De samler ind i Vestermarie

De samler ind i Vestermarie
Monika Holm Folkmann og døtrene Alma, tv. og Willa samler ind til Børns Vilkår i Vestermarie. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 18. OKT 2020 • 13:20
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
18. OKT 2020 • 13:20
Monika Holm Folkmann er søndag sammen med sine to piger, Alma på 11 og Willa på otte år, blandt de bornholmere, der er ude at samle ind til Børns Vilkår. På landsplan er der omkring 9.000 indsamlere.

Pengene fra landsindsamlingen går til arbejdet for udsatte børn og til Børnetelefonen, som rigtig mange børn, der har det svært, ringer til for at få hjælp af frivillige rådgivere.

– Jeg har selv været kræftramt, og mine børn havde det svært i den periode. Men jeg havde et godt netværk og en kræftpsykolog, der kunne hjælpe os. Men det er ikke alle sygdomme, som har de muligheder og netværk omkring sig, og det kan give nogle grimme ar på sjælen, hvis børn ikke får hjælp med de udfordringer, de kan stå med. Det er her, Børnetelefonen kan bruges, og hvis mine børn ikke havde haft et godt netværk, kunne Børnetelefonen også have været en hjælp for dem, siger Monika Holm Folkmann.

Monika Holm Folkmann er pædagog inden for specialområdet:

– Jeg arbejder på dagtilbudsområdet, hvor vi kan hjælpe de små børn. Men når de bliver ældre, er det rigtig godt, at de har et sted, hvor de selv kan søge den støtte og vejledning, som deres omsorgspersoner måske ikke kan give dem. Eller hvis de ikke selv har et netværk, siger Monika Holm Folkmann.

Vil gerne være frivillig

Det er første gang, at Monika Holm Folkmann er ude at samle ind til Børns Vilkår.

– Jeg har ikke haft så meget overskud til det tidligere. Nu er vores to ældste børn blevet så store, at de kan være med. Det er også for at vise dem, at det er vigtigt, at vi hjælper hinanden, hvor vi kan, siger hun.

Børnetelefonen har 600 frivillige rådgivere tilknyttet, alle med børnefaglig baggrund.

– Desværre er der bare ikke nok til arbejdet. Jeg synes selv, at det kunne være spændende at tage et kursus, så jeg kunne blive frivillig, siger Monika Holm Folkmann.

 

55.000

Børnetelefonen havde sidste år over 55.000 samtaler med børn og unge.

Hver femte samtale handlede om psykisk mistrivsel – det dækker over angst, spiseforstyrrelser, selvskade, stress, selvmordstanker/forsøg, ensomhed og psykiske lidelser.

Mange børn henvender sig forgæves, fordi der er kø på linjen. I 2019 var der næsten 140.000 ubesvarede henvendelser.

Børnetelefonen har i år haft mange coronarelaterede samtaler med børn og unge, som har været bekymrede og bange, og som har fortalt om svær ensomhed.

De indsamlede midler fra landsindsamlingen går til at drive og udvikle Børnetelefonen, blandt andet til rekruttering og uddannelse af frivillige rådgivere.