Tag med Sillehoved til kaffe og kage i Lysthuset

NATUR

Lysthuset i Almindingen er ikke et rigtigt lysthus, men et mærkeligt og lidt skjult klippeparti med et udhæng i den centrale del af skoven. Det ligner mere en grotte, og stedet blev også i ældre tider kaldt for ”Grotten”. En for længst afdød skovrider syntes, navnet Lysthuset lød bedre, da skovens jægere brugte stedet, når det regnede under jagten. ”Lysthuset” ligger skjult og kendes kun af få mennesker, man får derfor en mærkelig fornemmelse af at være langt væk fra alting.

Udgangsstedet er parkeringspladsen mellem Lilleborg og Christianshøj i Almindingen. Herfra følger man den gode skovvej cirka en kilometer og går til højre ved første sidevej. Den kaldes Stenkrogevej og fører op til Rytterknægten, men et øjeblik efter kommer en skovsti til højre med henvisning til Lysthuset, og den følger man til det ejendommelige klippeparti med det sjove navn. Turen er nem og varer under en time. Der kan medbringes både klapvogne og barnevogne, så hvorfor ikke tage kaffe og kage med til ”Lysthuset”.


Ad skovens grønne sti

På grund af tørken i august får løvtræerne i dette efterår ikke deres naturlige stærke efterårskulør. De visner bare og falde ned til jorden i november. Langs skovvejen vokser der egetræer, bøg og avnbøg. Deres frugter ligger under træerne og er føde for skovens dyr og fugle. Egetræernes frugter kaldes agern, og de spises af egern og mus, mens skovskaderne indsamler dem til vinterføde og laver depot. Ofte glemmer de, hvor de har gemt depotet, så næste forår kan der vokse en lille egeskov op af jorden. Bøgetræernes frugter kaldes bog. De spises af bogfinker, der endda er opkaldt efter føden. Den lille trekantedes frugt er beskyttet af en hård skal, men smager lidt af hasselnød.

Avnbøgens frugter er vingede og hænger stadig på træet. Den er i familie med hassel, og frugterne kan ligne rakler og falder flyvende ned på jorden, når efterårsstormene raser.


Græssøen

På højre side af skovvejen ses en mose. Det er ”Græssøen”, en tidligere tørvemose, og derfor er vandet surt uden næring. I vore dage er mosen helt bevokset af den flydende grønne krebseklo, der næsten ligner græs. Derfor passer navnet godt.

Herfra går skovvejen nedad, der passeres en lille bæk, og på grund af klipperne er der vandfald om foråret.

På venstre hånd ses en lang række flotte høje thujaer. De monumentale nåletræer blev plantet i 1910, og bag dem er der en åben plads med en høj obelisk. Det er Rømers Minde. Obelisken er rejst til minde om Almindingens skaber, Hans Rømer, der virkede skovrider fra 1800 til 1836. Den blev dog først rejst i 1893.

Der er flere sideveje til venstre, men man fortsætter ligeud ad den store skovvej og passerer en lille sumpet mose på højre side. Den kaldes ”Dyresølen”. Navnet skulle stamme fra dengang skovens kronhjorte yndede at ”søle” sig her. Bornholms sidste kronhjort blev skudt i 1786.

Kort efter fører Stenkrogevej til højre og opad mod Rytterknægten og Kongemindet. Når man følger den, kommer der et øjeblik efter en mindre skovvej mod højre. På en sten står der ”Lysthuset”, og stien ender ved det ejendommelige klippeparti med det sjove navn.


Lysthuset

Klippepartiet ser også ejendommeligt ud, men er opstået ved en forkastning af grundfjeldet. Man kan sidde inde under udhænget, når det regner, ligesom i en rigtig grotte, mens andre sten kan fungere som bænke. For foden af klippen er der med rødt og hvidt malet et mærke, et såkaldt dannebrogsbånd, som offentligt ansatte i ældre tider bar på deres kasketter.

I vore dage er afmærkede ruter i Almindingen markerede med gule, røde og blå pletter. Skovrider Adolf Sten (ansat 1892-1900) lavede de første forslag til vandreture i Almindingen, og ruterne var markerede på en anden måde. På sten og træer blev der malet Statens embedsmænd-symboler, som dannebrogsbånd, dannebrog og danske kokarde.

Der blev også lavet kort over turene, udgivet af Colbergs Boghandel i Rønne, men symbolerne er i dag væk, og historien gået i glemmebogen. Bortset fra dette, som af ukendte årsager hvert år bliver nymalet.


Den tavse skov

Her er vidunderligt stille, ingen fuglesang og lyde bortset fra granernes susen. Måske høres en puslende mus, måske fornemmer man øjne, der kigger, men ikke kan ses. Det er sikkert et rådyr, men i samme sekund flænges luften af hæse skrig; en stor sort ravn jager over reviret. Og en musvåge kredser over skoven og forsvinder igen.

Det er samme vej retur, men man kan også forlænge turen og følge vejen op til Rytterknægten og tage en sidevej til højre, der fører til Lilleborg og turens udgangspunkt. God tur.