Det er usikkert, om det er en mindesten eller en gravsten, men givet er det, at man på Bornholm langt op i kristen tid troede, at forfædrenes ånder boede i sådan en sten, fortæller Finn Kjerulff Hansen. Foto: Jens-Erik Larsen

272 sider bornholmsk historie skrevet ‘med bind for øjnene’

BOG

“Det er nærmest med bind for øjnene, man man går i gang med at finde hoved og hale i Bornholms historie fra år 0 til 1250”.

Det kan virke pudsigt at læse sådan en sætning i forordet til en bog på 272 tætskrevne sider, som hedder “Landet i øst – Bornholm og Danmark fra år 0 til 1250”, hvor det ydermere på bogflappen fortælles, at forfatteren, Finn Kjerulff Hansen, har lagt det historiske snit lige dér, “fordi begivenhederne inden for denne tidsmæssige ramme fik en afgørende indflydelse på øens senere historie, ja faktisk definerede den”.

Altså: 272 sider om en tidsmæssigt særdeles vigtig periode skrevet med bind for øjnene.

Finn Kjerulff Hansen forklarer videre i sin bog, at der simpelthen mangler skriftlige kilder fra perioden, når bortses fra blandt andet de bornholmske runesten og sagaerne, hvoraf de sidstnævnte først er nedskrevet omkring år 1300, og dertil nogle mindre rejsebeskrivelser, men før cirka år 900 er Bornholm slet ikke omtalt.

Nogetsteds.

Når nu vi ikke kan forvente, at forfatteren inviterer til oplæsning af øjenvidneskildringer fra den tid, han altså stik mod alle odds har taget under behandling i sin bog, må vi finde på noget andet – og inviterer ham i stedet en tur på Bornholms Museum i Sankt Mortensgade, Rønne.

Der må vel være et eller andet håndgribeligt at tage udgangspunkt i …

Og jo, han står skam og venter i det grønne område mellem selve museet og administrationsbygningerne og går straks i gang, da Bornholms Tidende dukker op, idet han peger på en runesten, som er opstillet der.

– Det er en skålsten fra bronzealderen, du kan se de små runde huller, der er hugget ned i den, siger han og fortsætter:

– Når man kommer op til Ny Kirke, ligger der ved kvindedøren, altså norddøren, en lignende sten fyldt med den slags huller. Det vil sige, at man har genbrugt den dér – og det er sandsynligvis ikke, fordi man ikke kunne have fundet en helt anden sten at anvende som trædesten, men man har helt bevidst valgt en, som sikkert i forvejen indgik i kulten i hedensk tid.

Og det har de skåle noget med at gøre?

– Ja, det mener man helt sikkert. At det har noget med frugtbarhedsritualer at gøre, siger forfatteren.

I nærheden står her en stor bautasten.

– Den kan være fra 400-500 år før og til 400-500 år efter vor tidsregning, siger han.

– Vi ved ikke, om det er en mindesten eller en gravsten, men vi ved, at langt op i kristen tid troede man, at forfædrenes ånder boede i sådan en sten. De var simpelthen beåndede. Og det er meget sjovt, for Klaus Thorsen (amatørarkæolog, red.), som for nylig fik Bornholmerprisen, kan fortælle, at alle de runde sten i Salene Bugten var de underjordiskes forfædre. Og det giver en kobling til det med, at stenene kan være besjælede. I samme boldgade finder vi de såkaldte hilsesten som Hellig Kvinde ved Listed og Hellig Hågen, bautastenen ved Lyngvejen i Pedersker Plantage, som man skulle tale pænt til og hilse på, for der var nogle af forfædrenes ånder indeni, og dem skulle man ikke blive uvenner med. Blev man først det, risikerede man at få dem på nakken. De historier kender vi også i forhold til de underjordiske – en bonde begår noget dumt, og så får han problemer. De underjordiske var temmelig sikkert oprindeligt også forfædreånder, der kunne materialisere sig som små puslinge.

