Soldaternes bornholmske hjem hviler på kristendom

TRO OG EKSISTENS

Man efterlader militærrangen uden for, når man går ind på KFUMs soldaterhjem, der ligger ved siden af Peterskolen i Rønne – lige overfor Almegårds Kaserne.

Vi er kun få meter fra den store arbejdsplads, hvor respekten for hierarkiet er et helt naturligt grundkrav. Men herovre i soldaterhjemmet er det et andet grundlag, soldater og værnepligtige mødes på, nemlig det kristne.

Lars Lund, som er leder af soldaterhjemmet, tøffer rundt med en kop kaffe i den store stue, der ligner en blanding mellem et hal-cafeteria, en dagligstue og et forsamlingshus. Det har han gjort de sidste syv år. Indtil for halvandet år siden med sin kone, og siden alene – dog med hjælp fra unge volontører, der får kost, logi og en lille løn for at hjælpe til.

Lars tager sig god tid til at sidde og snakke med Bornholms Tidende. Ligesom han gør, når han taler med dem, der kommer på stedet.

– Jeg har selv været i militæret – på kasernen her for 20 år siden, fortæller Lars Lund.

– Men jeg har ingen forbindelse til det nu. Vi er fuldstændig i civil. Jeg møder soldaterne gennem mine kristne værdier og holdninger, og har en praktisk dagligdag, hvor troen går hånd i hånd med det, jeg laver. Det er vores formål, at vi forkynder evangeliet i ord og handling for tjenestegørende og tidligere tjenestegørende, fortæller Lars Lund.


Ord til kristen eftertanke

Denne torsdag aften er der umiddelbart flest af de tjenestegørende i soldaterhjemmet. Folk kommer for at spise aftensmad, der ikke er tilberedt på kasernen – denne aften er dagens ret svinekoteletter med ris. Desuden er der lagkagebanko. Det er der hver uge, hvor der bliver spillet om halve lagkager.

Men først er der "aftensang" – en lille andagt. I anledning af coronapandemien er der dog ikke så meget salmesang over indslaget, fordi anbefalingen lyder, at man ikke synger sammen. Det kristne livssyn får dog alligevel ti minutter i spotlight. Lars Lund "advarer" om, at nu vil troen være i fokus – så kan folk gøre op med sig selv, om de bliver nødt til at gå, fordi de tilfældigvis bliver tissetrængende. I aften vælger alle at blive.

– Nogle gange får jeg spørgsmål om tro: Hvad er det for noget? Og hvordan er jeg kristen? siger Lars Lund til forsamlingen, der allerede lytter koncenteret.

– Men tro er meget simpelt. Det er at sige: "Gud, her er jeg! Tag mig, brug mig!". Er det så let at gøre? Nej, det er pissesvært at give sig fuldt ud. Der er noget i mig, der siger, at jeg vil selv og kan selv. Jeg vil også indimellem have ret over for min kone – sådan har vi det alle sammen. Og der er ting, jeg gerne vil holde for mig selv. Men hvis jeg gerne vil have, at Gud skal kunne tage mig med derhen, hvor han vil have mig hen, så bliver jeg nødt til at give det hele. Det kan jeg bare ikke altid.

– Men det er det fede ved kristendommen: Det kan godt være, at man en masse andre steder skal gøre en hel masse for at lykkes. Det siger Gud ikke, at jeg skal. Han siger: Nej, jeg har gjort det for dig. Han har gjort mig ren, alene ved at jeg kommer med den del, jeg kan, og så klarer han resten. Man skal ikke leve op til et eller andet ideal for at kunne være kristen, siger Lars Lund.

Efter at have serveret gods til eftertanke, fører soldaterhjemslederen an i to bønner: Soldatens bøn og Fadervor. Alle beder med.


Altid nogen at snakke med

De to volontører Nicoline Hansen og Line Lysholm skiftes til at lave mad, stå bag cafeteriaets kasseapparat og snakke med soldaterne. Når soldaterhjemmet for mange er det tætteste, man kommer på et hjem på Bornholm, er det nok fordi, der er en løs stemning – og altid nogen, der vil lytte.

Lars Lund fortæller, at det er ligemeget, om man vil deltage i de kristne indsalg i soldaterhjemmets hverdag. Alle er velkomne, for alle kan have brug for nogen at dele stort og småt med.

– Vi bekender os til det evangelisk lutherske. Det er der, vi står. Men vi møder den enkelte soldat med det, han eller hun har brug for, der hvor vedkommende er. Det kan sagtens være, der kommer en soldat, som har ondt i i livet – kæresten er sur, man savner mor, man er kommet hjem fra en Afghanistan-mission, eller der er sygdom i den nærmeste familie. Så er vi her.

– Det er vi også, når en værnepligtig er ked af det, fordi sergenten har skreget, at han skal tage ti armbøjninger. Så får han et glas mælk og en kiks, og vi minder ham om, at om fire måneder er det slut, siger Lars Lund.

Nytter det, at I er her?

– Jeg tror på, at det, vi tilbyder, spiller en meget, meget vigtig rolle i forhold til militæret. Vi er her for dem, der er væk fra hjemmet. Hvad enten de er værnepligtige eller fastansat med en familie på den anden side af vandet. Her skaber vi et frirum, hvor du bare kan sætte dig og være – og jeg tror, vi lykkes rigtig godt med det, siger Lars Lund.

