by ligger en gemt vinskat. Hundredevis af vinflasker, der er lavet af nogle af Europas fineste druer, har fundet vej til en lille vinbutik beliggende mellem de bornholmske marker.

Vinbutikken hedder Polpo Wines og er ejet af Cathy Lee.

Arbejdet med vin har tidligere blot været en passion og hobby for Cathy Lee. Hun er uddannet økolog og har arbejdet som programofficer for økologisk videnskab for UNESCO. Det gør hun stadigvæk fra sit kontor i Østermarie – men passionen for vin og arbejdet med butikken er begyndt at fylde mere og mere.

– Jeg er uddannet økolog, og på den måde kan jeg kombinere min videnskab med min kærlighed til naturen og min passion i mit arbejde med vin. Min familie har en vingård i Portugal, så der er flere sider af mig, der bliver forenet på en rigtig fin måde og som giver meget glæde – og den glæde vil jeg gerne sprede, fortæller Cathy Lee.

Cathy Lee tager til Portugal, hvor hendes familie fra morens side kommer fra, op til fire gange om året. Både for at besøge sin familie, men også for at finde nye økologiske vine, som hun kan tage med til hendes vinbutik Polpo Wines, der ligger i Østermarie. Foto: Jacob Jepsen

Hun er opvokset i London med en portugisisk mor og en kinesisk far. Hun har boet 17 år i Paris, hvor hun mødte sin danske kæreste Ulrik, og for ni år siden flyttede de så til Bornholm.

– Dengang vi mødtes, tog vi til Bornholm på ferie, vi havde venner her og elskede at besøge øen, så jeg sagde til Ulrik, her skal vi flytte til en dag, fortæller Cathy Lee.

Parret købte hus i Østermarie, og Cathy Lee arbejdede for UNESCO, FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, da de opkøbte to gamle grisestalde ved siden af deres hus i Østermarie. Staldene var, selvsagt, i dårlig stand efter at have holdt grise i årevis.

I dag er det svært at forestille sig, at de selvsamme stalde nu, få år efter, er de samme smukke lokaler, der huser kontor og vinbutik.

Det var ønsket om at realisere de projekter, der roterede i hovederne på Cathy Lee og Ulrik Borberg, der affødte ideen om at lægge renoveringsarbejde i to gamle stalde.

Da renoveringen var færdig, stiftede Cathy Lee virksomheden Polpo Wines. Det er nu fem år siden.

– Det er en langvarig drøm, der gik i opfyldelse, siger Cathy Lee.

– Så meget som jeg har franske, italienske og spanske vine, så vil jeg sige, at jeg specialiserer i portugisiske vine, siger Cathy Lee. Foto: Jacob Jepsen

Det lille hemmelige sted

Cathy Lee sigter efter at skabe et galleri af vin, der er af god kvalitet, som sælges til en god pris. Og specielt det, at vinene er af overkommelig pris, er vigtigt for hende.

– Jeg bor på Bornholm året rundt, og jeg vil gerne gøre min virksomhed bæredygtig, betydende, at jeg ikke kun vil arbejde i sæsoner – jeg vil gerne servicere mine naboer og de lokale året rundt, og derfor forsøger jeg at holde priserne forholdsvis billige i forhold til vinenes kvalitet, fortæller hun.

Butikken har ikke som sådan faste åbningstider, personale eller skilte udenfor. Cathy Lee bor ved siden af butikken og åbner, hvis en nabo eller en lokal lige ringer og spørger efter at købe noget vin. Og så drives butikken også som en privat vinklub, der har omkring to månedlige aftenarrangementer. Oftest er der omkring 10 deltagere, og vinklubben er Cathy Lees “lille hemmelige sted”.

– Det plejer jeg at kalde butikken, siger hun og griner.

– Jo færre mennesker, jo mere deltagelse er der. Jeg oplever, at folk ofte er lidt skræmt af vin, og folk kan være tilbageholdende med at sige noget om de vine, de smager. Jeg har meget viden om vin, og jeg bor på den her ø, som jeg virkelig elsker, så jeg vil gerne viderebringe den viden og passion, jeg har for vinen. Det forklarer også, hvorfor jeg gerne vil holde priserne lave for de lokale. Vin har en historie, der skal fortælles, og hvis jeg gør vinen lettilgængelig, så kan jeg videregive de budskaber, vinen har, siger Cathy Lee.

Det er nu fem år siden, at Cathy Lee startede sin vinvirksomhed i Østermarie. I dag holder hun arrangementer for lokale i sin private vinklub. Foto: Jacob Jepsen

Fjerne snobberi fra vin

Det er ikke destinationen, men rejsen dertil, der er vigtig. Det har vi nok alle hørt en gang eller to – eller læst på en køleskabsmagnet. Men det er præcis rejsen til og processen bag succes, der har været, og stadig er, fokuspunktet for Cathy Lee.