Bemærk den “kvindelige” fure i stenen, gennem hvilken, oplyser Finn Kjerulff Hansen, mændene trak plovjernet for at skærpe det. Foto: Jens-Erik Larsen

Pløjede flere gange

Finn Kjerulff Hansen viser en ny sten, som ligger i græsset.

Hvad tror du, den har været brugt til?

– Tja … Det er ikke så nemt, vel? Er vi enige om, at der er to fuger? Og den ene er meget dybere end den anden, siger han og peger.

– Jeg ved ikke, hvad det er, men jeg har et gæt på, hvad det er. Der har du skærpet din plov til det, der hed midvinterpløjning, som man havde dengang. Landbruget var jo ikke så avanceret, og man var nødt til at pløje flere gange dengang i jernalderen. Det var vist først sidst i 500-tallet, vi heroppe fik muldfjeld af jern. Så har alle bønderne stået der og skærpet deres muldfjeld og senere deres plovskær på en sten, man senere tog med over i kirken. Og det er jo også ren frugtbarhed. Det er det kvindelige, siger han og peger ned på stenen.

– Og så har du plovjernet, som er det mandlige, og som du trækker igennem furen nogle gange, fortsætter han og viser, hvordan mændene har skærpet deres plov i den “kvindelige” fure.

– Det er for at sikre god åring, som det hed, altså god høst. Og igen, frugtbarhed. Sådan en sten med tre furer tror jeg også, jeg har fundet ved norddøren til Ny Kirke. Jeg er ret sikker på, det har noget med det at gøre.

Men man gjorde det vel også for simpelthen at skærpe ploven?

– Ja, den blev skarpere. Man kan sige, at det ofte har en praktisk funktion oven i en mere overordnet – tror jeg i det her tilfælde – religiøs funktion. Men uden gudernes velsignelse, ingen god åring – skærpet plovjern eller ej!

Nu er det på tide at tage hul på det helt grundlæggende spørgsmål om bogen og de mørklagte århundreder, som forfatteren jo altså ikke desto mindre har skrevet:

Du nævner i din bog, at det at skrive om den bornholmske historie mere eller mindre svarer til historieskrivning med bind for øjnene. Hvordan får du smugkikket ud under det bind?

– Det har jeg især kunnet gøre ved at kigge uden for Bornholm, siger forfatteren.

– Ved at kigge på det øvrige land og på de nærmestliggende lande, og hvad der er foregået længere nede sydpå. Det er også derfor, jeg skriver, at som historiker kan du ikke løse gåderne, det kan du heller ikke alene som arkæolog, selv om de ikke mindst i de senere år har gjort mange fund på Bornholm. Vi er nødt at sætte fundene ind i en eller anden sammenhæng, og der må vi søge hjælp hos religionshistorikere, sociologer, antropologer, etnografer og så videre og høre, hvad de kan byde ind med. Hvordan fortolker de de forskellige fund? Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er bag fundet og teksten. Det er altid sådan, at forfatterne til kilderne fra denne tid også tager deres egne personlige vurderinger og holdninger med i teksten. Og har vi tilsvarende fund fra andre egne i Europa?

Altså, får det til at passe ind i et mønster?

– Ja, simpelthen. Som det hurtigt viste sig, så har bornholmerne tidligt været på langfart, tænker jeg. De har været ude at samle inspiration, som de kunne anvende og modificere til de forhold, der var hjemme på øen. Det er derfor, mange af fundene skal ses i en større sammenhæng. Derfor skriver jeg også, at det ikke kun drejer sig om handel, men om at bornholmske bondesønner var sydpå og slås i de romerhære eller germanske hære, som gav dem de bedste muligheder. Derfor finder vi også mange skatte med romerske mønter her på Bornholm. Det er ikke penge, der er kommet fra kræmmerhandel, men snarere fra sold og plyndringer og måske gaver.

“Landet i øst – Bornholm og Danmark fra år 0 til 1250” er på gaden.

Yngste søn arvede

Og når du nu nævner sønnerne, så er der noget med, at det på Bornholm er den yngste søn, der arvede gården, hvad kommer det af?

