Bornholm – det forsømte sejlerparadis

SYNSPUNKT

– Ligger din båd på Bornholm? Det må da være fantastisk at sejle der – alle de skønne havne. Det er jo et rigtigt sejlerparadis.

En sådan bemærkning har jeg fået adskillige gange fra sejlere "ovrefra" i de fire sæsoner, vores båd har været hjemmehørende i Nørrekås, og det er da helt korrekt, at Bornholm kunne være et sejlerparadis, men det er desværre bare et meget forsømt paradis.

 

Nørrekås, som er øens største
og bortset fra Hammerhavn nok
den mindst forfaldne lystbådehavn,
kan bedst betegnes som et
regulært håndværkertilbud.

 

Nørrekås, som er øens største og bortset fra Hammerhavn nok den mindst forfaldne lystbådehavn, kan bedst betegnes som et regulært håndværkertilbud.

Der er så mange alvorlige fejl og mangler på kajerne og broerne, at det er umuligt at nævne dem alle. Kajen ved indsejlingen til inderbassinet, hvor sejlklubbens mastekran er placeret, er så forfalden, at den i 2019 blev afspærret, og kommunen betaler nu BHS Logistics for at tager master af og på – en udgift for kommunen på cirka 60-80.000 kroner pr. år. Hvorfor bliver kajen så ikke repareret? "Det er der ikke penge til", lyder svaret, hvis man spørger.

Det lyder lidt mærkeligt, når man kan bruge 60-80.000 kroner til kranløft.

For at undgå at både alligevel lægger til ved den sammenstyrtningstruede kaj, har havnen placeret sin tømmerflåde der, og den kan så ikke bruges til de opgaver, som den ellers er beregnet til – både af havnen og af fastliggerne.

Mink i huler

Hvis man kigger på alle broer og kajer, der er lavet af granitblokke, kan man konstatere, at der overalt mangler fuger.

Nedbruddet bliver forværret hver vinter. Mange steder er der huller i belægningen, og i Allinge yderhavn er forfaldet så markant, at flere mink har reder i hulrum i molerne.

Når man skal ud og ind til de to inderste bassiner i Nørrekås, skal man sejle forbi broen, hvor der kan tankes, og det er ikke uden problemer, for der sker konstant tilsanding, og i dag er der placeret tre gule bøjer, som man skal holde sig godt uden for – alligevel sker det hvert år, at både, der ikke engang har nogen særlig dybgang, rammer sandbunden.

Tilsandingen – både af dette område og af inderhavnen ved den gamle flydebro – kan standses, hvis der blev bygget en undersøisk høfte ved Fiskebakken. Projektet har været på kommunens dagsorden flere gange, men hver gang er det blevet droppet på grund af manglende penge.

Betonbroen, som de nye flydebroer går ud fra, er revnet i midten og nedbrydes hvert år. På flydebroerne ligger havnens vandslange og flyder, fordi der ikke er nogen krog at hænge den op på. Overalt, hvor der er brugt træ, er forrådnelsen stærkt i gang, og overalt stikker der skruer op, som man kan falde over.

Sand i bådene

Forpladsen, hvor bådene tages op, er kun fast, lige der hvor kranen skal holde – resten er en grusplads, og sand og grus fra den fyger hver eneste dag ned og lægger sig på bådene.

I over 30 år har der været planer om at asfaltere pladsen.

De fleste bådejere tager deres båd op om vinteren og renser bunden med en højtryksrenser, som andre steder er stillet til rådighed af havnen, men det går ikke her. Der er intet afløb på pladsen, og det er strengt forbudt at bruge højtryksrenser, så i princippet skal man altid dække af under båden med plastic, hvis man vasker med en stiv børste. Man må selv medbringe forlængerslange for at få lidt vand fra en af vandposterne ved broerne, og strøm er der kun fra en enkelt kontakt, som straks bliver overbelastet.

Jeg har her mest beskæftiget mig med Nørrekås, men generelt er alle havnene i dårlig forfatning. I Svaneke styrtede en kvinde ned, fordi et rækværk var råddent. I Hammerhavn er en sektion af den beskyttende trævæg mod vest væltet, i Gudhjem er der ikke vand på de broer, hvor gæstesejlerne skal ligge ...

Jeg synes ikke BRK kan være bekendt, at de behandler deres havne og havnens brugere og gæster på denne måde. Det er gennem havnene, mange gæster kommer til øen og får det første indtryk, og som fastligger føler man sig heller ikke velkommen.