Lufthavn har aflyst afgang – DAT er ikke helt enig

TRANSPORT

Er aftenens sidste fly fra København til Bornholm aflyst? Det er et spørgsmål, hvor Københavns Lufthavn og flyselskabet DAT ikke er helt enige om svaret.

Det fortæller direktør Jesper Rungholm hos DAT.

– I København ser det ud til, at lufthavnen har meddelt passagererne, at den er aflyst. Det er vi så ikke helt enige i, og vi arbejder på at finde ud af, hvad det er, der er foregået. Det drejer sig blandt andet om lufthavnens åbningstid. Den er officielt til klokken 20, siger han.

Samtidig siger han, at det begynder at indikere, at flyet fra København ikke kommer af sted.

– Lufthavnen lukker officielt klokken 20, og det er udfordringen. Det bliver omkring midnat, at vejret bliver godt nok, og det er meget længe for lufthavnen eventuelt at skulle holde åbent. En halv eller en hel time plejer aldrig at være et problem, men folk har været på arbejde i mange timer. Så det ligner, at vi ikke kan fuldføre flyvningerne i aften, men vi er i gang med at kigge på det lige nu, siger Jesper Rungholm.

I Bornholms Lufthavn er stemningen afventende her til aften. Foto: Jens-Erik Larsen