Labyrint med gys er et hit: Familie fravalgte London for at komme til Sandvig

Labyrint med gys er et hit: Familie fravalgte London for at komme til Sandvig
Makabert ser det ud. Men børnene elsker det – og ikke kun de lokale. Der er børnefamilier, der lægger deres efterårsferie på Bornholm, fordi der er halloween-gys i Sandvig. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 13. OKT 2020 • 14:47
Af:
niels-ebdrup
| ABONNENT
13. OKT 2020 • 14:47
HALLOWEEN

Kjeld og Lene Hammer regnede tilbage i 2016 ikke med, at de med gyserlabyrinten ved deres cafébutik Dideriks Veranda i Hotel Sandvig Havn, etablerede et blivende børnefamilie-hit. I efterårsferien 2016 indrettede de en skummel labyrint med halloweendukker og skrækeffekter i hotelles selskabslokaler. Succesen er siden blevet gentaget år efter år, og den er nu grund til, at børnefamilier ovrefra vælger at lægge deres efterårsferie på Bornholm.

Det fortæller Kjeld Hammer, mens han viser Bornholms Tidende rundt mellem afhuggede hænder, boblende heksekedler og lysende kranier.

– Der er familier, der kommer på grund af labyrinten. Der er en familie, der egentlig skulle til London, men ungerne ville hellere til Bornholm på grund af den. Nu har de booket sig ind på hotellet. Johanne Schmidt-Nielsen (tidligere politisk ordfører for Enhedslisten i Folketinget, red.) er en af de andre, der kommer her hvert år med sine børn, der bare bliver større og større og er mere og mere med. De var med hele dagen i går, fortæller Kjeld Hammer.


Børn kommer og er monstre

Labyrinten kan aktivere børnene på to måder. De kan enten prøve den, eller de kan selv agere monstre i den – og altså være dem, der skræmmer. I år er der et sted mellem fire og tolv monstre, spøgelser og andre uhyggelige væsner i labyrinten ad gangen. Og der er risiko for, at man som besøgende møder hvert væsen flere gange.

– Børnene får lov at klæde sig ud og tage masker på. I år bliver nogen malet, fordi vi ikke kan udlevere så mange masker – låner man en maske, skal man beholde den på grund af corona. Ellers har vi skrevet på Facebook, at de rigtig gerne selv må tage masker med, fortæller Kjeld Hammer.

At skræmme andre er noget, som nogle børn virkelig synes er sjovt.

– Sidste år havde vi en pige, der tissede i bukserne – men af grin. Hun stod ude i receptionen, og lånte så et tæppe. Men hun ville ikke hjem. Hun ville ind og se de folk, der går igennem labyrinten. Hun havde en fest – og det har vi alle sammen, fortæller Kjeld Hammer.

"Så Kjeld, nu er der et hold klar," kommer Lene Hammer og siger.

"Er det en grøn?," spørger Kjeld Hammer.

"En sort," svarer hans kone.

Troede ikke det var så uhyggeligt

F¸r man går ind i labyrinten skal man vælge, hvor uhyggeligt, det skal være. En grøn tur er den mindst uhyggelige – der er der ingen monstre i labyrinten. Derfra bliver det værre og værre – over gul og rød til sort, hvor væsnerne er særdeles aktive. Hvilken tur, man skal vælge, er et flittigt samtaleemne ved bordene i Dideriks Veranda.

– Vi startede jo i 2016, og tænkte, at det ikke var så uhyggeligt. Men efter en time havde vi én liggende i fosterstilling, og en voksen mand, der væltede et monster og sagde: "Jeg går ikke videre." Så fandt vi ud af, at vi måtte lave en graduering – grøn, gul, rød, sort – for ellers var det ikke sjovt, fortæller Kjeld Hammer.

Han går ud af labyrinten, slukker lyset og ifører sig en sort kutte og en kraniemaske. Den ellers så rare mand forvandler sig til det monster, der lukker folk ind i uhyggen.

Værtsparret har overvejet, om den overvældende interesse for Hotel Sandvig Havns gyserlabyrint, kunne føre til, at hele hotellet blev pyntet op til gys og gru i oktober måned. Men de er kommet frem til, at de holder ved labyrinten og muligheden for at skære græskarmænd i hotellets halloweenpyntede gårdhave.