'Vi prøver så vidt muligt at passe skolen som vores eget hjem'

'Vi prøver så vidt muligt at passe skolen som vores eget hjem'
Allan Børgesen. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 16. OKT 2020 • 09:04
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
16. OKT 2020 • 09:04
DAGENS NAVN: Allan Børgesen er netop fyldt 50 år, er oprindelig blikkenslager, men nu trives han blandt eleverne på Svartingedal Skole som teknisk servicemedarbejder.

Du er udlært blikkenslager – hvorfor har du skiftet branche?

– Jeg stoppede som blikkenslager, fordi det er rigtig hårdt, og jeg havde problemer med knæene. Jeg har nu arbejdet med andre ting i 17 år. Jeg var ved vandforsyningen i Allinge-Gudhjem i fire år, men jeg ville gerne prøve noget andet, og nu har jeg været teknisk servicemedarbejder på Svartingedal Skole i 13 år.

Hvad laver en teknisk servicemedarbejder?

– Det handler primært om at passe bygningerne og de grønne områder på hele skolen. Min kollega, Michael Chabert, og jeg passer også børnehaverne i Hasle og Nyker.

Hvordan er det job?

– Vi passer mere eller mindre os selv og skal bare sørge for, at tingene fungerer. Man skal have en god dialog med skolelederen – og det har vi i hvert fald. Vi har en stor frihed, og det kan jeg rigtig godt lide.

– Det er sjovt at bestemme, hvad der skal gøres, og så se tingene lykkes. Pengene hænger desværre ikke på træerne, men jeg synes, at vi er kommet ret langt i forhold til, da jeg startede. Der er kommet flere penge til området, efter at vi er kommet under Ejendomsservice, og pengene bliver brugt de rigtige steder.

– Vi prøver så vidt muligt at passe skolen som vores eget hjem for de midler, vi har. Vi gør nok også lidt ekstra, og det gør man kun, hvis man er glad for sit arbejde.

Har der været flere opgaver for jer i forbindelse med coronasituationen?

– Der har ikke været så meget. Vi delte klasserne op i to, fordi de ikke skulle være så mange i samme rum, og heldigvis havde vi lokaler nok til at kunne rykke rundt. Og så har vi sat nogle sæbe- og spritdispensere op på skolen. Jeg synes, at skolen har klaret situationen fint.

Hvordan oplever du dagligdagen med skoleeleverne?

– Det er en fornøjelse at gå på arbejde hver dag. Der er liv og glade dage. Jeg synes generelt, at vi har et rigtig godt forhold både til børnene og til medarbejderne. Det er livsbekræftende at arbejde på en skole.

Hvad er de sjoveste opgaver, du har i dit job?

– Det at være i tæt kontakt med børnene og have dem inddraget i en eller anden proces. Vi taler til dem på en anden måde end lærerne, så vi er på en måde også pædagoger.

Hvad synes du om skolens udvikling?

– I de mange år, jeg har været på skolen, har man kun talt om besparelser og lukning. Nu går det endelig den anden vej med mange flere elever og en overbygning, der er under etablering med en årgang ad gangen. Nu kan man se, at det hjælper at kæmpe for det, man tror på.

Hvad laver du i din fritid?

– Jeg er engageret i min fagforening FOA, hvor jeg er næstformand i teknik- og servicesektoren og snart afløser vores formand, når han går på efterløn.

– Jeg er med i forældreforeningen på skolen, og jeg er med i skolebestyrelsen. Det er ren interesse.

– Resten af tiden er til familien. Vores ældste søn er flyttet til Odense for at studere, så ham skal vi også besøge en gang imellem.

 
 

Allan Børgesen

Fyldte 50 år den 13. oktober.

Oprindelig fra Rønne, bor i Hasle.

Teknisk servicemedarbejder på Svartingedal Skole.

Gift med Tinie. De har børnene Alexander 21 år, Simon 20 og Mikkel 8.