Kim Kock-Hansen starter den 1. december i jobbet som trafikchef i BAT. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Kim Kock-Hansen er ny chef for BAT

TRANSPORT

Kim Kock-Hansen er ansat som ny trafikchef for Bornholms kommunale trafikselskab BAT. Han starter i jobbet den 1. december.

Den nye trafikchef blev valgt i et ansøgerfelt på 22 ansøgere. Et enigt ansættelsesudvalg står bag ansættelsen, oplyser Bjarne Freund-Poulsen, driftschef i Center for Ejendomme og Drift, i en pressemeddelelse.

Kim Kock-Hansen er 50 år og født og opvokset på Bornholm. Han har en solid ledelsesmæssig baggrund og kommer fra en stilling som udviklingschef hos JF-Data i Rønne. Den nye trafikchef har tidligere blandt andet været ansat som projektleder for flere forskningsprojekter i Bornholms Energi og Forsyning (Beof).

Kim Kock-Hansen har gennem de seneste 10 år blandt andet arbejdet med området indenfor kollektiv trafik og haft direkte berøringsflade med BAT, men også trafikselskaberne på Fyn og i Jylland, oplyses det i pressemeddelelsen.

Indgangsvinklen har her været udvikling af forskellige billetteringssystemer, systemer til hvordan grupperejser håndteres, fejlmeldinger og skader på køretøjer med videre. Det har givet Kim Kock-Hansen et generelt grundigt indblik i, hvordan et trafikselskab fungerer og et godt afsæt til at kunne sætte sig i spidsen for BAT, mener Bjarne Freund-Poulsen

Kim Kock-Hansen er uddannet cand.scient. fra Århus Universitet samt ledelsesmæssigt suppleret op med en master i ledelse (master in experience management) en masteruddannelse specielt tilpasset ledere i- og med vinkling på ledelse i yderområder.

– Kim beskriver sig selv som en dedikeret, tillidsbaseret, engageret og inddragende leder med et grundlæggende positivt sind. Kim glæder sig nu til muligheden for at være med til at udvikle den kollektive trafik på Bornholm, slutter Bjarne Freund-Poulsen.