Unikt byggeri skal gøre vandkulturhus attraktivt for fonde

Unikt byggeri skal gøre vandkulturhus attraktivt for fonde
Rønne Svømmehal har fået KHR Architecture til at udarbejde en projektbeskrivelse for Bornholms Vandkulturhus. Beskrivelsen indeholder billeder fra svømmehaller i Horsens, København, Nuur og Bergen, der kan fungere som inspirationskilde til et kommende bygeri i Rønne. Illustration: KHR Architecture
| ABONNENT | 17. OKT 2020 • 10:06
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
17. OKT 2020 • 10:06
UDVIKLING

En almindelig svømmehal tror han ikke på, at det er muligt at skaffe finansiering til. Derfor går formand Thomas Bay Jensen og resten af bestyrelsen for Rønne Svømmehal efter at bygge et vandkultur, der på den ene side er en svømmehal, og på den anden side er meget mere end det.

– Vi skal ud og finde et projekt, som tiltaler rigtig mange mennesker, og som tiltaler rigtig mange fonde. Vi har ikke nogen forhåbning om, at vi kan tiltrække én fond til at betale hele anlægsinvesteringen. Vi tror på, at vi skal bygge et sammensuriums af forskellige tilbud, som de forskellige fonde kan tappe ind i, siger han til avisen.

Rønne Svømmehals bestyrelse har bedt regionskommunen om en toårig reservation af den såkaldte trekantsgrund ved Nørrekås Lystbådehavn, der er udpeget som en mulig placering af et vandkulturhus i den strategiske udviklingsplan for Rønne. Reservationen skal gøre det muligt for svømmehallens bestyrelse at udvikle og skaffe penge til projektet.

Det er mega komplekst

En almindelig svømmehal er han sikker på, at fondene ikke er interesserede i at give penge til. Dem er der for mange af. Så er der regionskommunen tilbage, og den har gjort det helt klart, at den ikke kommer til at bygge en ny svømmehal, hverken der hvor den nuværende står eller et andet sted i Rønne.

Derfor går vejen til en erstatning for den nuværende, mere end 40 år gamle svømmehal via et projekt, som fonde kan se en idé i.

– Der er nogle fonde, som synes, det er meget spændende, hvis man tænker sundhed og rehabilitering ind. Der er nogle, som tænker meget på smarte kubikmeter. Så er der nogle fonde, som i den grad lægger vægt på, at selve byggeriet er ikonisk, og så er der nogle fonde, som tænker meget på den måde, vi driftsmæssigt kommer til at anvende eller genanvende energi på. Det her er mega komplekst, og hvis det skal lykkes for os, så er vi nødt til at holde det mega komplekst, og så er udgangspunktet, at vi skal kunne bygge noget unikt, som ingen andre kan, og ingen andre gør, siger Thomas Bay Jensen.


Attraktive arealer udenom

Derfor tillader svømmehallen sig at have et højt ambitionsniveau for det vandkulturhus, den drømmer om at placere på den såkaldte trekantsgrund.

– For at sikre, at vi rent faktisk har en realistisk chance for at tiltrække økonomi til det her projekt, siger Thomas Bay Jensen.

Og det handler ikke kun om det, der skal være inde i vandkulturhuset. Det handler også om udenomsarealerne. De skal være attraktive og skal kunne trække folk til området.

– Arealet omkring det kommende vandkulturhus skal i sig selv være nok til at få bornholmere til at komme forbi og måske bare være blandt mange mennesker i det marinamiljøet. Vi forestiller os, at der kommer til at være en kobling mellem udendørsaktiviteterne omkring marinaen og aktiviteterne indendørs, altså kajak udendørs og indendørs, stand up-paddleboards udendørs og indendørs, dykning udendørs og indendørs og så videre. Så vi tænker i den grad på, at marinaen kan udnyttes til noget mere, lyder det fra Rønne Svømmehals formand.

 
 

Råd skal kigge på ansøgning fra svømmehallen

Hvordan spiller et muligt vandkulturhus ved Nørrekås i Rønne sammen med med øvrige idrætsaktiviteter og -tiltag på Bornholm? Det spørgsmål skal Idrættens Videns- og Kompetenceråd vurdere, når det mødes mandag eftermiddag.

Kommunalpolitikerne har sendt Rønne Svømmehals ønske om at reservere den såkaldte trekantsgrund ved Nørrekås i to år i høring i rådet, der også skal komme med en vurdering af vandkulturhusets potentialer.

Ansøgningen har været behandlet i natur- og miljøudvalget, job-, udviklings- og fritidsudvalget samt økonomi-, erhvervs- og planudvalget, der alle har sendt den videre til Idrættens Videns- og Kompetenceråd. I job-, udviklings- og fritidsudvalget kunne Bornholmerlistens Kirstine van Sabben ikke støtte beslutningen, idet dagsordenen til mødet blev udsendt mindre end tre timer før mødets begyndelse. I økonomi-, erhvervs- og planudvalget kunne Morten Riis fra Enhedslisten ikke bakke op, da han ønsker at afvente et program for Byens Hus og Torv på tværs samt en helhedsplan for Nørrekås og ankomstpladsen før en eventuel arealreservation.