Arkivfoto: Berit Hvassum

Leder: Giv os livet tilbage – vi dør mentalt

LEDER

Det store spørgsmål er: Hvad betyder den aktuelle undtagelsessituation for vores mentale helbred? Er vi i virkeligheden i vores angst for at dø fysisk ved at give en hel generation et varigt mentalt traume, der vil gå i arv til vores børn og unge, som får spoleret en periode i livet, der skulle være båret af et let sind?

 

Har vi sænket en
desinficeret glasbowle
ned over livet – og nu
dør vi af mental iltmangel
i stedet for af virus?

 

Får vores ældre lov at dø ensomme, måske seks uger senere, end de ville være døde med pårørende ved deres side?

Har vi sænket en desinficeret glasbowle ned over livet – og nu dør vi af mental iltmangel i stedet for af virus? Er denne dødsangst samlet set farlige end … døden?

Omfanget af den aktuelle undtagelsestilstand er enormt, også selv om det måske blot ser ud som små praktiske forhindringer. Det, at vi ikke kan rejse, sætter en unaturlig bremse i vores hoveder. Vi er vokset op med, at der kan ligge en lille ekspedition for enden af den mørke tunnel. Et lys, der kalder. Lidt varme. At slentre ubekymret ned ad nye gader og stræder. En kaffe på en plads foran kirken. Et høfligt smil ved hotellets skranke. En lethed, der måske en gang om året fylder sindet og lader os op.

Vi er sociale væsner. Vi er vant til at hilse med udstrakt hånd. Måske et kram, der i vores tilknappede danskhed kan blive både akavet og stramt, men som stadig binder os sammen – om ikke andet så i forlegenheden.

Vi hilser på buschaufføren, der i dag sidder isoleret oppe foran. Vi går på café, drikker to øl på en onsdag og lader klokken blive 23.

Men disse eksistentielle discipliner er nu afløst af en overvågning, hvor vi råber til hinanden, at vi skal huske mundbind, hvis vi henter en pizza. Forleden var to herrer på +65, der var til fitness-træning i Rønne, ved at komme i håndgemæng, fordi den ene mente, at den anden sprittede forkert af. Han sprittede af – men på den forkerte måde: “Du skal ikke sprøjte på vægten men på kluden!”. “Hold din kæft!!!”. “Hvad sagde du!!!”.

Det er gået for vidt. Konsekvenserne af al den beskyttelse, der skal redde vores liv, er ved at ødelægge meningen med livet.

I dag kan dagbladet Politiken fortælle, at det samlede antal døde i år er lavere end forventet og det laveste i mange år. Vi skal jo alle dø en gang, men sagt med andre ord: Flere lever længere end beregnet. Det skyldes, at vi har holdt influenzaepidemien nede.

Vi bør tale om at lade fornuften råde og slippe individet fri. De statslige diktater om vores adfærd skaber et mentalt Nordkorea i vores hoveder, som er meget udansk og meget usundt. Vi kan selv tage beslutninger. Vi kan selv afgøre, om vi tør være på en bar klokken 23.15. Om vi tør gå til fodbold. Der er ingen grund til at tro, at vi ikke har lært så meget, at vi stadig vil passe på. Alt tyder på, at konsekvenserne – antal dage man er syg og antal døde – af virus er mindre radikale her i anden runde end de var i første.

Slip livet fri – under personligt ansvar!