Charlotte Mondrup og Marita Nielsen, som er ansat til at passe loppebutikken ovenpå Spar i Aakirkeby. Foto: Jens-Erik Larsen

Charlotte Jensen Mondrup er gået aktivt ind i driften af Spar-butikkerne

ERHVERV

Christian Froberg Dahl og Egon Jensen – to erhvervsfolk på Midtbornholm, som er svære at overse. Den ene ejer Ekkodalshuset – en frokostrestaurant i Ekkodalen – sammen med sin ægtefælle og forretningspartner, Joan Froberg Dahl. Den anden ejer Sparkøbmanden i Aakirkeby, også sammen med sin ægtefælle og forretningspartner.

Begge er dygtige købmænd, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem en lind strøm af henvendelser til pressen om tilbud på det ene eller rekorder i det andet. Egon og Christian er simpelthen fødte sælgere, og Egon, der er født og opvokset i Aakirkeby, har drevet Sparbutikken i Aakirkeby i over 30 år. Først sammen med sin far, Robert Jensen, siden sammen med forretningspartneren Jørgen Larsen.

Vi ønsker begge en grønnere profil

Hans partner, Charlotte Jensen Mondrup, indtrådte som bestyrelsesformand og medejer af butikkerne i Aakirkeby og Gudhjem tilbage i 2007, men gik først ind i den daglige drift, da Jørgen Larsen trak sig ud af forretningen den 1. februar 2020. Charlotte Mondrup og Egon Jensen blev gift for ti år siden og hedder nu begge Jensen Mondrup til efternavn. De har tilsammen fire store børn og har til daglig base i Søllerød nord for København. På Bornholm bor parret i et nyopført hus i Sømarken.

Charlotte er change management konsulent og arbejder med virksomhedskultur og kundeservice. Selv om hun ikke vifter helt så meget med armene som sin mand, har hun allerede sat sit tydelige præg på parrets bornholmske fællesprojekt. For et par uger siden landede parrets to dagligvarebutikker på Bornholm som nummer henholdsvis et og to i købmandskædens interne økologikonkurrence, DM i Økologi.

Spar-butikkerne i Gudhjem og Aakirkeby var simpelthen de to butikker blandt kædens 132 butikker landet over, der havde øget mængden af økologi forholdsvist mest, og selv om det var Egon Jensen Mondrup, der overbragte budskabet til den bornholmske presse, så har Charlotte Jensen Mondrup en lige så stor del af æren.

– Vi har begge et ønske om at få en grønnere profil. At få flere lokale producenter ind, mere jord til bord. Men det skal ske i et tempo, hvor prisen er fornuftig, siger Charlotte Jensen Mondrup, der kommer fra Samsø.

Corona gav os mere tid

Samarbejdet med den dynamiske ægtefælle gennem ti år betegnes som optimalt. Egon er købmand og kreativ, Charlotte er struktureret og kreativ.

– Vi er et godt team, siger Charlotte Jensen Mondrup og forklarer, at parret har haft mere tid til at koncentrere sig om butikkerne på Bornholm på grund af corona.

– Vi har været her i tre måneder hen over sommeren, fordi min virksomhed ligger stille i øjeblikket, siger hun.

Når erhvervslivet kommer op i normale omdrejninger igen vender Charlotte Jensen Mondrup noget af opmærksomheden tilbage til sit konsulentarbejde.

Charlotte Mondrup foran dele af Kim Kofoeds malerisamling, som er til salg i Sparloppan. Foto: Jens-Erik Larsen

Et kreativt fællesskab i Aakirkeby

Charlotte og Egon Jensen Mondrup er imidlertid kommet til Bornholm for at blive.

I foråret lancerede parret et nyt koncept ovenpå Sparbutikkens lokaler i Aakirkeby, som gerne må vokse.

Egon Jensen Mondrup præsenterede tiltaget som et indendørs kræmmer– og loppemarked med plads til 124 stande og 35 kræmmere.

Det er ikke helt rigtigt, siger Charlotte Jensen Mondrup.

– Sparloppan er en fælles idé, men det er ikke et loppemarked, det er en tredjedel loppestande, en tredjedel spotvarer og en tredjedel kunst, siger Charlotte Jensen Mondrup, der betegner Sparloppan i Aakirkeby som et ‘kreativt fællesskab’.

Sparloppan. Foto: Jens-Erik Larsen

Plads til et lille julemarked

Parret har i dag 24 ansatte på Bornholm, heraf to butiksassistenter i Sparloppan.

På sigt håber Charlotte Jensen Mondrup at se flere lokale på etagen over købmandsbutikken. Der er kunst på væggene og stole og borde i kunstafdelingen.

– Læse- og strikkeklubber er velkomne. Man må gerne sidde i møblerne og få en kop kaffe og en god snak, siger Charlotte Jensen Mondrup.

Man må også gerne købe en stand og sælge julepynt, tilføjer hun.

– Nu bliver de fleste julemarkeder desværre nok aflyst i år. Men vi har ekstra lokaler, hvis nogen har lyst til at holde et mindre julemarked her hos os, siger hun

– Det der med at holde en grisefest for at fejre, at I vandt DM i økologi, det er vel Egons idé?

– Nej det var faktisk min idé. Min niece og hendes mand åbnede sidste år en restaurant i Nordby på Samsø og afsluttede sæsonen med en grillfest for gæsterne. Vi skal da gøre det samme på Bornholm, tænkte jeg. Sejren skal da fejres sammen med kunderne. Det er jo deres skyld, at vi vandt.