Det var Juuls Filial

Det var Juuls Filial
Ingeborg og Johannes Juul i Juuls Filial på Laksetorvet, som måske var Bornholms første "discountbutik". Foto: Algot Lindau
| ABONNENT | 17. OKT 2020 • 21:17
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
17. OKT 2020 • 21:17
TILBAGEBLIK

– Jeg er glad for "Tilbageblik". Det er ren nostalgi, siger en af Bornholms Tidendes læsere, Karin Juul, der bor i Jylland om vinteren og på Bornholm i sommerhalvåret.

Karin Juul er fra Rønne og datter af Ingeborg og Johannes Juul, der havde købmandsforretning i Exsteens Gård på hjørnet af Store Torvegade og Magstræde. Hendes interesse for Bornholms Tidendes "Tilbageblik" var derfor ekstra stor, da det tirsdag den 13. oktober handlede om dengang, Rønne havde masser af købmandsforretninger.

Det øverste af de to fotos på siden var et billede af købmand Henning Fuglsang i Store Torvegade. Vi havde ikke nogle navne på personerne på det nederste billede, som blev domineret af masser af pakker toiletpapir.

– De to er mine forældre, og de andre er nogle kunder, og billedet er fra Juuls Filial og må være fra 1969, siger Karin Juul.

Bag Juuls Filial gemmer sig historien om en købmand, der måske var lidt forud for sin tid:

– På den anden side af Laksetorvet, skråt overfor købmandsforretningen, lå en lille nipsbutik, som lukkede. Så syntes min far, at det kunne være sjovt at leje lokalet og lave en "discountbutik", hvor man fik varerne til tilbudspris, hvis man købte flere af de samme varer. Men min mor kunne ikke stå for det, når damerne lagde på hovedet på skrå og spurgte, om de ikke kunne få én vare til den billige pris. Min mor skulle jo have sendt de kunder over i købmandsbutikken. Så mine forældre måtte efter nogle år stoppe med den filial, fortæller Karin Juul.

Som perler på en snor

Karin Juul husker det som, at der lå købmænd som perler på en snor ud ad Store Torvegade, og der har ganske givet været mange – ligesom der var over hele Bornholm.

De bornholmske købmænd organiserede sig i fire købmandsforeninger. Rønne Købmandsforening blev stiftet i 1925, og købmændene havde mange gode år. Men i 1960’erne begyndte det at blive dårligere tider, og i 1970 fusionerede de fire købmandsforeninger i Bornholms Købmandsforening, som eksisterede frem til 1995.

Det fremgår af Rønne Byarkiv, hvor man også kan se, at der ved sammenlægningen i 1970 var fire købmænd alene i Store Torvegade. Det var de tidligere nævnte Fuglsang og Juul samt Helga Hansen og Svend Thinggaard.