Kæmpe vejarbejde lukker hovedvej helt frem til foråret

Kæmpe vejarbejde lukker hovedvej helt frem til foråret
Her bliver asfalten skrællet af og et større renoveringsarbejde påbegyndt fra på mandag 19. oktober. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 16. OKT 2020 • 10:55
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
16. OKT 2020 • 10:55
TRAFIK

Hovedvejen langs kysten mellem Gudhjem og Bornholms Kunstmuseum vil fra på mandag 19. oktober være afspærret. Årsagen til lukningen af en stor del af Helligdomsvej er, at Stevelen Bro, der ligger nær Dines Lille Maritime Café, skal renoveres. Afspærringen begynder helt inde midt i Gudhjem – ved overgangen mellem Gudhjemvej og Melstedvej – og slutter ved Bornholms Kunstmuseum. Ifølge planen skal vejen først åbne igen 1. april til næste år.

Afspærringen af Helligdomsvej får naturligvis indflydelse på trafikken i området. Biler og cykler vil således blive henvist til at køre en omvej, der er næsten parallel med Helligdomsvej: Trafikanter mellem Gudhjem og Tejn skal køre uden om Holkabroen ad Gudhjemvej, derefter ad Sigtevej og Røbrovej for så at svinge af til Klemenskervej, som de følger gennem Rø, hvorefter de kommer ud på Helligdomsvej via Y-krydset ved Bornholms Kunstmuseum. Skal man mod Gudhjem, vender man ruten om.

Vil man køre ad områdets mindre veje, så kan man godt det. De vil fortsat være tilgængelige i hele renoveringsperioden.

Bornholms Regionskommune melder, at den imens renoveringen står på opgraderer omkørselsvejen til såkaldt vinterklasse A-vej. Det betyder, at kommunen giver den topprioritet, hvis der skal sneryddes.


 
 

Bro ved at blive undermineret

En stor del af kystvejen Helligdomsvej er afspærret det næste halve år, fordi det er helt nødvendigt, at Stevelen Bro bliver renoveret. Broen er 65 år gammel – og det kan ses. Drænsystemerne er ødelagt, og der er frostsprængninger i den klippe, brofundamenterne hviler på. Især det østlige fundament er tydeligvis begyndt at blive undermineret.

– For at komme til de ødelagte drænsystemer, skal broens kørebane fjernes, kamrene skal tømmes og fundamenterne skal understøbes. I samme forbindelse skal der etableres ny fugtisolering på betonbuebroens overside. Den gamle fugtisolering er nedbrudt og skal fornys. Ellers risikerer vi, at armeringen i betonen ruster, og at broen ikke kan bære den nuværende belastning, skriver Bornholms Regionskommune i en pressemeddelelse.

Giver mulighed for bred cykelsti

Som en sidegevinst ved renoveringsprojektet, vil den netop anlagte cykelsti på Helligdomsvej kunne fortsætte i fuld bredde henover broen.

– Kantstenene rykkes ved genopbygningen af kørebanen. Så kan cykelkantbanen få den samme bredde på 1,5 meter, som den nyetablerede cykelsti-kantbane på den resterende strækning af Helligdomsvej, skriver kommunen.

Stevelen Bro bliver en af de større opgaver blandt den række af brorenoveringer, kommunen foretager i disse år. Håbet er, at broen kan holde 50-60 år, før den igen skal have en større renovering.

 

 


 
 

Det koster renoveringen

Bornholms Regionskommune har sat 6,2 mio. kroner af til at renovere Stevelen Bro. De penge skal bruges til:

– Arbejdsplads og midlertidige foranstaltninger ved eksempelvis trafik og stilladser: 1.250.000 kr.

– Jordarbejde, blandt andet opbrydning og udgravning: 1.250.000 kr.

– Afvanding, dræn ved broen: 250.000 kr.

– Betonarbejde: 500.000 kr.

– Fugtisolering, herunder klargøring og grunding af overflader: 900.000 kr.

– Bro-og vejbelægning: 900.000 kr.

– Uforudsete udgifter: 700.000 kr.

– Honorarer til projektering og tilsyn: 650.000 kr.

– Udlæg: 50.000 kr.

Total pris (eksklusiv moms): 6.200.000 kr.