Annoncekonsulent Christian Andreasen langer en avis ud i Bornholmercentret i Rønne. Tidendes medarbejdere var også til stede i Rema 1000 på Aakirkebyvej, Kvickly Nexø, og Spar i Aakirkeby. Foto: Jens-Erik Larsen

Vi tog 300 gratis aviser med i Bornholmercentret …

OPLYSNING

Klokken 14 tirsdag slæber vi tre stakke med aviser og et bladstativ ind ad bagindgangen til Meny. Ambitionen er at uddele 300 gratis aviser i løbet af de næste tre timer for at gøre folk, som ikke til daglig læser avisen, opmærksomme på, hvad Bornholms Tidende har at tilbyde.

 

Jeg læser ikke aviser.
Det kan mine øjne
ikke finde ud af.

 

En god time, efter vi journalister har sat sidste punktum (deadline er klokken 12.30), er aviserne klar til at blive hentet på trykkeriet på Lillevangsvej. Trykkerne har haft lidt mere travlt end vanligt denne tirsdag, da vi skal uddele aviser ved 10 supermarkeder og derfor har brug for et større oplag end sædvanligt.

Undertegnede og annoncekonsulent Christian Andreasen vil gerne i kontakt med så mange af Menys kunder som muligt, men det viser sig at blive sværere end forudset. Bornholmercentrets butiksvagt informerer os om, at vi ikke kan stå tæt på indgangen, hvor vi først tager plads med bunken af aviser.

– Det er min opgave at sørge for, at folk ikke klumper sammen, siger vagten og henviser os til indgangspartiet ud mod Store Torv.

Bornholmercentret har hyret en butiksvagt, efter at regeringen skærpede corona-reglerne til butikscentre. Denne opgave er påfaldet Benny Nielsen fra BN-Vagtservice, og hans vigtigste opgaver er at forhindre, at kunderne stimler sammen og at sørge for, at der er håndsprit i automaterne. Han har haft lidt at se til i skolernes frokostpause, men ellers hører tjansen til en af de mere fred- og kedsommelige. Vagtopgaven falder bort i næste uge, da det efter nærlæsning i reglerne er blevet klart, at Bornholmercentret ikke er forpligtet til at stille med en corona-butiksvagt. Foto: Jens-Erik Larsen

Derved går vi glip af muligheden for at nå de kunder, som bruger bagindgangen. Vi lærer undervejs, at centret er så snedigt indrettet, at kundetilstrømningen til Meny er cirka ligeligt fordelt på de to indgange.

Abonnenter på stribe

Ud over de logistiske kvaler er der specielt én anden barriere, man møder som gratisuddeler af Bornholms Tidende: Koncentrationen af abonnenter.

– Ved I hvad, jeg får en endnu bedre service. Den bliver bragt ud til mig, siger en abonnent, som derfor takker nej til en af vores medbragte tirsdagsaviser.

– Det behøver vi ikke, for vi har den liggende derhjemme i postkassen, siger en kvinde, som ude at handle med sin mand.

I må godt få en ekstra, så I ikke behøver at slås om den i sofaen, prøver min kollega uden held.

– Ja, hvis de trækker den fra vores abonnement, svarer en tredje fast læser med et glimt i øjet.

Når kunderne i butikscentret ser ud til at være over 60 år, slår det sjældent fejl, at de holder avisen.

En undtagelse er efterårsferiegæsterne, som i de fleste tilfælde er glade for at tage imod lidt læsestof inden turen med færgen.

Et par feriegæster får et eksemplar af Bornholms Tidende med retur til Fyn. Foto: Jens-Erik Larsen

Nye læsere

Vi hilser på flere læsere, som har holdt Bornholms Tidende siden 1960’erne, og det er nyttigt at få kernelæsernes vurdering af avisen anno 2020. Der er både rosende ord til den – i et 50 års-perspektiv – nye chefredaktør, Øjvind Hesselager, og bemærkninger om avisens tykkelse. Konkrete ideer til nyheder eller andre historier er det mere småt med.

De mest interessante personer for os uddelere er “avisernes tabte generation”: Voksne mellem 30 og 50 år med hjemmeboende børn, for hvem udbuddet af nyheder på nettet kan føles tilstrækkelig, mens tiden til at læse aviser i hverdagen synes utilstrækkelig. Undertiden kan det endda virke, som om tidens forældre ikke har samme interesse for lokalsamfundet som deres forældres generation.

Nå, det var en strøtanke, og mange i denne målgruppe tager glædeligt imod tirsdagsavisen, når vi tilbyder den til dem.

Blandt de helt unge kniber det mere.

– Jeg læser ikke aviser. Det kan mine øjne ikke finde ud af, griner et par teenagepiger på vej ud af butikscentret.

Klokken lidt over 17 gør vi status efter tre timers uddeling. Knap halvdelen af aviserne ligger stadig i bunken. Butiksvagten, som har hygget sig med lidt selskab fra vores side, får også en tirsdagsavis med hjem.