Længe håbede DAT, at selskabet kunne gennemføre flyvningerne mellem Rønne og København, men midt på aftenen måtte direktør Jesper Rungholm sande, at det ikke kunne lade sig gøre. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

‘Forsinket, forsinket, forsinket’: Et halvt døgn uden fly og færger

TRANSPORT

“Forsinket, forsinket, forsinket”.

Sådan lød meldingen onsdag eftermiddag og aften på Bornholms Lufthavns hjemmeside. Længe håbede DAT, at selskabet kunne gennemføre flyvningerne mellem Rønne og København, men midt på aftenen måtte direktør Jesper Rungholm sande, at det ikke kunne lade sig gøre.

– Lufthavnen (på Bornholm, red.) lukker officielt klokken 20, og det er udfordringen. Det bliver omkring midnat, at vejret bliver godt nok, og det er meget længe for lufthavnen eventuelt at skulle holde åbent. En halv eller en hel time plejer aldrig at være et problem, men folk har været på arbejde i mange timer, sagde Jesper Rungholm, umiddelbart før DAT klokken 20.30 besluttede at aflyse afgangene og sende de passagerer, der måtte have brug for det, på hotel.

– Det er så dejligt, at færgen bare kan sige til folk, at de kan komme igen i morgen tidlig. Vi skal sørge for hotel og bespisning til dem, siger Jesper Rungholm om flyselskabers forpligtelse til at sørge for kost og logi.

Ifølge Rungholm blev tre flyvninger i hver retning mellem Bornholm og København ramt af onsdagens aflysninger.

På forhånd havde Bornholmslinjen taget bestik af vejrudsigten og aflyst alle færgeafgange med hurtigfærgerne på nær en enkelt dobbeltafgang i morgentimerne. Derudover gennemførte den tungere færge Hammershus en en sejlads til og fra Ystad.

Sårbar i sidevind

Det var sidevind over Bornholms Lufthavns landingsbane, der var skyld i aflysningerne. Blæsevejret var i Rønne ikke nær så slemt som på østkysten, og ifølge DMI’s målinger i lufthavnen lå middelvinden onsdagen igennem under ti sekundmeter – det vil sige frisk vind på Beaufort-skalaen. De hårdeste vindstød blev målt til 20 meter i sekundet om eftermiddagen og løjede af til 15 meter i sekundet om aftenen.

– Når vindretningen er lige på tværs af landingsbanen, og det bliver regnvejr, er begrænsningen for vinden helt nede på 11 meter i sekundet. Og det er vel og mærke vindstødenes hastighed, man måler, forklarer Jesper Rungholm.

Torsdag morgen er transportsituationen normaliseret. DAT fik dog en uheldig start på dagen, da et af morgenflyene fra Rønne København stødte sammen med en fugl, og det har ført til en lille forsinkelse, da flyet skulle tjekkes ekstra grundigt i Kastrup. For at få bugt med passagerpuklen afvikler Bornholmslinjen en ekstra dobbeltafgang med Max i eftermiddag.