Tomme erhvervsejendomme vækker bekymring

Tomme erhvervsejendomme vækker bekymring
Born Fiber flyttede sidste år et stykke ud ad omfartsvejen, da virksomheden købte det tidligere PH Byg. Nu lokker ejeren af Svalhøjvej 13 med masser af plads til billige penge. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 16. OKT 2020 • 07:29
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
16. OKT 2020 • 07:29
ERHVERV

Det er svært at være sur i Hasle, siger man i byen, som på mange måder har haft et opsving i en årrække Men på et område er der alligevel grund til ikke ligefrem at være sur, men måske lidt ærgerlig, mener man i Hasle Byting. Det handler om flere tomme erhvervsbygninger.

I bytinget kalder man udviklingen beklagelig og håber, at flere får øjnene op for de mange muligheder i byen.

Kyllingeslagteriet Bornpoultry i Bymarken lukkede i 2013, og det har siden stået tomt det meste af tiden.

Born Fiber flyttede i foråret 2019 fra Svalhøjvej 13 og ind i PH Bygs tidligere hovedkvarter i Bymarken. Siden har den store erhvervsejendom ved rundkørslen stået tom.

Futurae

Senest blev Futuraes administrationsbygning ledig efter entreprenørvirksomhedens konkurs i foråret 2020.

Ole Kofod ejer stadig ejendommen Bymarken 12, hvor Futurae (tidligere OK Entreprise) holdt til:

– Vi har allerede lejet et par kontorer ud til it-virksomheden Vital IT, men der er i alt mulighed for 15-20 arbejdsstationer. Det kan være fra én kontorplads til tre-fire kontorpladser i sammenhæng med adgang til fællesfaciliteter som bad, toilet, kopimaskiner, køkken med videre, siger Ole Kofod.

– Hvis nogen vil starte en ny virksomhed, kan de måske lov til at bo gratis i tre måneder, indtil de har fået fodfæste. Jeg vil gerne have fyldt op med nye, spændende virksomheder, siger Ole Kofod.

Svalhøjvej 13

Jens Wendell, der ejer Svalhøjvej 13, har en lignende strategi og fortæller, at han har en enkelt lejer i den store ejendom, men at der er plads til mange flere.

– Der er mange muligheder. Man kan leje det hele, man kan også købe det hele, hvis man vil. Jeg har også tænkt på, at man kan leje det ud til vinteropbevaring af campingvogne og både. Der er også muligheder for at dele kontoret op i flere mindre dele, siger Jens Wendell.

– Jeg vil helst leje ud, for det er en bedre forretning end at sælge ejendommen. Der er 11.000 kvadratmeter grund og 1.300 kvadratmeter bygning, som blev sat i god stand for 25 år siden, og siden er der også gjort meget. Der er kommet fjernvarme, og efter Born Fiber er der jo internet så det gør noget, siger Jens Wendell.

Ny status

Inde i byen er der i de senere år også nogle erhvervsejendomme/butikker, der har lukket og skiftet status. Det gælder blandt andet den tidligere Nordea-filial, som nu er beboelse/frisørsalon, den tidligere antikforretning, som er blevet garnværksted, den tidligere outlet og den tidligere Flügger-forretning.