Gennem flere år har Klaus Petersen og Kia Christensen opformeret frø til den nye persille, Ertholm persillen. Nu er den klar til høst. Foto: Berit Hvassum

Persillebønder klar til høst og fortælling:Hvordan tæmmer man en vild persilleplante

Iværksætterparret Klaus Petersen og Kia Christensen, Nordic Relict Company, fik sidste år sortsgodkendt en ny persille under navnet Ertholm.

Persillen opdagede de, da de boede på Christiansø og bemærkede en helt særlig vildtvoksende persille. Det særlige ved persillen fra Christiansø er, at den i vækstform og smag minder om bredbladet persille, men i robusthed og hårdførhed om kruspersille.

Den vilde Christiansøpersille er siden blevet udsået i rækker og geledder med professionelt udstyr, og er nu blevet plukkeklar. I denne uge skal der plukkes Christiansøpersille i stor stil, da den skal udsættes for endnu en test. Kan man frysetørre Christiansøpersille og bevare de gode smagsegenskaber?

Man må ikke bare dyrke, høste og videresælge vilde planter, men da Nordic Relict Company har fået sortsgodkendt persillen, må de opformere persillen til kommerciel dyrkning, og har i Danmark rettighederne til kommerciel udvikling og salg af frø fra den vildtvoksende persille.

Idag mellem klokken 10.00 og 12.00 kan du komme med en tur i persillemarken hos Nordic Relict Company og høste gratis persille til eget behov. Det foregår ved Pastariget udenfor Svaneke, bagved gårdbutikken.

Medbring gerne din favoritopskrift på persillepesto, persilletærte, persillesuppe eller persilleis, opfordrer Klaus Petersen og Kia Christensen.