Roar B. Schou, fotograferet i 2014, da han fyldte 70 år. Foto: Jens-Erik Larsen

Dødsfald: Han stod i spidsen for Beck Pack Systems i 16 år

DØDSFALD

En af Bornholms meget kendte erhvervsmænd, Roar B. Schou, er død, 76 år gammel. Han er især kendt for de 16 år, han stod i spidsen for en af øens største og mest succesfulde virksomheder, Beck Pack Systems på Sandemandsvej i Rønne.

Roar B. Schou, der var født i Rønne, var uddannet som maskinarbejder, og han var merkonom i personaleadministration og teknonom i teknisk ledelse. Efter blandt andet nogle år i forsvaret kom han i 1974 for første gang til Beck Kartonnage (i dag Beck Pack Systems), hvor han blev driftsleder.

Roar B. Schou havde forskellige driftslederjob, inden han i 1983 blev planlægningschef i Dansk Emballage på Sjælland. Han vendte tilbage til Bornholm og Beck Pack Systems i 1991 – nu som direktør. Virksomheden, der sidste år fyldte 100 år, har specialiseret sig i produktion af emballage til frosne fiskeblokke. Det har ført den bornholmske virksomheds produkter ud i store dele af verden, og den har en afdeling i Seattle i USA.

Roar B. Schou var direktør for virksomheden frem til 2007, da han blev afløst af den nuværende direktør, Peter Vesløv.

Roar B. Schou overraskede nok en del, da han i efteråret 2008 tiltrådte stillingen som direktør for Nexø Havn. Det var et job, han fik lyst til at søge, da han på et seminar holdt et oplæg om Nexø Havns fremtid. Roar B. Schou blev i 2012 afløst på posten af Carsten Andersen.

Roar B. Schou fortsatte derefter som aktiv i flere sammenhænge, foreninger og råd, og han engagerede sig blandt i arbejdet i Young Enterprise med at fremme unges kompetencer inden for innovation og iværksætteri.

Roar B. Schou har været formand for Dansk Industri på Bornholm, siddet i bestyrelserne for blandt Bornholmstrafikken, Bornholms Vækstforum, LAG Bornholm, Campus Bornholm og Trio Nexø. Fritiden brugte han gerne på at sejle.