Jeppe Kofod efter 'robust' diskussion i Rusland: 'Der var ikke rigtigt nogen forklaring at få på krænkelsen af luftrummet'

Jeppe Kofod efter 'robust' diskussion i Rusland: 'Der var ikke rigtigt nogen forklaring at få på krænkelsen af luftrummet'
Udenrigsminister Jeppe Kofod på kontoret i Udenrigsministeriet, hvor han ikke har været så meget i den senere tid. Forleden var han i Rusland og umiddelbart herefter gik turen til Luxembourg og møde med udenrigsministerkollegerne i EU. Arkivfoto: Torben Østergaard Møller
| ABONNENT | 14. OKT 2020 • 11:58
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
14. OKT 2020 • 11:58
FORSVAR

– Spændingerne er større, end de har været i mange år. Det må vi være ærlige om. Men samtidig er det også vigtigt at holde fast i dialogen. Uenigheder må ikke blive til misforståelser. Det er også derfor, jeg tog til Moskva.

Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) til Bornholms Tidende efter at have haft nogle dage til at fordøje indtryk fra besøget i Rusland og mødet med den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov i fredags.

Jeppe Kofod sagde forud for mødet, at man fra dansk side ønskede at rejse flere alvorlige sager overfor russerne, hvor danske interesser er på spil. Han nævnte især krænkelsen af dansk luftrum ved Bornholm i august. Fra russisk side har man afvist, at der skulle være tale om, at det russiske kampfly kom ind i dansk luftrum. Fra dansk side har det derimod lydt, at man har fældende beviser på, at det er sket.

– En klar afspejling af, hvordan den øgede russiske militarisering i Østersøen og Arktis desværre er med til at skabe usikkerhed og uforudsigelighed. Det kræver et aktivt dansk diplomati og en klar dansk stemme, sagde den bornholmske udenrigsminister, inden han tog til Rusland.

Ingen forklaring

Hvordan lyder forklaringen fra Rusland vedrørende den episode sidst i august, hvor et russisk kampfly krænkede Danmarks luftrum ved Bornholm?

– Jamen, der var ikke rigtigt nogen forklaring at få. Der blev derimod talt om forskellige forslag til at undgå lignende situationer i fremtiden og det er jo faktisk ret sigende, siger Jeppe Kofod.

Er det en forklaring, du er tilfreds med?

– Jeg er tilfreds med, at vi reagerede så klart og prompte fra dansk side. Jeg har været meget klar i sproget. Jeg vil under ingen omstændigheder acceptere den slags krænkelser af dansk luftrum. Det budskab er modtaget i Moskva, siger Jeppe Kofod.

Det er ikke kun skidt

Eksperter siger, at situationen ligner en tilbagevenden til gammeldags stormagtsspil, som det man oplevede senest i 1980’erne og den kolde krig.

Hvordan kan vi få løst for spændingerne?

– Bolden ligger i høj grad hos russerne. Den adfærd, vi ser fra russisk side med blandt andet den ulovlige annektering af Krim-halvøen, krænkelse af dansk luftrum og brugen af et kemisk våben mod en russisk oppositionspolitiker, kan jo kun føre til øgede spændinger. Vi bliver nødt til at reagere, når vi ser den slags, og det gør vi også, siger Jeppe Kofod

– Men det er også vigtigt at understrege, at vi har en række områder, hvor der er et godt og konstruktivt samarbejde. Det gælder jo for eksempel i Østersørådet, hvor vi tidligere i år vedtog Bornholmserklæringen i ønsket om et styrket og reformeret samarbejde om for eksempel miljøspørgsmål og ungeinddragelse, fortsætter udenrigsministeren.

Fælles forståelse

Er du blevet mere rolig efter mødet med Lavrov?

– Jeg er i hvert fald blevet bekræftet i vigtigheden af at holde dialogen åben. Danmark og EU vil gerne en forbedret relation til Rusland, men det kræver, at Rusland følger de internationale spilleregler. Det gjorde jeg også klart.

Hvordan oplevede du mødet med Lavrov og besøget i Rusland?

– Det var vores andet bilaterale møde, så jeg vidste jo godt, hvad jeg gik ind til. Der er ingen tvivl om, at vi er uenige om rigtigt meget. Men vi har også en fælles forståelse om, at vi siger vores ærlige mening til hinanden. Så vi havde dét man i diplomatiske termer kalder for en "robust" diskussion, siger Jeppe Kofod.

Vi skal stå fast

Hvordan ser du i denne situation Danmarks/Bornholms rolle som et lille land/lille ø, som måske kan blive lidt klemt?

– Vi skal ikke tale os selv ned. Vi skal tvært imod stå meget fast på vores værdier, på vores holdninger og på vores interesser. Det var præcis dét, jeg gjorde på mødet i Moskva, og det var præcis dét, jeg gjorde, da vi reagerede hurtigt og markant i forhold til det russiske jagerfly i dansk luftrum, siger Jeppe Kofod.

Du skulle mandag orientere dine EU-kolleger om mødet – hvordan har reaktionerne været her?

– Der var stor interesse. Rusland var et dagsordenspunkt til udenrigsministermødet, og jeg kom jo lige derfra. I øvrigt som den første europæiske udenrigsminister siden giftattentatet mod Navalny. På mødet blev vi enige om at indføre sanktioner mod de ansvarlige for mordforsøget på Navalny og dermed fastholde vores meget principfaste og værdibaserede tilgang til Rusland. Det er helt i tråd med dansk politik, slutter Jeppe Kofod.

Alexei Navalny er en russisk oppositionspolitiker, der i august blev udsat for et giftattentat. Han overlevede efter at være blevet behandlet på et hospital i Tyskland.