Højskolesang fortsætter – nu i Klemensker

Højskolesang fortsætter – nu i Klemensker
Ældre Sagen flytter højskolesangen til Klemens Kirke – første gang onsdag aften. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 13. OKT 2020 • 17:07
Af:
holger-larsen

13. OKT 2020 • 17:07
KIRKE

Ældre Sagen tager onsdag den 14. oktober hul på tredje sæson med "Vi synger fra Højskolesangbogen" – den anden onsdag i måneden. Arrangementet flyttes til Sct. Klemens Kirke.

– Vi har de to tidligere sæsoner været i salen på Rønne Bibliotek, og der har været rigtig flot tilslutning hver gang – fra 40-90 deltagere, og salen er dejlig at synge i, siger Irene Dunker fra Ældre Sagens aktivitetsudvalg i en pressemeddelelse.

Sagen er bare, at der aktuelt på grund af de gældende coronabestemmelser nu maksimalt må være 25 personer i bibliotekets sal, når der skal synges. Ældre Sagen har derfor søgt efter nye muligheder.

Dem fandt man i kirken i Klemensker, som går for at være landets største landsbykirke. Den må rumme 100 syngende personer i denne coronatid – 70 nede i skibet og 15 på hvert af to pulpiturer.

– Den store opbakning til fællessang alene / hver for sig, som begyndte i foråret og som stadig er i gang i DR1, har været meget populært, og derigennem er dét at synge kommet i fokus. Dette er indgået i vores overvejelser om at finde et rummeligt lokale til vores aktivitet, siger Irene Dunker,

– Menighedsrådet i Klemensker var meget positivt, og vi har hermed en aftale anden onsdag i fire måneder indtil videre.

– Med det fine piano i kirken og den gode akustik, lægges der op til et par hyggelige timer med Joel Pepke Andersen som pianist, fortsætter Irene Dunker, der opfordrer til tilmelding – gerne via Ældre Sagen Bornholms hjemmeside. Højskolesang er også for personer, der ikke er medlem af Ældre Sagen.