– Jeg ved det ikke. Sund fornuft, tror jeg. Man har sagt til de store knægte: “I må klare jer selv”. Der er også antydninger af det i de islandske sagaer, hvor bonden eller stormanden ofte valgte den søn, han fandt bedst egnet, til at videreføre farens ry, og som den der skulle fortsætte gårdens drift. Det er jo ikke nødvendigvis den ældste.

Men vel heller ikke nødvendigvis den yngste?

– Nej, men du kender det også fra folkeeventyrerne med Aske Lusepuster, der sidder hjemme ved arnen, og så sender faderen de ældste sønner ud, som må lære at klare sig selv. Jeg tænker, det har været noget af det samme, og så har man indgået en aftale med den yngste søn om, at han mod at arve jorden skulle tage sig af forældrene, når de blev gamle. De ældre sønner skulle lære at slås hos en storbonde og så indgå i en større hær. Da de ikke arvede jord, kunne de ikke blive gift, for det kunne man ikke i jernalderen og vikingetiden, hvis ikke man ejede jord. Men hvad så med alle de andre befolkningsgrupper?, spørger forfatteren og svarer selv:

– De må jo så have levet på polsk alle sammen. For du var kun noget, hvis du havde jord. Du kunne kun blive en fri mand og en tingmand, hvis du havde jord. En del ældre sønner fik også jord i andre lande og blev så gift der.

Hvordan adskiller Bornholm sig fra det øvrige Danmark?

– Især ved, at det var et øsamfund med en speciel beliggenhed, og det har givet nogle specielle erfaringer. Selv om jeg er overbevist om, at der var en udviklet kommunikation dengang, så er jeg ikke i tvivl om, at man var dygtige til at fortælle nyheder fra andre egne. Men Bornholm havde sine egne strukturer, som for alvor opstod omkring år 0, hvor vi vist også fik de første tilflugtsborge – Store Borg, Gamle Borg, Ringborgen og så videre. De kommer i en periode, hvor der har været meget ufred, og det fatter jeg egentlig ikke, at der var. Jo, nok at der var ufred, men ikke hvordan man i større mængder kunne sejle til Bornholm i datidens skibe, som formentlig oftest bestod af udhulede træstammer, som man havde sat spanter i. Man mener, der kunne være optimalt 16 mand i sådan en båd, og det kan man jo ikke sende en stor hær fra Skåne afsted i.

Forfatteren forestiller sig, at de mange sønner, der blev sendt sydpå, har haft stor betydning for Bornholm:

– Jeg tænker, at vi virkelig har fået rigtig megen rigdom nede sydfra, fordi man sendte alle de der sønner derned. Det er også baggrunden for alle de romerske mønter, vi har fundet. Man siger så, at det må skyldes handel, men hvad havde vi at handle med, som man ikke havde hos nabofolkene? Altså, jeg mener, de fleste fødevarer for eksempel er jo ikke langtidsholdbare.

Hvad tænker du, det er?

– Jeg tænker, at det kommer fra rov og almindelig sold. Det var jo en gedigen beskæftigelse at være kriger, man blev velhavende af det, for solden var høj i forhold til, hvad bønder og handelsfolk kunne tjene. Sidenhen er jeg også sikker på, at det skyldes handel med slaver, siger Finn Kjerulff Hansen.

Finn Kjerulff Hansen: “Landet i øst – Bornholm og Danmark fra år 0 til 1250” (272 sider, Trykværket).

 

 

Pæregårdsskatten på Bornholms Museum, en af de største skatte fra den sene vikingetid, blev ligesom de øvrige skatte, der biver fundet, gravet ned på grund af landgang af udefrakommende fjender, mener Finn Kjerulff Hansen. Foto: Jens-Erik Larsen

Der var penge i at gøre Bornholm til stabelplads for varer

– Bornholm har været stabelplads, du kan se det på kortet der, siger Finn Kjerulff Hansen og peger på et kort på væggen her på Bornholms Museum.

