I badeklubben ærgrer man sig over saunalukning: 'Vi mangler et samlingspunkt'

I badeklubben ærgrer man sig over saunalukning: 'Vi mangler et samlingspunkt'
Saunaen på Hasle Havn holdes lukket på ubestemt tid, så formand Lars Terkildsen og de øvrige medlemmer i Hasle Badeklub må væbne sig med tålmodighed. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 12. OKT 2020 • 06:43
Af:
holger-larsen
| ABONNENT
12. OKT 2020 • 06:43
FRITID

– Lige nu venter vi bare, og vi kan næsten ikke rumme det.

Det siger formanden for Hasle Badeklub, Lars Terkildsen, til den nuværende situation, hvor saunaen på Hasle Havn er lukket. Klubben har dermed ikke som normalt kunnet starte sæsonen den 1. oktober.

I første omgang var meldingen ellers, at saunaen kunne åbne med et maksimum på syv personer i saunaen ad gangen. Men kommunen, der ejer saunaen, har besluttet, at den (ligesom saunaen i Sandvig) skal holdes lukket indtil vindere på grund af coronasmittefare.

Lars Terkildsen siger, at han har forståelse for beslutningen.

– Men det er meget frustrerende. Vi mangler saunaen voldsomt, for den er et samlingspunkt for både byen her og oplandet. Flere bader stadig dernedefra, men det sociale aspekt i saunaen og badeklubben er væk, for vi har ikke noget lokale, vi kan sætte os ind i og få en snak og en kop kaffe. Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os en lille kaffestue, men vi er meget glade for vores fantastiske sauna, understreger Lars Terkildsen.

– Det er bare et godt sted, for man skal ikke kunne noget for at komme i badeklubben. Man skal bare møde op.

– Med de arbejdstider, mange mennesker har i dag, kan det være svært at melde sig til en aktivitet, fordi man ikke ved, om man har fri hver tirsdag. Men så kan man komme i saunaen. Mange kommer her i forbindelse med, at de har været ude at løbe eller cykle. Saunaen kan bare så meget, siger Lars Terkildsen.

Går ud over medlemstallet

Hasle Badeklub var i sidste sæson oppe på 265 medlemmer. Lige nu er der 170, der har betalt kontingent for den nye sæson.

– Folk står standby, og det kan vi godt forstå, siger formanden.

– Vi var rigtig mange mennesker sidste år, og vi har i bestyrelsen talt om at lægge et loft på medlemstallet på 270 medlemmer. På en almindelig dag – før coronaen – oplevede vi flere gange, at saunaen var fuld. Så man måske var nødt til at gå en tur, før der var plads, siger Lars Terkildsen, der vurderer, at 16 er et passende max-antal i saunaen (når det ikke er coronatid).

– Vi vil nødig ud i, at man skal til at booke tid. En af de største fordele, vi har, er, at der er åbent fra 5.30 til 23.30 om aftenen. Vores nye ovne kan lynhurtigt varme saunaen op, hvis der ikke har været nogen. Det giver en stor fleksibilitet, tilføjer badeklubbens formand.

Restriktioner

Når saunaen atter åbner, regner Lars Terkildsen med, at det bliver med forskellige restriktioner:

– Vi må nok i starten lave et bookingsystem, og så må man maximum være i saunaen i en time, og kun syv ad gangen eller måske færre, siger Lars Terkildsen.

 
 

Ny formand for ny bestyrelse

Hasle Badeklub har i efteråret holdt den coronaudsatte generalforsamling fra tidligere i år. Det resulterede i flere udskiftninger i bestyrelsen, hvor Lars Terkildsen blev valgt som ny formand.

De øvrige i bestyrelsen er Michael Hjernøe (næstformand), Lina Skovbjerg (kasserer), Sofia Skovkilde og Thomas Kofoed Poulsen. Ole Folkmann og Michael Chabert er suppleanter.

– Den nye bestyrelse overtager en badeklub med en fornuftig økonomi, hvor det er den gamle bestyrelse med Ole Folkmann i spidsen, der har haft et kæmpe arbejde med at få bygget den nye sauna. Vi skal sørge for, at en velfungerende klub kører videre, siger Lars Terkildsen om opgaven.