VEJR
At høje bølger medfører sten og vand på Kjærenæsgrunden kommer ikke som en overraskelse for Allinge-Sandvig Byforening. Den havde derfor allerede før onsdagens voldsomme bølger gjort sig tanker om, hvordan noget sådan fremover kan undgås.
Umiddelbart kunne en løsning var en betonmur ud mod Østersøen.
Det fortæller næstformand i Allinge-Sandvig Byforening, Anders Kofoed Larsen.
– Man kunne gøre som ved Hammerhavn og lægge flere klippestykker ved kysten, så bølgerne mister kraften på vej ind. Men det er svært, fordi der er så dybt. Vi har derfor talt om, at man kunne lave en lille betonmur. Der er allerede en nu, og den kunne man forhøje. Ikke til en grædemur, men måske en halv meter, siger Anders Koefoed Larsen.
En sådan betonmur ville desuden kunne være til gavn under Folkemødet, hvor den kan skjule kabler og fungere som forankring for telte.