– Vi lå midt i et krydsfelt mellem øst-vest og nord-sydhandelen, da vi fik de mere sødygtige klinkbyggede skibe i 300-tallet, dem som senere blev til vikingeskibene. Så jeg tror, vi blev stabelplads for varer. Hvis man for eksempel kom fra Pommern, behøvede man ikke tage til Midtsverige for at hente sine varer, men kunne bare hente dem på Bornholm, fordi nogle svenskere havde været nede at aflevere dem her hos os. Og det har bornholmerne tjent penge på, det gør man jo altid, når man er mellemhandler.

Er det rent og skært held, at Bornholm hører til Danmark?

– Ja, jeg mener jo, at det har været et kystfolk langs Norges sydkyst og hele vejen ned i Kattegat, dem, der hed danerne, som Danmark er opkaldt efter, der langsomt erobrede Danmark, og at Bornholm faktisk er erobret fra Skåne. Andre mener, at vi aldrig blev erobret af nogen – at vi udviklede os selv i symbiose med andre stammer i det danske område, men jeg mener altså, at danerne var interesserede i at beherske hele indsejlingen til Østersøen, og der var Bornholm enormt vigtig, fordi man herfra kunne holde øje med skibstrafikken.

Og når der er fundet sværd sydfra på Bornholm, må det skyldes, at nogen har været nede at slås?

– Ja, for jeg tror ikke, det er sket via handel. Det kunne selvfølgelig være, en bornholmsk stormand har tænkt, at dem ville han have med hjem til sine sønner, så jeg køber fem af dem, men sådan tror jeg ikke, det var. Jeg tror, de har taget dem med hjem fra krigen. De bærer også brugsspor.

Vi kigger på endnu en montre, det er Pæregårdsskatten, en af de største skatte fra den sene vikingetid og fundet af amatørarkæolog Klaus Thorsen.

– Næsten alle de sølvskatte, vi har fundet, har ligget ved store gårde, og hvorfor gravede man dem ned? Sandsynligvis fordi man var bange for, at nogen ville hugge dem. Ikke internt, vi taler om landgange. Det betyder, at kan man nogenlunde datere skattene, kan man også cirka se, hvornår der var ufred. Og læg lige mærke til tallet 1025, der ved vi fra tre uafhængige kilder, at Olav Den Hellige af Norge kom forbi og gjorde landgang på Bornholm, og derfor er det jo oplagt, at det er i den sammenhæng, bonden har gravet skatten ned.

Og du har konstateret, at der tilsyneladende har været ufred i år 200, 400, 600 og så videre. Altså, hvert andet århundrede?

– Ja, er det ikke mærkeligt? Noget har sandsynligvis at gøre med almindelig uro under folkevandringstiden, hvor der var ballade overalt både her og i Europa, fordi stammerne rejste rundt på kryds og tværs, og man var selvfølgelig ikke interesseret i at få fremmede ind, som ville hugge ens jord, og derfor satte man sig til modværge, siger Finn Kjerulff Hansen.

 

 

 

Forfatteren

Finn Kjerulff Hansen er født i 1953 og opvokset på Bornholm, hvis historie siden barndommen har optaget ham meget.

Han blev cand. mag. i historie og nordiske sprog ved Københavns Universitet i 1981 og var det meste af sit arbejdsliv tilknyttet forskellige administrative funktioner ved CBS, Handelshøjskolen i København.

Efter pensionering i 2013 flyttede han tilbage til Bornholm, som han hele livet har opfattet som sit rigtige hjemsted. I de senere år har han genoptaget sin historiske interesse for øens historie og udgav i 2018 bogen “De bornholmske husmænd” bygget på en række kildestudier. Han har desuden holdt mange foredrag på øen om husmændene og andre historiske emner samt udgivet mindre arbejder om øens kirker, som har hans store interesse.

Nu er hans nye bog “Landet i øst – Bornholm og Danmark fra år 0 til 1250” på gaden.

Kilde: Trykværket