Det enkelte menneske skal ses

Nu er det blevet tid til ugens lagkagebanko. Nogle torsdage er det kæmpe tilløbsstykker, men i aften har mange ikke fået fri, så de kan komme og deltage. Seks værnepligtige sidder om et bord, og et par konstabelelever har købt plader og sat sig til rette i sofagruppen. Lars Lund råber op, og hvis spillerne husker at råbe særlige indforståede ord, når særlige tal bliver trukket, kaster han slik til dem.

Da to halve lagkager er blevet overrakt vinderne, begynder flere soldater at komme ind ad døren. Lars Lund, Nicoline Hansen og Line Lysholm sætter en ære i at hilse på dem alle.

– Vi vil gerne sige hej til hver eneste, der kommer ind. Det enkelte menneske skal føle sig set, siger Lars Lund.

KFUMs Soldaterhjem i Rønne har åbent mandag til lørdag klokken 15 til 22 og søndag klokken 15 til 22.30.

 

 

KFUMs soldaterhjem

KFUMs soldaterhjem har ligget ved Almegårds Kaserne siden 1970. Det er et ud af 14 soldaterhjem, der ligger pænt spredt i Danmark.

Soldaterhjemmet er et fristed, som hviler på kristne grundværdier. Det er ikke en forretning, som nogen skal tjene penge på. Faktisk kører tilbuddet i Rønne med et underskud på omkring 600.000 kroner om året. Underskuddet bliver dækket af tilskud fra forskellige steder: Forsvaret, genbrugsbutikker, donationer fra private samt kontingent fra folk, der vælger at melde sig ind i Soldatervennerne, der er er bagland for KFUMs Soldatermission.

 

 

 

 

Soldatens bøn

Vær nær hos os, der gør tjeneste I forsvaret.

Velsign vores arbejde for fred og retfærdighed mod splittelse og uret, grusomhed og vold.

Styrk vores kammeratskab og sammenhold, og bevar os fra at svigte hinanden i nød og fare.

Vær med dem, der er sat til at lede og befale, giv dem klarsyn og beslutsomhed og omsorg for dem, de har ansvar for.

Jeg takker dig for mit land, for familie og venner og alle, der holder af mig.

Kære Gud, jeg beder dig:

Bevar mig og mine nærmeste fra sygdom, ulykke og alt ondt.

Vær hos mig, når jeg er truet og gribes af angst for mit liv og helbred.

Lad mig få lov at vende tilbage til min hverdag i god behold, når min tjeneste er forbi.

Det beder jeg om i Jesu navn.

 

 

 

Hvorfor kommer du hos soldatermissionen?


Niels Brünnich, konstabelelev

– Det er et godt sted at sidde og slappe af – komme lidt væk fra arbejdet. Lars plejer at sige til os, at det her skal være som en form for andet hjem. I værnepligten var det herovre, man fik aftensmaden, når man ikke gad cafeteriaet. Men efterhånden som man er kommet her mere og mere, er det blevet som en form for andet hjem. Her er brætspil, og her bliver holdt nogle heftige Ludo-turneringer. Og så er der de daglige aktiviteter – om det er lagkagebanko eller noget andet.

Betyder det noget for dig, at stedet hviler på et kristent grundlag?

– Nej, ikke rigtigt. Jeg er konfirmeret, og jeg er en af de få, der har valgt sit eget konfirmationsord. Så jeg synes, det er sjovt at sidde og lytte til, hvad Lars har at sige. Men jeg betragter mig ikke som en af dem, der er über kristen. Men som der også så fint blev sagt her til aften, så behøver man heller ikke at gøre det, for at være en del af fællesskabet.

– Kristendommen er en del af vores kulturhistorie – Danmark har altid været kristent. At få samspillet mellem det kristne og det militære er et supplement til det, man får ovre på den anden side af vejen (på Almegårds Kaserne, red.).

 


Jonas Kowalewski, konstabelelev

– Jeg kommer for hyggen. Her er mange forskellige personer, og jeg snakker meget med Lars og tøserne. Det er noget andet end at være på kasernen. Selvom man ikke altid lige vil indrømme det, så bliver det også for meget at være sammen kollegaerne. Du bor på en stue med ni andre mennesker, som du hele tiden omgås. Så er det rart at kunne komme herover og fortælle om din dag. Og du møder nogen andre – værnepligtige, stående og sergenter. Man kommer til at snakke med nogen, man ellers ikke ville snakke med.

Betyder det noget for dig, at stedet hviler på et kristent grundlag?

– Hvis nogen spørger, om jeg vil bede med dem, har jeg ikke noget imod det. Men jeg er ikke så kristen. Jeg tror på, at der er noget bagefter, men jeg tror ikke, at der altid er nogen, der holder øje med dig og styrer dit liv. Jeg kan bedre lide tanken om, at du er din egen person og selv styrer, hvad du laver – og at du selv står til ansvar for dine handlinger. Men det gode ved det kristne er, at du altid kommer over til åbne arme. Kristne folk sætter en ære i at tage godt imod alle.