Hun havde en klar idé om, hvad hun ville, da hun sprang ud som vinimporter, nemlig at åbne en vinbutik. Men Cathy Lee vidste godt, at det ville tage lang tid – endda år.

– Jeg vidste godt, hvilke vine, jeg ville have, og hvor de skulle købes, men spørgsmålet var, hvordan jeg skulle realisere mine visioner og ideer. Det er jo en investering at importere vine, og det tager tid at skabe forhold til producenterne. Så selvom jeg startede min virksomhed for fem år siden, så startede den først rigtigt for tre år siden. Det tog de to år at samle vin sammen, skabe et netværk og få viden om vin, før jeg følte, at min virksomhed havde et solidt grundlag, fortæller hun.

Og visionen for hendes butik og hvilke vine, der får lov til at ligge på hylderne, har altid været klokkeklart hos Cathy Lee.

Hun har tidligere arbejdet som kommunikations- og digitalmanager for syv vinmærker for Moët Hennesy, et fransk vin- og spiritusfirma, og her oplevede hun, at de bedste vine, både smagsmæssigt og miljømæssigt, blev produceret på de mindre vingårde.

– Jeg har altid været tæt på naturen, og det er vigtigt for mig, at jeg er bevidst om, hvilke vinproducenter jeg støtter. Det er ofte de små producenter, der arbejder uden kemikalier i markerne og i vingårdene. De viser, hvordan landbrug kan se ud i fremtiden, fordi de er i harmoni med deres omgivelser, og i sidste ende er kvaliteten af økologisk vin bare bedst, ikke kun fra et filosofisk og miljømæssigt synspunkt, men også smagsmæssigt, siger Cathy Lee.

Det er nemt at glemme, at vinproduceren i bund og grund er landbrugsarbejde. Cathy Lee har været til vinmesser, der ifølge hende, kan have en snobbet atmosfære. Og det vil hun gerne modarbejde ved at fokusere på det hårde arbejde, der bliver lagt på vinmarkerne, når der skal laves de dyrebare, fine dråber, som vi drikker ved middagsbordet og i restauranten.

– Vin bliver en meget opløftet ide, og jeg vil gerne tage noget af snobberiet væk fra vin. Jeg kan faktisk bedst lide vin, der er lavet af små producenter, der arbejder på en meget ydmyg måde, hvor bæredygtigheden er i fokus og naturen tages i mente, siger hun.

Videregive historier

Vinproduceren kræver tålmodighed. Fra du planter en vindruebusk i jorden, til du kan høste modne druer, kan der gå mellem syv og ti år. Endvidere kræver det flere års studeren, før du kan begå dig i de forskellige druesorter, vinmærker og producenter. Og specielt det at suge viden og information til sig om vin, har betydet meget for Cathy Lee. Og det er der flere grunde til.

– De vine, jeg køber og sælger, skal være nogen, jeg har smagt, og jeg skal kende deres historie, smag og kvalitet. Det går ikke, at jeg ikke ved hvad en kunde eller vinproducent snakker om, hvis de spørger ind til en vis drueart. Rent uddannelsesmæssigt, er det til tider faktisk ekstremt stressende at lære om vin. Men i sidste ende er det jo en ære at videregive historierne om producenterne og deres vin, fortæller Cathy Lee.

– Jeg vil gerne yde retfærdighed mod vinen og alt det arbejde, der ligges i produceringen.

Det er ikke til at se nu, men det der i dag er en butik og vinklub, har før været en grisestald. Foto: Jacob Jepsen

Hold fast på din passion

Vinbutikken i Østermarie er ikke færdig med at vokse. Cathy Lee håber, at hun kan blive ved med at bygge videre på sit vinlager og sin viden om vin.

– Jeg har altid sigtet efter at skabe et solidt grundlag og langsom vækst, for vedvarende succes kommer, efter min mening, langsomt. Jeg får stille og roligt et større og større netværk af mennesker, der giver god feedback. Giv dig selv tiden til at lære mere og mere, og det er nøglen til succes, siger hun.

Vejen til succes er i sidste ende nok subjektiv, og der findes ikke én konklusion eller skræddersyet guide. Succes kan måles på flere barometre. For Cathy Lee har det handlet om at tage de rigtige træk, være klar til at arbejde hårdt og altid tro på dig selv og din drøm – også selvom det ikke altid vil være en dans på roser.

– I sidste ende må man tage troens spring. Hvis man virkelig har passion for noget, så vil den passion drive dig til at lære mere om, hvad det er, der inspirerer dig, og hvis du tror på dig selv og din vision, vil du altid klare dig på en eller anden måde. Passionen og motivationen vil guide dig i din rejse mod succes – med det sagt, kræver det jo hårdt arbejde, og succes kommer man ikke sovende til. Man skal studere, investere, bruge penge, men efter nogle år kan du tænke “hey, det gjorde jeg, hvor er det vildt!”,

– Om du måler succes på finansiel tryghed eller ren og skær lykke, så er mit råd, at du skal være drevet af din passion, siger Cathy Lee.